Riis - Forfra

Ny dokumentar på DR1 går helt tæt på Bjarne Riis. I et sjældent portræt følger man danskerens mange kampe i livet.

Ny dokumentar på DR1 kommer helt ind under huden på Bjarne Riis. I et sjældent portræt af den tidligere Tour de France-vinder følger man danskerens mange kampe i livet.

DR Sportens journalist Niels Christian Jung blev med filmen fra 1999, 'Tavshedens pris', stemplet som en af mændene, der fældede Bjarne Riis med dopingafsløringerne. Der skulle så gå en del år, før de var i stand til at komme tæt på hinanden igen.

I 2012 sagde Riis ja til, at Jung måtte lave en dokumentar. Jung fik lov til at komme helt tæt på en af Danmarks største sportspersonligheder både som menneske, familiefar, teamchef og holdejer.   Resultatet er blevet en times stærk personlig dokumentar, hvor Jung får lov at rejse med ind i både nutiden og fortiden. Om den svære opvækst i Herning, krævende sponsorer, manglende sportslige triumfer og nye dopinganklager.

I filmen træder Bjarne Riis hustru, den tidligere olympiske guldvinder fra Atlanta 1996, Anne Dorte Tanderup og sønnerne Thomas og Jesper Riis også frem og fortæller om mand og far.    - Jeg har i mange år haft lyst til at lave filmen om mennesket Bjarne, som kun få kender. Jeg har ønsket at åbne op for den gådefulde skal, som han er kendt for. Der er ikke mange mennesker, som lever med så stort et pres, som han gør. Han har skullet håndtere alt fra et lukningstruet hold til alvorlige dopingbeskyldninger fra sine tidligere stjerner med Tyler Hamilton i spidsen. Det interessante har været at høre Bjarnes egne tanker omkring det, siger DRs mangeårige cykelreporter, Niels Christian Jung.

Tæt på mennesket Riis

DR har fulgt Bjarne Riis tæt i en periode på mere end halvandet år. Undervejs ændrer historien sig fra at handle om Riis' genrejsningsprojekt til i stedet at handle om personen Riis, og de kampe han kæmper med fortiden, fremtiden og sig selv.

I filmen fortæller en følelsesladet Riis blandt andet om sine frustrationer over pressens påtrængende interesse for Hamiltons dopingbeskyldninger mod Riis til trods for Contadors igangværende triumf i Spanien Rundt. Men seerne får også indblik i hans tanker om en svær opvækst, som primært foregik hos farmor adskilt fra sin bror og forældre, og om den indadvendthed, som har gjort ham så ordknap, og tynget ham hele livet.

I 'Riis - Forfra' åbner hovedpersonen op og fortæller om flere af de store ting, som fylder i både hans professionelle og private liv. Det er stort set første gang, at Bjarne Riis udtaler sig efter dopingbeskyldningerne fra Tyler Hamilton i september 2012.

1. Christian Rask Pressekontakt: Yderligere oplysninger

Facebook
Twitter