Presseinvitation: Programmet er klar til ’Danmarks Indsamling 2020’

Sammen med danskerne samler DR og 12 af landets største humanitære organisationer ind til børn på flugt under overskriften ’Lille land, stort hjerte’ med værterne Lise Rønne, Tine Gøtzsche og Mark Stokholm som værter den 1. februar på DR1.

Programmet er klar til ’Danmarks Indsamlingen 2020’ (Foto: Stine Heilmann)

Lørdag den 1. februar kulminerer Danmarks Indsamling traditionen tro med et stort live show på DR1 klokken 19.00. Fra Vejle Musikteater vil værterne Lise Rønne, Tine Gøtzsche og Mark Stokholm guide seerne gennem det stjernespækkede show, der vil byde på et væld af forskellig underholdning alt sammen med formålet at samle ind til børn på flugt.

Til live-showet samles Danmark i Vejle, og aftenen vil blandt andet byde på musikoplevelser, besøg af tidligere statsministre, gensyn med de tidligere deltagere fra ’Den store bagedyst’ og et callcenter bemandet med mange kendte ansigter.

Underholdning, der gør en forskel

Som altid er scenen godt besøgt af flere musikalske indslag. Når DR1 sender live, vil seerne kunne opleve et festligt opbud af danske stjerner blandt andre Medina, Christopher og Birthe Kjær. I løbet af aftenen live-maler de tre vindere af ’Danmarks bedste portrætmaler’, Aksel Riber, Rasmus Aagaard og Benjamin Abana, et portræt af en kendt dansker, som man vil kunne følge hele vejen fra det første penselstrøg til det endelige resultat.

Vil man selv deltage i festlighederne, kan man på pladsen foran Vejle Musikteater møde alle deltagerne fra den seneste sæson af ’Den store bagedyst’. I løbet af aftenen vil deltagerne dyste mod hinanden i forskellige bagediscipliner. Her er alle velkomne til at komme forbi og se dem udfolde deres evner i det søde køkken.

Vanen tro er callcenteret bemandet med et hav af kendte danskere, der er klar til at tage imod danskernes bidrag. Når man ringer ind med sit bidrag, kan man være heldig at tale med mange spændende danskere som Remee og Mathilde Gøhler, skuespillerne Sofie Gråbøl og Nikolaj Kopernikus, Bagedyst-dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo, EU’s konkurrencekommissær Magrethe Vestager og håndboldspiller Jesper Nøddesbo.

Politikere og kendte danskere samler ind sammen

På aftenen kan man opleve både kendte danskere og politikere, der alle står sammen om at samle ind til børn på flugt. Som de tidligere år er Danmarks Indsamlingen støttet af H.K.H. Kronprinsesse Mary, og derfor vil seerne kunne opleve Kronprinsessen, der sætter fokus på behovet for hjælp til det det historisk høje antal af børn på flugt.

Herudover byder showet på interviews med de tre tidligere statsministre Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, fodboldspiller Nadia Nadim, freelance fotograf og tidligere gidsel hos Islamisk Stat Daniel Rye og den tidligere elitesvømmer Lotte Friis blandt mange andre.

Endeligt kan seerne genopleve politikerne Magnus Heunicke, Morten Østergaard og Karsten Lauridsen i samme disciplin som sidste år – den famøse politiker-karaoke, når de dyster i, hvem der synger renest og hvem, der kender flest støttesange.

Med Lola Jensen og Julia Sofia i Kenya

Som et led i årets Danmarks Indsamling besøger familievejlederen Lola Jensen og Youtuberen Julia Sofia børn på flugt i Kenya. Mange af børnene på flugt er uledsagede og oplever ting, som ingen forældre ønsker, deres børn skal opleve. Med besøget i Kenya stiller Lola Jensen og Julia Sofia skarpt på opgaven med at hjælpe de mange børn på flugt. Under live showet vil seerne se indslag fra turen til Kenya, og i løbet af aftenen vil Julia Sofia lave en take-over på Danmarks Indsamlingens sociale medier og tage publikum med bag kulissen.

Seerne vil opleve et show fyldt af underholdning og møde flere kendte ansigter, mens bidragyderne kan tale med mange spændende danskere, når man ringer til callcenteret – alt sammen med formålet at samle ind til de børn, som har mest brug for hjælpen netop nu.

Medier, der ønsker at være til stede på aftenen, kan tilmelde sig senest den 29. januar på leel@dr.dk.

For yderligere informationer om Danmarks Indsamling 2020: www.danmarksindsamling.dk.