DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi har et særligt greb om den danske nationalkomponist Carl Nielsen.
Det har hundredtusindvis af danske lyttere, seere og publikum oplevet i de senere år – både live i DR Koncerthuset, digitalt og på radio og tv.
Men fredag den 23. september åbnes døren til et nyt, internationalt publikum. Her udsendes nemlig den første 'single', som skal skabe opmærksomhed om DR Symfoniorkestrets nye indspilningsserie for det berømte tyske pladeselskab Deutsche Grammophon. Resten af debut-albummet med Carl Nielsens 4. og 5. symfoni udkommer den 14. oktober.
Det bliver første gang nogensinde, at et dansk orkester udsender en komplet serie på det legendariske pladeselskab med det kendte gule logo. Og det er første gang, at Deutsche Gammophon kan præsentere Carl Nielsens samlede symfonier og koncerter i deres katalog, som tæller nogle af den klassiske musiks største koryfæer.
Digitale udgivelser, live-koncerter og cd-boks
De i alt seks symfonier af Carl Nielsen, som vil være fordelt på tre forskellige udgivelser, udkommer i første omgang digitalt. Det vil sige, at de kan høres på alle større streamingtjenester, ligesom man kan downloade hvert album i ekstra høj opløsning på udvalgte tjenester.
Er man typen, der foretrækker at have sin musiksamling i fysisk form, kan man se frem til foråret 2023. Her kulminerer DR Symfoniorkestrets Nielsen-serie nemlig med udgivelsen af en cd-boks, som samler de seks symfonier – lige til at stille hjem på hylden.
Samtidig slår DR Koncerthuset dørene op for to ugers Nielsen-hyldest med titlen Nielsen, Nielsen, Nielsen! Her bliver det muligt at opleve alle symfonierne – side om side med en flot samling af Nielsens andre symfoniske værker – fra tonedigte til solokoncerter og de store værker for kor og orkester, som kun sjældent opføres i koncertsalene.
Et drømmescenarie
– Det er selvfølgelig et drømmescenarie at se DR Symfoniorkestret og Fabio Luisi udkomme på det vel nok mest legendariske klassiske pladeselskab, der har så store koryfæer blandt sine kunstnere – både historiske og nulevende, siger Kim Bohr, der er chef for DR Koncerthuset og kunstnerisk leder for DR Symfoniorkestret.
– Men jeg er særligt glad for, at samarbejdet med Deutsche Grammophon er med til at give vores nationalkomponist Carl Nielsen og dermed dansk musik et historisk løft. Med den nye udgivelsesserie kommer Nielsens symfonier for alvor ind i den internationale klassiske musikkanon, hvilket er fuldt fortjent, siger Kim Bohr. Også hos Deutsche Grammophon ser man frem til det nye udgivelsesprojekt. Selskabets A&R-ansvarlige Angelika Meissner udtaler:
– Carl Nielsens symfonier er blandt de bedste symfonier, der er skrevet i det 20. århundrede. De har dybe rødder i den danske kultur og natur, samtidig med at de har en universel dimension. Vi er glade for at kunne skabe en ny indspilningsserie af disse ekstraordinært kraftfulde værker med et orkester, som er så tæt forbundet med Nielsen og en dirigent, der er så åben for inspiration og nye ideer.
Nye blæsersolister fra DR Symfoniorkestret
DR Symfoniorkestrets indspilningsserie for Deutsche Grammophon har været længe undervejs, og der er flere gange blevet ændret i indspilningsplanerne.
Det har blandt betydet, at udgivelsen af Nielsens solokoncerter for violin, fløjte og klarinet, er udsat til sommeren 2023, altså efter udgivelsen af boksen med de seks symfonier. Samtidig er der fundet nye solister til solokoncerterne for fløjte og klarinet, nemlig DR Symfoniorkestrets egen 1. solofløjtenist Ulla Miilmann og 1. soloklarinettist Johnny Teyssier. Det vil fortsat være den koreanske violinist Bomsori Kim, der er solist i violinkoncerten.
– Jeg er utroligt glad og stolt over, at vi nu kan præsentere to af DR Symfoniorkestrets egne soloblæsere som solister på vores indspilning af Nielsens solokoncerter for Deutsche Grammophon, siger kunstnerisk leder Kim Bohr. Han fortsætter:
– DR Symfoniorkestret er kendt for sit høje niveau ikke mindst blandt blæserne, og det at vores solospillere kan optræde som solister i en så prestigefyldt sammenhæng viser, at de ikke bare er en vigtig del af DR Symfoniorkestrets samlede klang og udtryk, men også individuelt er kunstnere, der er toneangivende inden for deres instrument – også på internationalt plan.
Rettelse: I pressemeddelelsen fremgik det tidligere, at det første album i DR Symfoniorkestrets indspilningsserie udkommer 23. september. Den korrekte udgivelsesdato for hele albummet er 14. oktober, mens den første single udkommer 23. september. DR beklager fejlen.
DR Symfoniorkestrets indspilning af Carl Nielsens symfonier og koncertserien ’Nielsen, Nielsen, Nielsen!’ er muliggjort ved støtte fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.