Sådan dækker DR Pride-ugen: Fokus på diskrimination, kønsforståelse og kærlighed

DR vil den kommende uge med P3 i spidsen dække emner som diskrimination, kønsforståelse og kærlighed på tværs af tv, radio og digitalt. Det sker i anledning af WorldPride og EuroGames.

  • I Tjetjenien er der ingen homoseksuelle. Det har den tyranniske leder Ramzan Kadyrov bestemt. Her følger vi en gruppe aktivister, som sætter livet på spil for at redde LGBTQ+. Dokumentaren kan ses på DRTV. Foto: Nonstop Entertainment
  • Nina Rask undersøger dansk LGBT+-historie og dykker ned i festerne, der udgjorde oaser af frihed. P3-podcasten ligger klar nu i DR Lyd. Foto: Grafik, Maiken Fredsted.
  • Fototekst: Line Kirsten Nikolajsen og Anders Ugilt inviterer til ’kærlighedsfest med mening’ i ’Pride på P3’ hver morgen i Pride-ugen. Foto: Nicholas Dueholm, P3/DR.
1 / 3

At Danmark i år er vært for WorldPride og EuroGames vil man næppe være i tvivl om, hvis man tænder for P3 den kommende uge.

- Køn og seksualitet er et af tidens vigtigste emner, og P3’s kernelyttere er i en alder, hvor det er naturligt at udfordre traditionelle opfattelser af køn, seksualitet og kærlighed. Samtidig er Danmark i år vært for WorldPride og EuroGames. Derfor bruger vi ugen til at stille alle de relevante LGBT+spørgsmål – også de kritiske, siger Søren Bygbjerg, chef for P3.

Han fortæller videre

- Vi ser nærmere på diskrimination, kønsforståelse og kærlighed, og vi holder en fest, der gør lytterne lidt klogere og lidt gladere på samme tid. Det gør vi med programmet 'Pride på P3' med Anders Ugilt og Line Kirsten Nikolajsen, og også med podcasten 'Hvor regnbuen ender' med Nina Rask om dansk LGBT+-historie.

Pride på P3’ sendes hver morgen klokken 9-12 i Pride-ugen, og ambitionen er at gøre lytterne klogere på emner indenfor LGBT+-verdenen. Værterne Anders Ugilt og Line Kirsten Nikolajsen vil blandt andet se på, hvorfor der ikke er flere åbent homoseksuelle elitesportsudøvere, hvordan politik og samfund påvirker hinanden, og så vil de fx også se på, hvad sprogbruget betyder for LGBT+-personer.

Værterne inviterer flere gæster, herunder dragqueens og politikere, forbi til dialog og diskussion. ’Pride på P3’ byder også på liveoptrædener med kunsterne Freja Kirk, Theo X og Asbjørn.

Og i den nye P3-podcast ’Hvor regnbuen ender’ med Nina Rask kan man høre et stykke dansk LGBT+-historie, der tager udgangspunkt i de fester, som for mange har været accepterende oaser af frihed. Hvem var med til festerne og hvordan var festerne med til at forme deltagerne? Alle syv afsnit ligger allerede nu klar i DR Lyd.

Pride i kultur, musik og for børn

Også på DR’s andre radiokanaler, på tv, streaming og digitalt kan man blive klogere på blandt andet den kultur og musik, der former og omgiver LGBT+-miljøet.

Eksempelvis vil ’Kulturen på P1’ med værterne Tore Leifer og Jesper Dein afspejle LGBT+-vinkler i menneskerettigheder og aktivisme, historie og kunst, litteratur, teater og musik. I ’P2 Koncerten’ kan man den kommende uge opleve en klassisk ”regnbue-recital” med homoseksuelle komponister, ’P2 Morgen’ med værter Jørgen Hansen og Helle Kristensen har hver dag en historie der tager farve af ugens Pride, og i ’Puls’ på P2 inviterer værter Max Fage-Pedersen og Celine Haastrup de næste to fredage indslag og gæster i studiet med fokus på LGBT+, queer og klassisk musik.

Værter Lotte Friis og Knud Lind ser i ’Formiddag på 4’eren’ på P4 næste fredag nærmere på, at Copenhagen Pride i år også er World Pride, de får besøg af sangerinden Flor og så byder de på Den Store Queer Quiz. I ’Hit på hit’ udvælger vært Dan Rachlin over hele Pride-ugen daglige nedslag med udgangspunkt i farvesymbolikken i Pride-flaget.

I ’Aftenshowet’ på DR1 vil der løbende behandles LGBT+-emner, og på DR2 har man denne uge allerede tyvstartet begivenhederne med serien ’Pride’ om LGBT+-rettigheder i USA.

DRTV viser dokumentaren ’Velkommen til Tjetjenien’, der sætter spot på en af de mere mørke sider af LGBT+-verdenen; nemlig homoseksuelles manglende rettigheder i Tjetjenien. Her følger man en gruppe aktivister, der sætter deres liv på spil for at redde LGBT+-personer, der trues, tilbageholdes, tortureres og henrettes.

Man kan selvfølgelig også se eller gense en masse programmer på DRTV, som ’Far med fjerboa’, ’Macho’, ”Sommeren, der ændrede mit liv”’, ’Homohelbredelsen’ eller ’Rupauls Dragrace Storbrittanien’.

På Ultra Nyt er der også fokus på Pride-ugen, når blandt andet starten af begivenhederne markeres.

Og på dr.dk kan man også læse artikler i forbindelse med Pride-ugen.

Facebook
Twitter