Siden 2021 har DR arbejdet målrettet med projektet ’Kvinder i musik’, der har som ambition at løfte repræsentationen af kvindelige musikere på tværs af DR’s radiokanaler. Projektet indeholder flere konkrete initiativer heriblandt et musiktopmøde i tæt samarbejde med branchen, som blev afholdt for første gang sidste år.
Nu inviterer DR sammen med en række musikorganisationer igen til topmøde i DR Koncerthuset, hvor aktører i dansk musikliv sammen skal belyse de vigtigste emner og samtaler, når det kommer til kønsubalancen i dansk musik.
En samlet indsats - Videre arbejde i tre spor
Frem mod musiktopmødet har aktørerne arbejdet i tre spor; et musikerspor, et branchespor og et uddannelsesspor. Samarbejdet om de tre spor danner grundlag for de videre samtaler og debatter ved topmødet den 14. november. Derudover inddrages DR og Bandakademiets rapport ’Kvinderne i Musikken’, og rapporten fra Kvinfo og Analyse og Tal ligeledes i topmødet.
- Vi er glade for, at store og vigtige aktører igen er klar på at mødes til konstruktiv dialog om kønsubalancen i dansk musik. DR har hele tiden været meget bevidste om, at vi spiller en stor rolle i det musikalske økosystem i Danmark og derfor også er en vigtig aktør, når det kommer til at forbedre repræsentationen af kvinder i dansk musik. Men vi har også hele tiden været meget tydelige omkring, at DR ikke kan gøre det alene. Det kræver derimod strukturelle forandringer i hele branchen. Derfor er ambitionen at skabe et forum, hvor vi kan videndele og tale åbent og ærligt om udfordringerne på tværs og ikke mindst inspirere hinanden. Vi havde en rigtig god dialog ved sidste års topmøde, og det er det, vi skal følge op på, for selvom det går den rigtige vej, så er vi ikke i mål siger Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef i Kultur, Debat og Musik i DR.
Debatter og oplæg
Silja Okking er vært ved topmødet, mens Julie Hornbek Toft, Ulla Essendrop og Adina Ren er moderatorer ved debatterne i de tre spor i løbet af dagen. Derudover holder direktør for organisationen ’On the Agenda’ Lynn Roseberry oplæg om adfærdsdesign i forhold til rekruttering og transparens, mens den britiske økonom og forfatter Will Page også vil indtage scenen, hvor han fortæller om kvinder i sangskrivning på baggrund af et nyt studie samt musikindustriens tilstand globalt set. Det fulde program kan ses herunder:
DR har løftet andelen og arbejdet fortsætter
Siden 2021 har DR arbejdet mod at løfte andelen af kvindelige artister på tværs af DR’s radiokanaler, og udviklingen kan ses i grafen herunder. Derudover vil DR over de kommende år også arbejde mod at løfte andelen af kvindelige artister på podcast og tv.
Læs mere om DR's projekt 'Kvinder i Musikken' her og om DR og Bandakademiets rapport her.