DR på Kulturmødet med litteratur, bigband og Vores vejr

Litteraturen og de gode læseoplevelser er på dagsordenen i en række af DR’s arrangementer på Kulturmødet Mors, der også byder på særudgaver af velkendte programmer og koncertoplevelser med blandt andre DR Big Band.

DR er stærkt til stede på Kulturmødet Mors, når Nykøbing Mors fra den 23.-25. august danner rammen om hundredvis af arrangementer og debatter om kunst og kultur. I år samarbejder DR tæt med Kulturmødet Mors om at sætte fokus på litteraturen.

”Vi glæder os rigtig meget til at sætte bøger på dagsordenen ved en række arrangementer, som vi har udviklet – ikke kun sammen med Kulturmødet Mors, men også med Morsø Folkebibliotek og Skals Højskole. Vi håber, at mange vil komme forbi og deltage aktivt i vores arrangementer. DR vil meget gerne ud i verden med litteraturstoffet i nye sammenhænge, så vi er spændte på, hvordan vores seancer vil blive modtaget på Kulturmødet,” siger redaktionschef Ida Holten Ebbesen fra DR Kultur.

Kulturoplevelser bygger bro

DR stiller igen i år op med en bred palet af kulturtilbud på tværs af blandt andet litteraturens, kunstens og musikkens verden. Der vil være underholdning og viden i særlige liveudgaver af kendte DR-formater som ’Vild med bøger’ og ’Kunstquizzen’ samt et stærkt tilbud af livemusik, da både DR Big Band, DR VerdensMusikariet og DR’s KarriereKanonen i år repræsenterer musikkens alsidighed.

”DR har gennem flere år været stærkt repræsenteret på Kulturmødet Mors, og vi ser frem til endnu et besøg. Kulturen er det, der forbinder os – både i fælles værdier, oplevelser og nye møder – og den kan bygge bro, som netop er årets tema for Kulturmødet. Kulturmødet på Mors har vokset sig stærkt, og vi lægger fra DR’s side vægt på at deltage i et arrangement, der er blevet et vigtigt mødested for debatter og samtaler om kultur. Jeg ser frem til en række spændende dage og vedkommende debatter omkring rammerne og udviklingen af det danske kulturliv,” siger DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen.

DR’s arrangementer på Kulturmødet Mors:

Litteraturoplevelser:

I ’Vild med bøger Live’ inviterer ’Vild med bøger’-værten Flemming Møldrup en aktuel forfatter til en underholdende samtale med udgangspunkt i hans personlige læsning af forfatterens seneste bog. Til arrangementet ’Bøger på recept’ giver Flemming Møldrup læsetips til deltagerne på Kulturmødet. Har man et problem, man gerne vil læse sig ud af? Så vil Flemming Møldrup sammen med forfattere, bibliotekarer og andre litteraturkyndige give bud på bøger, som kan lindre og forklare. Interesserede har mulighed for at sende dilemmaer ind til DR. Så kan det være, at spørgsmålet havner på scenen. Skriv gerne inden Kulturmødet til: deltagkultur@dr.dk

Journalist og vært Christina Englund fra radioprogrammet ’Jazz & Bøger’ får besøg af kendte forfattere til samtaler om, hvordan jazz inspirerer dem i skriveprocessen. Der vil være både hyggelig stemning og lækker jazz at lytte til.

’DR Anbefaler’ med DR-vært Diana Bach vil under overskriften ”Hvilke bøger har ændret dit liv?” invitere forfattere til at fortælle om de bøger, der har betydet allermest for dem. Publikum får inspiration til den næste bog, de vil læse.

Hvorfor stopper børn med at læse omkring 5. klasse? Det taler ’2GoBog’-børneværterne med kulturminister Mette Bock om, når de mødes på scenen. Hvordan kan børn få lyst til at læse og blive ved med det? Hvad virker for de to børneværter selv, og hvordan finder de bøger, de gerne vil læse?

’Skals - højskolen for design og håndarbejde’ fejrer 50-året for ungdomsoprøret med et folkevognsrugbrød fyldt med håndarbejde. I korte workshops kan man lære at strikke og brodere – også hvis man aldrig har prøvet det før. Flere gange dagligt vil prominente kulturpersoner læse op af deres yndlingsbog, mens der lyttes og nørkles.

DR sender direkte fra Kulturmødet Mors:

DR’s populære vejrprogram ’Vores Vejr’ sender live fra Kulturmødet Mors torsdag klokken 18.55-19.05. Find vejr-bilen og se, hvordan en direkte vejr-udsendelse bliver til, og hør hvordan vejret på Mors skiller sig ud fra andre steder i landet.

’P1 Debat’ sender direkte fra Kulturmødet torsdag. Gitte Hansen og Mads Aagaard er værter og samler et skarpt panel til debat om kultur og politik. Besøgende på Kulturmødet kan blande sig i diskussionen, når kulturen sættes til debat.

Torsdag på Kulturmødet sender ’Kulturen på P1’ direkte fra Kulturmødet med journalistiske historier, interviews med kulturpersonligheder og helt særlige kulturoplevelser. Værterne Tore Leifer og Jesper Dein giver det gode miks til både hjerne, hjerte og ører.

DR P1's ’Klog på Sprog’: Adrian Hughes er vært for P1’s populære sprogprogram, hvor aktuelle emner bliver set gennem en sproglig prisme. To gæster quizzer om skidt og kanel i sproget med Hans Götzsche, cand. phil & Fil. Dr., lektor ved Aalborg Universitet. ’Klog på sprog’ er en venlig kappestrid om ord for alle, som interesserer sig for det dansk, vi både taler og skriver. Kom og se en live-udgave af programmet.

’Bagklog på P1’: Esben Kjær fra 'Bagklog på P1' får besøg af en gæstevært, der giver ugens nyheder med grovfilen og sætter dem i et skarpt og satirisk lys. Publikum på Kulturmødet er meget velkomne til at være med og lufte deres meninger om ugens største begivenheder.

P8 JAZZ-campingvognen parkerer på Kirketorvet og spreder middelhavsstemning med lækker jazz. Vær med og nyd musikken og den rare atmosfære.

P4 Midt & Vest sender torsdag og fredag eftermiddag direkte fra Kulturmødet. Det bliver med masser af gæster, reportager og debatter om kultur.


Flotte koncertoplevelser:

Kulturmødet får besøg af DR Big Band fredag aften, der sammen med Nordic Folk-gruppen Basco præsenterer et stemningsfuldt møde mellem nordisk folkemusik og fremtidens bigbandjazz. Med fængende melodier, nye musikalske nuancer og en utæmmelig kraft og energi fyrer Basco og DR Big Band sammen op under Kulturmødet.

DR’s ’KarriereKanonen’ præsenterer på Kulturmødet to af årets tre vindere 2018. Kom og hør to af Danmarks mest lovende bands og bliv klogere på KarriereKanonen og dens betydning for talentudvikling af det danske vækstlag. De to bands introduceres af jurymedlem Pelle Peter Jensen, der har været med til at kåre vinderne.

’DR VerdensMusikariet’ er et initiativ, som etablerer møder mellem et dansk publikum og musikere fra kulturer og lande, vi måske ikke kender så godt. Kulturmødet Mors danner rammen om to skolekoncerter med et dansk-rumænsk orkester, hvor man gennem romamusik og samtale kan blive klogere på, hvordan musikken som sprogløs stemningsformidler kan bygge bro mellem mennesker, lande og kulturer. Det samme gør sig gældende, når russiske og danske unge musikere giver koncert, og man får mulighed for at opleve koncerter og samtaler om, hvordan musikken er brobygger, når de unge mødes om en fælles passion og sammen skaber kunst.

Med projektet ’OrkesterMester’ får Danmark med ét slag ti nye skoleorkestre og et løft til talentudviklingen inden for klassisk musik, når eleverne i ti udvalgte skoleklasser fordelt over hele landet begynder et flerårigt forløb med gratis instrumental- og orkesterundervisning i skoletiden. På Kulturmødet er det muligt at møde de kommende orkestermestre og høre de professionelle musikere fra DR Big Band samt partnerne bag OrkesterMester fortælle om projektet og orkestersamspillets betydning for børns spilleglæde, selvtillid og sammenhold. OrkesterMester er udviklet af Danske Musik- og Kulturskoleledere i partnerskab med DR SymfoniOrkestret, Skolelederforeningen, Dansk Musikskolesammenslutning og er støttet af Nordea-fonden.

Populære kendinge:

DR’s værter Adrian Hughes og Tore Leifer gennemfører en live udgave af DR K’s populære ’Kunstquiz’. Kulturmødets mest kunstkyndige deltagere – blandt andre Anne Mette Villumsen fra Skovgaardmuseet i Viborg og Gitte Ørskou fra Kunsten, Museum of Modern Art Aalborg, dyster om alt – lige fra det lette som Den Lille Havfrue til det mere krævende. Publikum inviteres til at gætte med, og de to værter hopper traditionen tro i DR’s kostumer og mimer kendte kunstværker.

Adrian Hughes leder og fordeler de urimelige spørgsmål i DR’s ’HistorieQuizzen’, når Kulturmødets mest historiekyndige deltagere skelner mellem fup og fakta i denne særlige live-version af programmet. Temaet bliver året 2018 – og år, der rimer herpå. Alle kan gætte med, når Adrian spiller ud.