Radio- og TV-nævnet ser ingen problemer i kasket

En seer klagede over en kasket, som DR-vært Kristian Gintberg havde på i en ’Sommer Summarum’-udsendelse. Seeren fik ikke ret.

Kristian Gintberg har tidligere haft kaskettypen på på et af DRs pressebilleder. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Temaet var kæledyr, og DR-vært Kristian Gintberg var iført en sort kasket, hvor der med hvide bogstaver stod ”AMMO”, da DR Ramasjang sendte sit sommerferieprogram ’Sommer Summarum’ den 6. juli i år.

Mens mange seere var optaget af kæledyrene og blandt andet hørte om servicehunde i udsendelsen, var der derimod en seer, der satte sig til tasterne og skrev til Radio- og TV-nævnet. Seeren mente, at kasketten var umulig at overse, og at der var tale om skjult reklame for streetwear-mærket Streetammo, som Kristian Gintbergs personlige kasket kom fra. Derudover understregede klageren også, at børn skal beskyttes mod skjult reklame, og derfor fandt han det upassende, at de skulle se på kasketten i den 59 minutter lange udsendelse, hvor de 12 af dem godt nok gik med at vise to tegnefilm.

Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at der ikke er tale om en sponsoreret kasket, men at hovedbeklædningen derimod var værtens privateje og dermed med til at vise Kristian Gintbergs personlige stil.

Fra teksten

I sit svar til nævnet bemærkede DR blandt andet, at kasketten ikke blev omtalt i udsendelsen, at der ikke blev zoomet ind på Kristian Gintbergs kasket, ligesom værtens hoved og ansigt heller ikke blev vist i nærbillede. Derudover påpegede DR, at værterne i ’Sommer Summarum’ altid bærer deres eget tøj, som skal reflektere deres personlighed.

Ikke en sponsoreret kasket

Efter en samlet vurdering når Radio- og TV-nævnet frem til i sin afgørelse, at der ikke var tale om en uberettiget fremhævelse af mærket Streetammo i ’Sommer Summarum’ den 6. juli.

Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at der ikke er tale om en sponsoreret kasket, men at hovedbeklædningen derimod var værtens privateje og dermed med til at vise Kristian Gintbergs personlige stil.

”At en tv-vært er iklædt beklædningsgenstande med logoer og lignende går ikke i sig selv ud over, hvad der er redaktionelt berettiget. Radio- og TV-nævnet finder ikke, at ’Sommer Summarum’ indeholder skjult reklame for ’Streetammo’ i strid med reglerne,” hedder det i afgørelsen.