Presseinvitation: Kom til lanceringen af Børnenes U-landskalender 2023

Årets u-landskalender bliver præsenteret på Christianshavns Skole den 6. oktober af blandt andre udviklingsministeren og de to Ultra-værter Nanna og Ali. Pressen er velkommen.

  • Overskuddet fra Børnenes U-landskalender 2023 går til projekter for børn og unge i Sierra Leone. (Foto: © Simon Sticker)
  • Overskuddet fra Børnenes U-landskalender 2023 går til Sierra Leone. (Foto: © Simon Sticker)
1 / 2

Selv om der stadig er et par måneder til, at den første låge skal åbnes, er en sand julebebuder nu klar til at blive præsenteret.

Børnenes U-landskalender 2023 bliver lanceret fredag den 6. oktober fra klokken 10.35-11.30 på Christianshavns Skole, Prinsessegade 54-56, København K i Auditoriet, og pressen er velkommen. Kom gerne i god tid og vær opmærksom på, at skolen har to adresser.

DR og Udenrigsministeriet/Danida har samarbejdet om Børnenes U-landskalender siden 1962, og i løbet af de nu 61 år er overskuddet fra danske børn og forældres køb af kalenderen gået til projekter for børn i over 40 lande i Afrika, Asien og Latinamerika. Samlet set er der røget næsten 213 millioner kroner afsted til børn i udviklingslande i løbet af de seks årtier. Samtidig har danske børn lært om børneliv langt fra deres eget - både i skolen og på tv.

Overskud går til børn og unge i Sierra Leone

Overskuddet fra Børnenes U-landskalender 2023 kommer til at gøre en forskel for børn og unge flere steder i Sierra Leone, men fokuserer særligt på storbyens slumområder. Her skal især pigerne på banen via skolegang, målrettet teknisk uddannelse og sportsklubber, hvor der er fokus på fællesskab, selvtillid og rettigheder.

Årets projekt bliver drevet i et partnerskab mellem de to danske organisationer Dreamtown og FANT. De samarbejder begge med lokale organisationer i Sierra Leone, blandt andet skoler og sportsklubber. På omkring 1000 danske skoler skal børnene have et forløb med U-landskalenderen og i år lære om Sierra Leone. Og på DR’s børnekanaler kan de samtidig følge med i hele to serier, nemlig ’En for Holdet’ på DR Ultra og ’Jagten på Regnbuens Magi’ på DR Ramasjang.

Desuden vil børn på op mod 200 skoler over hele landet i år samle sportssko ind til børn i Sierra Leone, så de sierraleonske børn, herunder særligt pigerne, får endnu bedre mulighed for at indtage sportsbanerne.

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen deltager til lanceringen og svarer på spørgsmål fra eleverne. Derudover fortæller repræsentanter fra Dreamtown og FANT om årets projekt og projektland, ligesom Nanna og Ali fra DR Ultra-serien ’En for holdet’ viser fodboldtricks og viser klip fra deres tur til Sierra Leone.

Det er programmer fra det afrikanske land, som DR’s seere også kan se i den kommende tid. Nanna og Ali kommer også til at udfordre ministeren med fodboldtricks for at se, hvem der er bedst med en bold. Efter de afsluttende ord fra skolelederen vil der være mulighed for at stille ministeren et par spørgsmål.

  • Tilmelding til præsentationen af Børnenes U-landskalender 2023 er nødvendig, og det skal ske til nina.albertsen@dreamtown.ngo senest onsdag den 4. oktober klokken 12.00. Oplys fulde navn + organisation/medie.

  • Ønsker om interview med ministeren på dagen rettes til pressechef for ministeren for udviklingssamarbejde og globalt klima Rasmus Baastrup Nielsen / rasnil@um.dk – direkte 3392 1096 / mobil 2163 3044.