Tyske børn skal se DR-julekalender

DR’s julekalender fra 2016 – ’Den Anden Verden’ – kan fra mandag aften ses på de tyske public service-stationer ARD og ZDF’s børnekanal.

Andreas Jessen som prinsen og Caroline Vedel som Sara i DR's julekalender 'Den Anden Verden' fra 2016, som nu skal vi ses i Tyskland.

TV-julekalendere er et særligt nordisk fænomen, som danske børn i år har kunnet se i fjernsynet i 60 år.

Derimod er TV-julekalendere ikke specielt udbredte i Tyskland, men det er en DR-julekalender blandt andet med til at ændre på i år.

I aften, mandag den 5. december, har KIKA, der er de to tyske public service-stationer ARD og ZDF’s børnekanal, premiere på DR’s julekalender ’Den Anden Verden’. I den tyske version er DR-julekalenderen fra 2016 kommet til at hedde ’In anderen Welten’, og danske skuespillere som for eksempel Fanny Bornedal, Caroline Vedel, Sofie Gråbøl, Andreas Jessen og Lars Brygmann er blevet dubbet til tysk i KIKA’s udgave.

’Den Anden Verden’ følger to tvillingesøstre på 15 år, der tager deres første skridt ind i en fascinerende, farlig og uforudsigelig voksenverden. Med Brødrene Grimms eventyrlige fortællinger som bagtæppe for historien møder søstrene de omvæltninger, udfordringer og opgør, der hører teenageårene til på en ny og magisk facon.

Julekalenderen har manuskript af Bo hr. Hansen og Nikolaj Scherfig, mens Lars Kaalund instruerede den.

Er nutidig og moderne

I Tyskland bliver kalenderen vist med to afsnit ad gangen, og Birgitta Kaßeckert fra Bayerischer Rundfunk, der er leder af ARD’s afdeling for børneindhold, glæder sig til at vise den.

- ’Den Anden Verden’ er en speciel serie, som kombinerer mange ting. Det er en nutidig og moderne historiefortælling i julede omgivelsen, samtidig med at serien er flot produceret. Hos Bayerischer Rundfunk er vi meget glade for at have købt retten til at vise DR-julekalenderen og samtidig også har haft mulighed for at dubbe den til KIKA – børnekanalen for ARD og ZDF, siger hun.

Salgsansvarlig Freja Johanne Nørgaard Sørensen fra DR Internationalt Salg glæder sig over salget af ’Den Anden Verden’ til vores nabo mod syd.

- Vi er utroligt stolte over, at DR’s vidunderlige og eventyrlige julekalender nu kan leve videre i Tyskland på platformen KIKA, som distribuerer indhold til børn og unge af allerhøjeste kvalitet. Det er fantastisk, at familier i Tyskland nu også kan glædes over denne magiske fortælling, siger hun.

’Den Anden Verden’ byder sammenlagt på næsten 10 timers drama, da hvert afsnit er 24 minutter langt.

Sådan ser den tyske trailer for 'Den Anden Verden' ud. Der er premiere mandag aften: