DR Big Band og Stefan Pasborg maner forårets urkræfter frem i DR Koncerthuset

DR Big Band og trommeslageren Stefan Pasborg vækker Stravinskijs ikoniske balletmusik til ’Le sacre du printemps’ og 'Ildfuglen' til live i DR Koncerthuset den 24. februar, ledet af bandets chefdirigent Miho Hazama.

DR Big Band og trommeslageren Stefan Pasborg vækker Stravinskijs ikoniske balletmusik til live i DR Koncerthuset den 24. februar, ledet af bandets chefdirigent Miho Hazama. (Foto: © Stephen Freiheit)

”Det lyder som noget Jimi Hendrix kunne have skrevet for stort orkester!”. Sådan skrev et jazzmagasin i New York, da den danske trommeslager og komponist Stefan Pasborgs ’Ritual Dances’ ramte det amerikanske marked i foråret 2022. Det nye storværk for udvidet bigband, som Pasborg har skabt over Igor Stravinskijs balletmusik til Le sacre du printemps og Ildfuglen, har taget både dansk og international presse med storm.

Fredag den 24. februar i DR Koncerthusets Studie 2 kan man opleve ’Ritual Dances’ live for fuld udblæsning med DR Big Band, Stefan Pasborg selv ved slagtøjet og en række gæstemusikere fra den roste indspilning. Koncerten gentages mandag den 27. februar i Malmö Live Konserthus. I spidsen for koncerterne er DR Big Bands chefdirigent Miho Hazama, som med sin baggrund i både jazz og klassisk kompositionsmusik har den rette profil til at realisere de komplekse rytmer og klangfarver i ’Ritual Dances’ sammen med de godt 25 musikere på scenen.

Rødder i dansen

Selvom Stefan Pasborg har dyrket slagtøjet og rytmerne hele sit liv, har han også rødder i dansens verden. Som søn af en kongelig balletdanser voksede han op tæt på teatrets skrå brædder, og han var kun fire år, da han blev ramt af ’Sacre du printemps’:

- Jeg kan huske præcis, hvor jeg stod på Gamle Scene, da jeg første gang hørte lyden af Stravinskijs musik, og jeg husker tydeligt, at jeg fik gåsehud. Så på en måde startede mit arbejde med denne her musik allerede, da jeg var en lille dreng,” fortæller Stefan Pasborg.

Nu ser Pasborg frem til at samarbejde med DR Big Band og Miho Hazama om at vække den stærke musik til live igen i DR Koncerthuset:

- Jeg glæder mig særligt til at spille min ’Ritual Dances’-suite med DR Big Band, fordi at jeg simpelthen ikke kunne ønske mig nogle bedre til at forløse denne musik live. Et knivskarpt bigband på alle pladser samt tre af mine yndlingsmusikere fra de nordiske lande – Ståle Storløkken, Fredrik Lundin og Goran Kajfes – samlet i én stor hyldest til Igor Stravinskijs musik, set igennem min lup. Det kan ikke blive meget bedre for mig!

Nomineret til komponistpris

Stefan Pasborg er primært kendt som en efterspurgt jazztrommeslager, men i de senere år har han fordybet sig mere og mere i at komponere.

Det er netop som komponist, han for nylig er blevet nomineret til en vigtig nordisk pris, nemlig den finske filmpris ’Jussi Award’. Her er Pasborg nomineret til en pris i filmmusik-kategorien for sin musik til filmen Hit Big, et komediedrama af instruktøren Jukka-Pekka Valkeapää.

Om ’Le sacre du printemps’

Der var både chok og forfærdelse, da balletten ’Le sacre du printemps’ første gang blev opført i 1913. Chok over musikkens rå energi og vilde rytmer – og forfærdelse over ballettens skildring af et hedensk, russisk forårsritual.

Le sacre du printemps betyder ’forårsofferet’, og i balletten skildres det, hvordan en ung pige i en fjern fortid udvælges til at danse sig til døde, fordi hun skal ofres til forårets gud. Stravinskijs musik understreger de dyriske instinkter og kræfter i ritualet, og i orkestret må musikerne strække sig til det yderste for at spille i yderkanterne af deres registre med stærke og komplekse rytmer.

I dag, 100 år senere, er Le sacre du printemps blevet en klassiker i koncertsale verden over, og er stadig en kilde til inspiration for komponister og musikere i både den klassiske verden og jazzen. Senest har DR Symfoniorkestret opført Stravinskijs værk i januar, og nu er der altså mulighed for at opleve et nyt, dansk bud på en fortolkning af musikken med DR Big Band og Stefan Pasborg.