’Rebellen fra Langeland’ - ny serie på DR1

Hvilken behandling er optimal for psykisk sårbare i Danmark? Tur med øens alkoholikere til grænsen efter billige øl eller receptpligtig medicin? I ’Rebellen fra Langeland’ har DR gennem tre år fulgt Ole Sørensen, som på sin helt egen måde administrerer opgaven som chef for socialpsykiatrien.

Hvilken behandling er optimal for psykisk sårbare i Danmark? Tur med øens alkoholikere til grænsen efter billige øl eller receptpligtig medicin? Efter at kommunerne overtog ansvaret for socialpsykiatrien i 2007, har debatten om rigtig og forkert behandling været massiv. I ’Rebellen fra Langeland’ har DR gennem tre år fulgt Ole Sørensen, som på sin helt egen måde administrerer opgaven som chef for socialpsykiatrien.

Ole Sørensen har i mange år været en usædvanlig chef for socialpsykiatrien på Langeland. Han tager på kanotur med de psykisk syge, kører øens alkoholikere til grænsen efter billige øl, og slår et telt op i haven, hvis der ikke er plads til en psykisk syg misbruger på institutionen.

Venner og kritikere

DR har fulgt Ole Sørensens arbejde med psykisk sårbare i landets fattigste kommune. Han har bygget en alternativ socialpsykiatri op, som mange af samfundets marginaliserede og sårbare mennesker elsker – men som ikke alle altid er så begejstrede for.

I modsætning til andre kommunale chefer bruger 60-årige Ole Sørensen det meste af sin tid i marken: Hører han om en ensom tilflytter, kører han selv ud og banker på - især, hvis der er tale om en afvigende person, som ingen andre tør nærme sig.

I serien, der er på tre afsnit, kommer seerne tæt på nogle af de borgere, der flytter til Langeland for at få hjælp.

En livsopgave at hjælpe

Det er københavneren Bo, der med tatoveringer i hele ansigtet vækker opsigt på gaden i Rudkøbing. Og som ender med at skabe en mindre krise i byrådet, da Ole indkvarterer ham i et telt på en kommunal græsplæne, fordi han ikke kan være i sin lejlighed. Og det er Kim, der efter en række voldsdomme bliver løsladt og havner isoleret og paranoid i et husmandssted langt ude på landet. Mennesker, som Ole Sørensen ser som sin livsopgave at hjælpe.

-Alle dem, der er udstødt af vores samfund vil jeg gerne have bragt tilbage - ind i rampelyset. Jeg vil gerne give dem lyset, scenen. Jeg vil bevise, at alle dem vi har kasseret også har en berettigelse i samfundet", siger Ole Sørensen.

Er der et alternativ?

-’Rebellen fra Langeland’ er et anderledes indspark i debatten om, hvordan vi kan tage os af de svageste i samfundet. Selvom Ole Sørensens metoder til tider er ret kontroversielle, så er det relevant at diskutere om der alligevel er inspiration at hente i hans menneskesyn. Vi vil også gerne vise konsekvenserne af, hvad der sker, når man eksperimenterer i den offentlige sektor og går til grænsen af, hvad reglerne dikterer, siger redaktør på DR1, Erling Groth.

Det er nemlig ikke alle, der er lige begejstrede for Ole Sørensens kontroversielle metoder - for eksempel at samle psykisk syge og misbrugere i det samme værested. Statens Socialtilsyn kræver, at Oles institution - for at blive godkendt - skal tilpasses en standardiseret kvalitetsmodel, som Socialstyrelsen har udviklet, og det får Ole op i det røde felt.

’Rebellen fra Langeland’ er i tre afsnit og sendes første gang på DR1 mandag den 4. januar klokken 20.45