DR Nyheder udpeger ny forsvarskorrespondent og øger samtidig fokus på Arktis

Mads Korsager får fremover titel af forsvarskorrespondent, mens Steffen Kretz fremover også får en central rolle i DR’s Arktis-dækning.

Mads Korsager (th.) får fremover titel af forsvarskorrespondent, mens Steffen Kretz i fremtiden også får en central rolle i DR’s Arktis-dækning – samtidig med, at han er USA-korrespondent fortsat. (Foto: Lars E. Andreasen og Dennis Olsgaard.)

Krigen i Ukraine har for alvor sat fokus på det danske militær og de indsatser, Danmark bidrager med. Allerede inden krigen brød ud, udnævnte DR Nyheder Mads Korsager Nielsen som forsvarsanalytiker. Nu rykker han et niveau op og bliver forsvarskorrespondent.

- Mads Korsager har, fra Ukraine-krigen brød ud, vist sine store evner som formidler og til at forklare krigens udvikling fra de store perspektiver til detaljerne omkring våbentyper. Derfor er det helt naturligt, at Mads fremover er den rette for os i rollen som forsvarskorrespondent, siger Mikkel Worsøe Andersen, der er redaktionschef for samfundsredaktionen i DR Nyheder.

Samtidig sætter DR flere journalister af til at dække forsvarsområdet, der med øgede milliardbevillinger og en mere usikker verden også har brug for at blive dækket både oplysende og kritisk. - Verden i dag er en anden, end den var før Ruslands angreb på Ukraine. Det påvirker danskernes hverdag, og vores opgave er at forklare og sætte begivenhederne ind i en sammenhæng. Vi skal samtidig dække det nøje, når samfundet investerer store summer i forsvarsområdet, siger forsvarskorrespondent Mads Korsager Nielsen.

Ansvar for Arktis

Et fokus for DR’s forsvarsdækning vil være de store sikkerhedspolitiske spørgsmål omkring Arktis. Derfor får USA-korrespondent Steffen Kretz nu også ansvar for Arktis, så en af DR’s mest erfarne og vidende journalister på området sammen med forsvarsmedarbejderne vil styrke den dækning markant.

- Alle stormagter har øjnene rettet mod Arktis på grund af de energiressourcer og sjældne metaller, som bliver tilgængelige, i takt med at isen smelter. Grønland og dermed Danmark er centralt placeret i det kapløb, som kan afføde konflikter. Derfor må DR også følge udviklingen nøje, siger Steffen Kretz, der flere gange tidligere har rejst i Arktis som korrespondent.