DR’s valgdækning er blevet fulgt flittigt – og kandidattesten er nu taget 2,5 millioner gange

Tirsdag morgen blev kandidattest nummer 2,5 millioner taget, og i det hele taget har der været massiv interesse for at følge valgdækning på radio, TV, dr.dk og nyhedsappen fra DR.

  • Stéphanie Surrugue og Johannes Langkilde er valgværter på DR1 og DRTV fra tirsdag klokken 16.00 og resten af aftenen. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
  • 'Sara & Partilederne', hvor Sara Bro fik hjælp af Issa Mahmoud Jeppesen fra 'Deadline' blev hørt af 1.023.000, mens næsten 200.000 har streamet og downloadet det. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
1 / 2

Allerede fra valgkampens start havde DR et mål om, at Kandidattesten skulle gennemføres mindst 2,5 millioner gange på dr.dk. Og det mål blev nået på selve valgdagen, tirsdag, hvor mange fortsat tager testen for at se, hvem de er mest enige i.

I det hele taget har interessen for at følge folketingsvalgetDR og sætte sig ind, hvad de 14 partier mener, været stor i løbet af de næsten fire ugers valgkamp. Det viser tal fra DR Medieforskning.

Da DR1 og DRTV søndag aften satte alle partiledere stævne i DR Koncerthuset til ’Demokratiets Aften’, fulgte 634.000 seere med på tværs af platforme – heraf cirka 170.000 via streaming. Og regner man det hele sammen, så i alt over 1 million mennesker mindst et minut af den knap to timer lange partilederrunde. Det tilsvarende tal var 1,2 millioner, da DR den 16. oktober viste halvanden times statsministerduel mellem Søren Pape Poulsen, Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen.

Et andet sted, hvor over en million var forbi, var i ’Sara & Partilederne’ på P4 lørdag den 15. oktober fra klokken 9.00-12.00. Her lyttede 1.023.000 med på flowradio, da Sara Bro havde partilederne til at hjælpe med at løse dilemmaer fra hverdagen, mens udsendelsen siden er blevet streamet og downloadet 191.000 gange på tværs af alle platforme.

’Weekendvalg’ blev tilvalgt

I det hele taget har mange generelt fulgt valget på P4. Hver lørdag fra klokken 6.00-9.00 og søndag klokken 7.00-10.00 siden valgudskrivelsen har P4 givet lytterne overblik og højdepunkter under programtitlen ’Weekendvalget på P4’, og det har i gennemsnit 672.000 lyttere hørt, hver gang programmerne blev sendt.

Allerstørst interesse for programmerne har der været i Midt- og Vestjylland, hvor hele 85 procent af lyttere med radioen tændt, stillede ind på ’Weekendvalget på P4’ den 22. oktober. DR Trekanten, DR Fyn, DR Syd, DR Esbjerg og DR Sjælland har også alle haft en lytterandel over 60 procent til udsendelserne gennem ugerne.

DR’s velkendte format ’Mød partierne’ med Kåre Quist som vært er i alt blevet sendt 14 gange – et med hvert parti, og her har i gennemsnit 363.000 set med hver gang.

- I alt har hver tredje danskere set mindst et afsnit af ’Mød partierne’, forklarer Henrik Gregor Knudsen, der er teamleder i DR Medieforskning.

Live-side hitter

Også på dr.dk/politik og DR’s nyhedsapp er interessen for valget stor. Sidste uge – uge 43 – var den bedste uge for politik-området på dr.dk i år, og over en halv million fulgte i løbet af ugen DR’s live-side for valget. Da statsministeren udskrev valget den 5. oktober, lød meldingen fra DR, at DR’s valgdækning ’skulle holde danskerne i hånden og politikerne i ørerne’. DR’s ambition har hele vejen igennem været at klæde danskerne på til at engagere sig i den offentlige debat og den demokratiske proces, så de kan træffe oplyste, selvstændige valg.

Chefredaktør Thomas Falbe fra DR Nyheder glæder sig over, at befolkningen har taget så godt imod DR’s valgtilbud.

- En af DR’s vigtigste opgaver er at bidrage til et oplyst demokrati. Hvis vi gennem vores dækning er med til at engagere danskerne i folketingsvalget og motivere til deltagelse i valghandlingen, så er jeg rigtig stolt, siger han.

Når stemmerne tælles, og vinderne og taberne findes tirsdag aften, sender DR1 direkte fra klokken 16.00 med Johannes Langkilde og Stéphanie Surrugue som værter. Både P1, P3 og P4 sender også folketingsvalg og dækker det på hver deres måde i løbet af tirsdag aften og nat. Det samme gør dr.dk og DR’s nyhedsapp.