Rosenkjærprisen går til cykel-ekspert

DR’s formidlingspris blev fredag eftermiddag uddelt i DR Koncerthuset. Prisen gik til cykel-ekspert Rolf Sørensen, der formår at gøre sporten interessant for en bred målgruppe.

  • Rolf Sørensen modtager Rosenkjærprisen 2019 i DR Koncerthuset. (Foto: Uffe Went)
  • Rolf Sørensen er årets modtager af Rosenkjærprisen. Til stede på scenen var Adam Holm, Nynne Bjerre Christensen og juryformand Thomas Buch-Andersen. (Foto: Uffe Weng)
  • Rolf Sørensen er årets modtager af Rosenkjærprisen. (Foto: Uffe Weng)
  • Rolf Sørensen modtager Rosenkjærprisen 2019 i DR Koncerthuset. (Foto: Uffe Weng)
1 / 4

DR’s store formidlingspris, Rosenkjærprisen, blev fredag eftermiddag uddelt i DR Koncerthuset i København. Prisen gik i år til en mand, der har modtaget masser af priser og medaljer for den sportsgren, han har dyrket i store dele af sit liv, og som nu bruger sin erfaring på at formidle sporten videre.

Det blev den 54-årige tidligere professionelle cykelrytter Rolf Sørensen, der de seneste 13 år har været kommentator på TV 2’s dækning af cykelsporten, som løb med prisen.

Thomas Buch-Andersen, der er kanalchef for P1 og juryformand, fortæller om valget:

- Rolf Sørensen har som ekspert løftet cykling fra underholdning til noget alment-menneskeligt, som alle kan lære af. Med en kolossal viden og mangeårig erfaring har han ikke bare gjort sportsgrenen tilgængelig og forståelig for mange. Han har også brugt platformen til at forfægte det synspunkt, at det kræver noget at opnå sine mål, men også at man så til gengæld gerne må stå ved, at man er god til noget. Man bliver klogere på teambuilding, motivation og vindermentalitet og mange flere menneskelige kvaliteter, når Rolf Sørensen taler. Og det tror vi på, han kan meget mere af.

Trækker på erfaringer

Efter 17 år som cykelrytter på højeste plan har Rolf Sørensen personlige erfaringer, han kan trække på for at gøre oplevelsen så god som muligt for seerne. Han er heller ikke bange for at hoppe i sadlen og tage en etape, inden de professionelle skal køre den, så han kender alle de interessante steder på ruten.

Rolf Sørensen, der nu kan kalde sig modtager af Rosenkjærprisen, fortæller:

- Det er fuldstændig fantastisk. Prisen kommer fra en helt uventet kant, og jeg er megastolt og meget ydmyg. For jeg har fået muligheden for at være med til at formidle noget, der efterhånden er gået hen og er blevet folkeeje.

Med prisen følger også 50.000 kroner samt udsigten til at skulle lave fem-seks radioudsendelser på P1 om prismodtagerens ekspertområde - i dette tilfælde cykelsporten.

Gammel pris

Rosenkjærprisen, der er opkaldt efter Jens Rosenkjær, som var foredragschef i Danmarks Radio fra 1937 til 1953, er blevet uddelt siden 1963. Den gives hvert år til en person, der evner at gøre svært stof lettere tilgængeligt for et bredt publikum på forståelig og levende vis.

Sidste år gik prisen til professor i klimaforandringer og glaciologi Sebastian Haugaard Mernild for hans formidling af sin forskning i klimaforandringer på en enkel og appellerende facon, som er med til at gøre danskerne klogere.