Nyt DR-tema retter blikket mod ’Danskere i verden’

Gennem årene har tusindvis af danskere rykket teltpælene op og draget ud i verden for at bosætte sig. Nogle af lyst, andre af nød. Tilsammen har de sat et solidt dansk aftryk på alle kontinenter. I 2023 portrætterer DR nogle af de danske personligheder, der op gennem tiden har præget verdenshistorien - på godt og på ondt.

  • Stéphanie Surrugue er vært på serien ’Danskere i verden’. I programserien følger hun de spor, historiske og nulevende danske personer har efterladt sig indenfor alt fra opbygningen af nye nationer til kultur, iværksætteri, købmandskab og ændring af verdenshistorien. (Foto: Karin Brøgger & Søren Ebbesen)
  • Stéphanie Surrugue er vært på serien ’Danskere i verden’. I programserien følger hun de spor, historiske og nulevende danske personer har efterladt sig indenfor alt fra opbygningen af nye nationer til kultur, iværksætteri, købmandskab og ændring af verdenshistorien. (Foto: Mikkel Dyrting)
1 / 2

Næste år tager DR den lange kameralinse i brug og stiller i et nyt tema skarpt på danskere i verden. Stéphanie Surrugue pakker kufferten og som vært på serien ’Danskere i verden’, begiver hun sig ud på en større rejse. Her følger hun de spor, historiske og nulevende danske personer har efterladt sig indenfor alt fra opbygningen af nye nationer til kultur, iværksætteri, købmandskab og ændring af verdenshistorien.

Som en del af temaet kommer seerne også med ombord på skibet Rosalina i serien ’Togtet’. I et sjældent eksperiment kaster en flok vikingeeksperter og sejlere sig ud på en krævende færd over Nordatlanten, hvor de skal opleve vikingernes bedrifter på egen krop. Turen gennemføres i et moderne sejlskib, men på vikingernes præmisser uden brug af moderne hjælpemidler og kun med hjælp fra sol, vind, måne og stjerner.

Hver dag bliver vi danskere påvirket af begivenheder, der foregår ude i verden. Men hvilket aftryk har danskere sat på verden?

- I temaet på DR ’Danskere i verden’ fortæller vi historierne om alt fra de første udvandrere, den dramatiske vikingetid til nutidens pionerer og giver seerne indblik i, hvordan personerne har præget verden. Der gemmer sig fascinerende og overraskende fortællinger om danskere, som har sat solide aftryk, men som mange måske aldrig har hørt om tidligere. Målet med temaet er at give et indblik i, hvordan vi som danskere er forbundet kulturelt med hinanden og med resten af verden, siger tværgående chef i DR, Nikolaj, Vitting Hermann.

Danskere i verden – ny serie

I den nye serie ’ Danskere i verden’ møder vi nogle af de hundredvis af danskere der op gennem tiden og helt ind til i dag udvandrede fra Danmark. Heriblandt opdagelsesrejsende, eventyrere, fanatikere, idealister, aktivister, slavehandlere, forretningsfolk, kunstnere og fattige på jagt efter et bedre liv. Nogle danskere blev fyrtårne og lyste op. Andre døde og forsvandt i glemslen. Fælles for dem var, at de var lokket af eventyr og drømmen om at finde lykken. Og historien fortsætter - lige nu er danskere overalt på jorden stadig i gang med at skrive sig ind i verdenshistorien.

Mejeristen der ’fakede’ sin egen død

De fleste af de danskere, DR portrætterer i serien, er forholdsvis ukendte i den brede offentlighed. Et eksempel er Anne Marie Petersen - en dansk friskolelærer, som var inspireret af Gandhi og som senere blev hendes ven. Han lagde grundstenen til pigeskolen Seva Mandir, som ligger tæt ved Den Bengalske Bugt på Indiens sydøstkyst og stadig bliver drevet med de samme værdier som på hendes tid. Anne Marie Petersens filosofi var at give pigerne selvtillid og gøre dem klar til det liv, der ventede. På skolen i Indien bliver Anne Marie Petersen stadig fejret og husket.

En anden dansker som seerne kommer til at møde er Rasmus Nielsen. Han var en del af den bølge af danske mejerister, der i 1920’erne og 30’erne emigrerede til Brasilien. Københavns Politi registrerede i perioden mindst 29 mejerister, som udvandrede til Brasilien. Frem til starten af 1980’erne former og præger danskere i høj grad brasiliansk mejeribrug. Hele det danske mejeri-bølge starter med den konkurstruede mejerist og smørgrossist Rasmus Nielsen, der ’drukner’ i Odense Fjord og efterlader sin ’enke’ i Danmark. Men han er ikke druknet. Han har fingeret sin egen død, klædt sig ud som katolsk pater og er taget til Brasilien under nyt navn: Axel Malm. Her etablerer han sig og danner fortrop for bølgen af fynske mejerister, som antænder det vilde mejeri-eventyr i Brasilien.

’Togtet’ – i kølvandet på vikingerne over Atlanten

En anden af de større produktioner i temaet 'Danskere i verden' er ’Togtet’. En flok danske sejlere og vikingeeksperter kaster sig ud på en farefuld færd over Nordatlanten, for at opleve vikingernes bedrifter på egen krop. En rejse på over 5000 kilometer som forandrede verdenskortet for altid. Arkæolog og vikingeekspert Jeanette Varberg fortæller historien om plyndringer, erobringer og deres utrolige opdagelser af nyt land, mens kok Nikolaj Kirk ombord serverer den mad, vores mest berømte og berygtede forfædre spiste. På landjorden følger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, samtidig de spor vikingerne har efterladt sig og som understreger deres magt og mod.

Temaet ’Danskere i verden’ begynder i foråret 2023 og bliver dækket på tværs af lyd, tv og på dr.dk. med en række forskellige perspektiver på vores relation til omverden – og der vil være indhold til både børn, unge og voksne.