Hvis man gerne vil sige hej til Karla Kylling eller Børste, se kulisser fra næste års julekalender, høre retsanalytiker Louise Dalsgaard fortælle om arbejdet med ’Agent Samsam’-sagen eller se Radioavisen blive sendt direkte, byder chancen sig nu meget snart.
For der bliver rig mulighed for at se og opleve DR Byen, møde DR-værter og -figurer og besøge dele af DR, som man ellers aldrig kan besøge, når DR igen i år inviterer indenfor på Kulturnatten i København. Fredag den 13. oktober fra klokken 18.00-23.00 kan både store og små høre og se mere om netop deres DR-favoritter og blive skarpere på, hvordan radio og TV kommer til verden.
- Hvert år glæder vi os til Kulturnatten i DR og til at vise DR Byen frem. Kulturnatten er en god anledning til at fortælle om, hvordan DR arbejder og samtidig møde dem, der hver dag ser og hører, hvad vi sender. DR skal være noget for alle, og det synes jeg bestemt også er tilfældet på Kulturnatten, hvor der er alt fra Børste-show over premiere på anden sæson af ’Carmen Curlers’ til en seance om, hvordan DR har arbejdet med ’Agent Samsam’-sagen. Vi håber rigtig mange lægger vejen forbi, siger DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge Henrik Bo Nielsen.
Kulturnatten er ikke mindst en aften, hvor mange børn og unge er med deres forældre rundt i København for at få fælles oplevelser. Og i DR Byen vil der være store muligheder for at få dem.
Minisjangs populære pindsvin-maskot Børste har for eksempel et nyt show klar, ligesom Børste og også Karla Kylling fra DR’s ’FredagsTamTam’ er parat til at lave selfier og hilse på. Og Danmarks dårligste handyman, Heino Lange fra Ramasjang, får utvivlsomt brug for børnenes hjælp fra DR Scenen, fordi han altid er lidt uheldig, når han skal fikse ting. Er man mere til sang og dans, synger MGP-vinderen fra i år, Sophia, og MGP-finalisterne Gustav & Magne i DR Koncerthuset i aftenens løb. Samme steder danser Mabinooz - danseholdet fra DR Ultras populære serie - også i løbet af aftenen. De er tilmed i selskab med YouTube-navnene Morten Münster og Niki Topgaard.
Spil med Sigge og se kulisser
Spil og gaming er der også mulighed for på Kulturnatten i DR Byen. Her er det muligt at spille Minecraft med Sigge fra ’Ultra Gaming’, som hele aftenen udfordrer Kulturnattens gæster. For bliver det ham eller publikum, der vinder flest kampe?
Uden for DR Byen byder chancen sig for at følge med i hvilke konkurrencer, der er i ugens aktuelle udgave af fredagsunderholdningsprogrammet ’Alle mod 1’ med Joakim Ingversen og Stephania Potalivo. Og vil man allerede nu være på forkant, kan både store og små tage et smugkig ind i kulisserne til næste års julekalender, ’Tidsrejsen 2’, som DR netop har startet optagelserne til.
Apropos forkant har DRTV fredag den 13. oktober premiere på anden sæson af dramaserien ’Carmen Curlers’, der bliver vist på DR1 søndagen efter. I DR Koncerthuset vil der være mulighed for at se første afsnit i den nye sæson sammen med de øvrige kulturnat-gæster, hvis man da ikke i stedet tager med på en rejse med den store danske komponist Carl Nielsen, iført virtual reality-briller. Det foregår ligeledes i DR Koncerthuset.
DR Scenen har gæster hele aftenen
På Kulturnatten vil der aftenen igennem være fuldt program på DR Scenen i Indre Gade i DR Byen. Her kan gæsterne møde DR-medarbejdere, værter og mennesker, der er aktuelle fra DR’s programmer – alle præsenteret af P4-vært Nanna Nørregaard.
På DR Scenen vil man blandt andre kunne møde DR Sportens Andreas Kraul, der sammen med gæster i ’Fodboldlisten live’ varmer op til lørdagens fodboldlandskamp mod Kasakhstan med en liste over de bedste landsholdsøjeblikke. Det er også på DR Scenen, man kan møde stjernearkitekten Jan Gehl, som lige nu er aktuel i programserien ’Byernes Mester’ på DR2 og DRTV, ligesom man kan få alt det at vide om DR’s dramaserie ’Carmen Curlers’, som man måske ikke vidste. Det er vært Signe Muusmann fra den nye podcast ’Carmen Curlers: En ekstra krølle’, som fortæller det – sammen med podcastens tilrettelægger Nanna Nørregaard.
Det er ligeledes fra DR Scenen, at vært Mette Walsted Vestergaard fra programmet ’Fremtiden på P1’ tager en snak om, hvad vi skal forvente af fremtiden de næste 5-10 år, og midt på aftenen møder DR’s retsanalytiker Louise Dalsgaard publikum til en snak om, hvordan det er at arbejde journalistisk med en så kompleks sag som sagen om ’Agent Samsam’.
Mød bagedyst-deltagere og se P3-studiet
Forleden tændte et nyt hold deltagere ovnen i ’Den Store Bagedyst’, og på Kulturnatten kan du hilse på en håndfuld af dem og spørge om alt om bagning og måske også være så heldig at få en smagsprøve. Du vil også kunne kigge ind i TVA’s studie, ’Tæt på sandheden’s studie og kigge ind i P3-studiet og møde nogle af P3’s værter.
I snart 100 år har Radioavisen sendt nyheder ud til hele Danmark, og alle har mulighed for at følge med, når Radioavisens Preben Lund og Anne Mette Philipsen sender live klokken 19.00, 20.00, 21.00 og 22.00 på aftenen. Du kan også prøve kræfter med at lave din egen radioavis
Kulturnatten er også en enestående mulighed for at besøge det DR, man ellers aldrig ser eller har adgang til i det daglige. Faktisk rummer kælderen i DR Byen en af Nordens største kostumemagasiner med over 80.000 kostumer og masser af tøj, som Kulturnatten-gæsterne måske husker fra shows og serier. På aftenen viser DR Kostume blandt andet kostumer fra ’Carmen Curlers’, ’MGP’, DR-julekalendere, Grand Prix-outfits og meget andet.
Der bliver også mulighed for at se parykker ’kendt fra TV’, eller kigge indenfor på DR’s enorme rekvisitlager, hvor der er over en million rekvisitter, som bliver brugt i TV-produktionen.
- •
Ligesom alle andre kulturnat-arrangementer i København den 13. oktober, kræver besøget i DR Byen et kulturpas, hvis man er over 12 år. Hvordan man får det, kan ses her
- •
Læs mere om DR’s arrangementer på Kulturnatten på dr.dk/kulturnatten. Sitet opdateres helt frem til det går løs fredag aften – også med det helt endelige program.