DR Big Bands japanske chefdirigent kaster nyt lys på den danske sangskat

Efter tre år i spidsen for DR Big Band er Miho Hazama klar til at præsentere sin personlige fortolkning af den danske sangskat ved tre koncerter den 17.-19. marts.

  • DR Big Bands chefdirigent Miho Hazama er både dirigent og komponist, og hun har arrangeret en samling kendte danske sange specielt til DR Big Band. Resultatet kan opleves i DR Koncerthuset og Bastionen i Nyborg den 17.-19. marts. (Foto: Nicolas Koch Futtrup)
  • DR Big Bands 19 musikere kan opleves i mange forskellige soloer under koncerten, og tre af dem står også selv bag nogle af aftenens nye arrangementer. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
  • Saxofonisten Hans Ulrik har hjulpet Miho Hazama med at udvælge mange af de danske sange, og han er selv på scenen som en af koncertens solister. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
1 / 3

Hvordan lyder den danske sangskat, når den fortolkes af en ung, japansk-amerikansk komponist og tilsættes den karakteristiske, jazzede bigband-lyd? Det kan man opleve ved tre koncerter i marts, hvor DR Big Band og Miho Hazama præsenterer deres helt eget ’take’ på en samling af vores bedste danske sange og salmer.

Koncerterne finder sted i DR Koncerthuset og i Bastionen i Nyborg, hvor publikum kan se frem til at opleve de kendte og elskede danske sange i helt nye versioner, skrevet specielt til DR Big Band af Miho Hazama.

Musikere i centrum

Efter tre år i spidsen for DR Big Band har Miho Hazama fået et indgående kendskab til bandets 19 musikere, som har hver deres musikalske profil og personlighed.

Det vil kunne høres i hendes arrangementer, som byder på soloer til mange af musikerne, og tre af musikerne har også skrevet deres egne arrangementer, som er med i koncerten.

En musiker, som spiller en særlig rolle i Miho Hazamas møde med den danske sangskat, er DR Big Bands kendte saxofonist Hans Ulrik, som har hjulpet hende med at udvælge sangene og også er blandt solisterne ved koncerten.

Vintertoner og sommersange

Der er både vemodige vintertoner og lyse sommersange på programmet, når DR Big Band og Miho Hazama præsenterer deres nye bud på den danske sangskat i Nyborg og DR Koncerthuset.

Et af koncertens højdepunkter vil være en gennemkomponeret suite over fem forskellige sange, bl.a. den ikoniske melodi til Oluf Ring og Steen St. Blichers ’Sig nærmer tiden’, men der venter også melodier af Carl Nielsen og mere nutidige sangskrivere som Kim Larsen og Sebastian.

Koncerten "DR Big Band & Den danske sangskat" sendes på DR P8 fredag den 6. maj