Her er de første seks talenter i DR’s nye Malko Academy

Efter tre dages optagelsesprøver er seks musikalske talenter fra fem forskellige lande udvalgt til den første årgang i DR’s nye internationale Malko Academy for unge dirigenter.

  • Vincent Siret fra Frankrig er et af de seks europæiske talenter, der er begynder på DR’s nye Malko Academy den 1. september 2022. Han er 24 år og studerer musikanalyse og komposition ved konservatoriet i Paris. (© PR Foto)
  • Ragnheidur Johannsdottir fra Island er et af de seks europæiske talenter, der er begynder på DR’s nye Malko Academy den 1. september 2022. Hun er 21 år og har en bacheloruddannelse som både violinist og sanger. (© PR Foto)
  • Gabriel Durliat fra Frankrig er et af de seks europæiske talenter, der er begynder på DR’s nye Malko Academy den 1. september 2022. Han er 21 år og studerer til pianist på konservatoriet i Paris. (© PR Foto)
  • Marian Bozhidarov fra Bulgarien er et af de seks europæiske talenter, der er begynder på DR’s nye Malko Academy den 1. september 2022. Han er 20 år og studerer klarinet på Guildhall School of Music and Drama i London. (© PR Foto)
  • Filip Zaykov fra Tjekkiet er et af de seks europæiske talenter, der er begynder på DR’s nye Malko Academy den 1. september 2022. Han er 24 år og studerer violin i Dresden, men er også en fremragende pianist. (© PR Foto)
  • Konstantinos Alexopoulus fra Grækenland er et af de seks europæiske talenter, der er begynder på DR’s nye Malko Academy den 1. september 2022. Han er 20 år og studerer både violin og klaver på konservatoriet i Athen. (© PR Foto)
1 / 6

Når DR Symfoniorkestret spiller de første toner i den nye sæson den 1. september, ringer det samtidig ind til første mødedag for seks unge dirigentstuderende, der er blevet optaget i DR’s nye Malko Academy for Young Conductors.

Det nye dirigentakademi, der er etableret i samarbejde med den almennyttige schweiziske fond Fondation Caris, har kun plads til seks studerende på hver årgang, og der har været rift om pladserne. I alt har 110 ansøgere fra 27 forskellige lande søgt om at blive optaget på det internationale dirigentakademi, og ud af dem blev 15 udvalgt til at komme på optagelsesprøve i DR Koncerthuset.

Efter tre dages optagelsesprøver i syv forskellige discipliner kan DR nu præsentere de seks unge, der kom gennem nåleøjet til det nye Malko Academy: Filip Zaykov, Tjekkiet, Gabriel Durliat og Vincent Siret fra Frankrig, Konstantinos Alexopoulos fra Grækenland, Marian Bozhidarov fra Bulgarien og Ragnheiður Jóhannsdóttir fra Island.

Omfattende optagelsesprøve

For at være sikker på at finde de helt rigtige studerende i den nye Malko-akademi har de unge talenter været igennem en omfattende udvælgelsesproces, hvor de blev prøvet i en række forskellige musikalske discipliner.

En dags skriftlige prøver inden for musikteoretiske discipliner som hørelære og analyse blev efterfulgt af en dag med prøver på de unges musikalske færdigheder på deres hovedinstrument og desuden klaver som et gennemgående instrument, da klaverspil er et vigtigt redskab til indstudering af kor- og orkestermusik.

Den tredje dags optagelsesprøver testede de unge dirigentspirers evner på podiet foran sangere og musikere med tilknytning til DR Symfoniorkestret og DR Koncertkoret, dels i kendt repertoire og i et nyt værk komponeret til lejligheden af Karl Aage Rasmussen

Imponerende niveau

Dominik Falenski, som er leder af det nye Malko Academy for Young Conductors, fortæller at optagelsesjuryen har været meget imponeret over det musikalske niveau hos de unge Malko-ansøgere:

– Når man åbner en helt ny uddannelse, er man naturligvis utrolig spændt på, om det lykkes at tiltrække de rette studerende. Og jeg må sige, at vi har fundet intet mindre end et drømmehold til DR’s nye dirigentakademi, siger Dominik Falenski.

– De seks unge er ikke bare vanvittigt dygtige musikere med utroligt skarpe ører, de har også evnen til at brænde igennem foran professionelle musikere og kommunikere deres musikalske idéer. De næste to år skal vi sammen forme deres direktionsteknik, deres repertoirekendskab og deres evner til at lede professionelle ensembler, så de kan rejse ud i verden med en solid musikalsk bagage her fra DR – og vi håber også at kunne knytte dem til huset på længere sigt.