Efter den længste regeringsdannelse i historien, har Danmark nu fået en ny regering. En SVM-regering henover midten.
I aften, søndag, inviterer DR partilederne fra regeringens partier i studiet i DR Byen til en snak om ambitioner og kompromisser.
Partier, der i årevis har været politiske modstandere, skal nu sammen sætte retningen for Danmark i en usikker tid med både en klimakrise og en økonomisk krise, mangel på medarbejdere i sundhedsvæsnet og krig tæt på Danmarks grænser. Men hvad er det for et regeringsgrundlag, de tre partier har fundet fælles fodslag i, og hvordan vil regeringens politik afspejle de kryds danskerne satte ved valget den 1. november?
I aften klokken 21.00 dykker vært Kåre Quist ned i det hele og stiller spørgsmålene, der skal gøre danskerne klogere på, hvad det egentlig er for en regering, der nu er kommet til magten i Danmark. Gæster i studiet er: Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M).
Programmet sendes på DR1 klokken 21.00 og kan også ses på DRTV – både live og efterfølgende, når det passer.