Saraband - Ingmar Bergmans sidste film

Se eller gense Ingmar Bergmans anmelderroste, sidste film.

Se eller gense Ingmar Bergmans anmelderroste, sidste film.

Da ledende kritikere fra hele verden i 1972stemte om, hvilke ti film, der var de bedste i verden, havde IngmarBergman to film på listen - ”Ved vejs ende” (1957) og ”Persona”(1966).

Helt så fremtrædende er den nu 87-årigesvenske mester ikke i øjeblikkets filmbillede, men det varalligevel en verdensnyhed, da han annoncerede sin definitivt sidstefilm, ”Saraband”, der havde  verdenspremiere i svensk tv i december2002.

Filmen er en fortsættelse af Bergmans mestpopulære værk fra 1970’erne, tv-serien ”Scener fra et ægteskab”. I”Saraband” spiller Liv Ullmann og Erland Josephson spiller igenMarianne og Johan – 30 år efter. Men  mindst lige så vigtigefigurer i filmens kvartet af hovedpersoner er Johans søn Henrik,spillet af Börje Ahlstedt, og dennes unge datter Karin, fremstilletaf Julia Dufvenius, der her for første gang medvirker hosBergman.

Marianne og Johan har ikke haft kontakt sidenderes skilsmisse, men den ellers så selvbeherskede jurist Mariannegiver alligevel efter for en pludselig trang til at opsøge Johan ihans isolerede hus i Nordsverige.

Indtrængende og fængslende

De er blevet mærkeligt fremmede for hinanden,men kender alligevel hinanden næsten alt for godt, når det kommertil stykket. Johan har forskanset sig i bittert selvhad, men derfindes stadig ømhed mellem ham og Marianne. Snart konfronteresMarianne med Johans søn fra et tidligere ægteskab, Henrik, enfrustreret musiker, der helt og fuldt helliger sig den musikalskeoptræning af sin 19-årige datter Karin, som er en meget talentfuldcellist.

Johan foragter sin søn og nægter at hjælpe hamøkonomisk. Og Karin føler sig kuet og uselvstændiggjort af sin farHenriks enorme ambitioner på hende vegne. Bergman oprulller dettedrama mellem tre generationer i en række hypnotiserende intensedialoger, der borer dybt i sårene: Henriks

tyranni over for Karin og hendes vanskeligefrigørelse; Johans forkrøbling af sønnen Henrik; og – mere positivt– Mariannes minimal-kontakt i epilogen med sin egen sindsformørkededatter.

Det indtrængende, konstant fængslende drama erkoncentreret om skuespillernes udtryk. Og som sædvanlig hos Bergmanspilles der mesterligt. Den nu 82-årige Erland Josephson har helesin bidende sarkasme i behold som Johan, men kan også være rørendei sin forladthed; Börje Ahlstedt underspiller virkningsfuldt somsønnen Henik, der er mindst lige så desperat som sin far; denblonde Julia Duvenius har som Karin den tidligt modnekunstner-begavelses egensind; og Liv Ullmann er den milde,modtagelige mægler i det sjælsoprivende drama mellem de tregenerationsstridende parter.