Ung komponist går i nærkontakt med DR SymfoniOrkestret

Den 35-årige komponist Allan Gravgaard Madsen har skabt et nyt værk til DR SymfoniOrkestret, som uropføres i DR Koncerthuset 5. september. Samtidig præsenterer DR P2 en dokumentar og podcast om det nye værk.

  • Komponisten Allan Gravgaard Madsen får uropført sit orkesterværk ”Nachtmusik” af DR SymfoniOrkestret 5. september. Samme dag sendes dokumentaren ”Allan Gravgaard Madsens natlige skaberværk”, som skildrer værkets tilblivelse, på DR P2. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
  • DR SymfoniOrkestrets koncertmester Christina Åstrand og pianist Per Salo er solister i det det nye værk, som er skrevet specielt til dem. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
  • I spidsen for koncerten står den unge amerikanske dirigent Ryan Bancroft, som vandt DR SymfoniOrkestrets Malko Konkurrence i 2018. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
1 / 3

Det gængse billede på en klassisk komponist er en ensom og alvorlig skikkelse, der sidder fordybet i musikken fra morgen til aften.

Men det billede passer ikke rigtigt på den 35-årige Allan Gravgaard Madsen, der får uropført et nyt værk af DR SymfoniOrkestret den 5. og 6. september.

For det første har Allan så mange jern i ilden, at hans telefon, mailboks og kalender gløder på lige fod med mange andres.

For det andet er han en kendt figur i mediebilledet, blandt andet i form af fænomenet Speaker-Allan fra satireprogrammet Den Korte Radioavis på Radio24syv. Han har også været fast makker til Frederik Cilius i programmerne Cilius-Patruljen og Taktløs på P2 og optræder jævnligt som konferencier ved store kulturbegivenheder.

Proces og podcast

Allan Gravgaard Madsen har skrevet sit nye værk specielt til DR SymfoniOrkestret og to af orkestrets kendteste musikere, koncertmester Christina Åstrand og pianist Per Salo.

Gennem hele tilblivelsen af det nye værk har komponisten været i tæt kontakt med de to solister for at afprøve sine musikalske idéer og skræddersy værket til netop de to.

Den særlige proces er skildret i dokumentaren og podcasten Allan Gravgaard Madsens natlige skaberværk, som sendes på DR P2 op til den direkte transmission af uropførelsen 5. september. Her kan man følge både komponist og musikere gennem de næsten to år, som er gået fra DR’s bestilling af værket over de første sessions, hvor komponisten prøver sine idéer af, til de afsluttende prøver med hele symfoniorkestret.

En moderne romantiker

Allan Gravgaard Madsen har givet sit nye orkesterværk titlen Nachtmusik (’natmusik’), og for musikkendere vil den titel give mindelser om nogle af de store, romantiske komponister.

- Jeg indrømmer gerne, at jeg er skabsromantiker, og i mit nye værk forsøger jeg at udforske det musikalske potentiale i den ensomhed, længsel og poesi, som jeg forbinder med natten. I det hele taget har natten altid fascineret mig, fordi natten kan lade det, man overser i løbet af dagen, træde tydeligere frem og få en ny betydning, siger Allan Gravgaard Madsen.

Samtidig fortæller han, at han igennem hele sin skriveproces har opsøgt værker af tyske romantikere som Franz Schubert og Gustav Mahler og deres danske modstykker C.E.F. Weyse og P.E. Lange-Müller – komponister, som alle har kredset om natten i deres musik.

Natlig spadseretur

Ud over den romantiske åre i Allan Gravgaard Madsens nye Dobbeltkoncert fortæller komponisten selv om inspirationen bag værket:

- En af de måder, som jeg udforskede natten på, før jeg begyndte at komponere Nachtmusik, var at optage lyden af en gåtur fra min daværende bopæl i midten af Aarhus og ud til Marselisborgskovene. Der var en helt særlig stemning den sene søndag aften, hvor jeg gik på den mennesketomme rute. I mit nye værk har jeg forsøgt at genskabe den rolige, stille og nærmest hændelsesløse nattestemning, som jeg oplevede på den gåtur.

Erfarne solister

Når DR SymfoniOrkestret uropfører Allan Gravgaard Madsens nye Dobbeltkoncert den 5. september, er det to af orkestrets kendteste og mest erfarne profiler, der træder frem som solister.

Christina Åstrand og Per Salo, som er henholdsvis koncertmester og pianist i DR SymfoniOrkestret, har hver især optrådt mange gange med orkestret, men koncerten 5. september bliver første gang, de står foran orkesterkollegerne som duo.

Deres musikalske og private partnerskab går dog over 20 år tilbage, og sammen har de to musikere indspillet utallige albums, primært med musik af danske komponister.

29-årig Malko-vinder på podiet

I spidsen for koncerten i DR Koncerthuset står endnu en kunstner, som er velkendt for DR SymfoniOrkestrets publikum. Den kun 29-årige amerikaner Ryan Bancroft, som sidste år vandt orkestrets internationale Malko Konkurrence og samtidig løb med konkurrencens publikumspris, vender nemlig tilbage til DR Koncerthuset for at dirigere sin første officielle koncert med DR SymfoniOrkestret.

Siden sin sejr i konkurrencen har Ryan Bancroft haft travlt med en international dirigentkarriere, som ud over Nordamerika har ført ham vidt omkring i både Europa og Asien.

- Jeg er både spændt og bevæget over at vende tilbage til DR SymfoniOrkestret, som har givet mit liv så mange nye og vidunderlige muligheder. Og jeg glæder mig særligt til at dirigere musik, som står mit hjerte så nær, med netop dette orkester, som jeg skylder så meget, siger Ryan Bancroft.

Om det nære samarbejde med komponisten Allan Gravgaard Madsen siger Bancroft: - Det har været en stor fornøjelse at samarbejde med Allan. Hans musik tager sig god tid og udvikler sig meget blidt og organisk, så den vil helt sikkert få lytterne helt frem på kanten af stolene.

Facebook
Twitter