Presseinvitation: Kom til lanceringen af Børnenes U-landskalender 2019

Børnenes U-landskalender bliver i år lanceret ved fire arrangementer på skoler i Aalborg, Sønderborg, Svendborg og Roskilde. Ministeren for udviklingssamarbejde deltager på Vindinge Skole.

Bubber har været i Bangladesh i forbindelse med Børnenes U-landskalender 2019. (Foto: Niels Busch.)

Børnenes U-landskalender 2019 er klar til at blive præsenteret.

Det sker ved fire arrangementer på fire folkeskoler i hele landet. Første arrangement er på Gl. Hasseris Skole i Aalborg den 23. oktober klokken 9.30, hvor Bubber og Shaka Loveless fortæller historier, danser og spiller musik.

Bubber og Shaka Loveless besøger også tre andre skoler den 25., 29. og 31. oktober i henholdsvis Sønderborg (Sønderskov-Skolen), Svendborg (Vestre Skole) og Roskilde (Vindinge Skole).

Journalister og fotografer er velkomne til at deltage i arrangementerne, som Danida, DR og PlanBørnefonden står bag.

Ved arrangementet i Roskilde den 31. oktober klokken 10.00 deltager minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn (S), Melina fra DR Ultra-programmerne ’Klassen’, børn og lærere fra Vindinge Skole samt Gwen Wisti og Anne Smith Petersen, der er henholdsvis direktør og programdirektør i PlanBørnefonden. DR og Danida har samarbejdet om Børnenes U-landskalender siden 1962. Hvert år handler U-landskalenderen om et nyt land og et nyt hjælpeprojekt – og hvert år er en ny, folkelig organisation med til at løfte opgaven.

Overskud til Bangladesh

I år er det PlanBørnefonden, og overskuddet fra kalenderen går til Bangladesh og til et projekt, der skal få flere børn i hovedstaden Dhakas slumkvarterer til at gøre skolen færdig. I dag dropper halvdelen af børnene ud inden 9. klasse.

Bubber har netop besøgt hovedstaden Dhaka med PlanBørnefonden, og han vil blandt andet vise klip fra programmerne, der indgår i undervisningsmaterialet, der hvert år bliver lavet til Børnenes U-landskalender.

Ved sin side har Bubber Shaka Loveless, der spiller sin nye sang ’Op for Dhaka’, som han har skrevet og indspillet til dette års U-landskalender. Ved lanceringen bliver der også fortalt mere om DR Ultras programmer fra Bangladesh med ’Klassen’ og årets skoletema.

Børnenes U-landskalender er i handelen fra den 23. oktober.

Tilmelding til lanceringen er nødvendigt, og det sker til pressechef Allan Bjerreskov fra PlanBørnefonden på mailen allan.bjerreskov@planbornefonden.dk senest én dag før datoen for arrangementet. Deadline for akkreditering i Aalborg er den 22. oktober klokken 9.00.