Skrivekonkurrence for børn: Vind en workshop med DR Ultras ‘Klassen’

Går du i 3.-6. klasse, så har du chancen for at vinde en workshop med forfatterne og skuespillerne fra den populære DR Ultra-serie ’Klassen’ på din skole. Og få din historie med i ’Klassen’ sæson 5.

Børn og unge udfordres dagligt af svære oplevelser og valg i den digitale verden. Derfor lancerer DR Ultra fra den 22. januar en ny indsats, der på alle Ultras platforme sætter fokus på børns digitale liv og opfordrer dem til at tage stilling til, hvor langt man selv eller andre kan gå, når man deler og liker billeder, skriver sammen og får venner online.

DR Skole har udviklet et undervisningsmateriale over temaet med elevopgaver, der er lavet i samarbejde med Red Barnet. Her er også en skrivekonkurrence for børn i alle landets 3. – 6. klasser, hvor fem forskellige klasser kan vinde en workshop med forfatterne og skuespillerne fra ’Klassen’, der kommer ud på vinderklassernes egne skoler. Sammen med dem skal eleverne udvikle deres egne historier om digital trivsel, som vil blive vist i fem episoder af ‘Klassen’ sæson 5. Børnene får deres navne på rulleteksterne, og alle vinderklasserne får også ‘Klassen’ t-shirts og drikkedunke.

Skrivekonkurrencen løber fra den 22. januar til den 2. februar. Mere information om konkurrencen findes her.

Programmer lavet med børn – for børn
Hver dag vælger børn at færdes på instagram, snapchat og YouTube uden altid at tænke over konsekvenser af de opslag, kommentarer, videoer og billeder de lægger ud og deler med hinanden. Det resulterer i mange sjove, dynamiske oplevelser og stærke sociale fællesskaber. Men flere børn oplever samtidig digitale krænkelser i form af at få delt billeder uden at have givet lov, at få grimme kommentarer eller blive afpresset, at blive holdt udenfor eller ligefrem ‘hatet på’.

Dialogen med børnene

DR Ultra vil med indsatsen skabe dialog med danske børn om de tre forhold:

  • At alle har et ansvar for det man skriver, modtager og deler.
  • At der er regler for, hvad man må videresende af materialer uden at have fået lov
  • At der er rigtige mennesker med ægte følelser bag skærmen, når tonen bliver hård på de sociale medier.

Blandt de nye programmer om digital adfærd, som DR Ultra præsenterer fra den 22. januar er den grænsesøgende program-serie ’Ultras Like-eksperiment’, der har Rasmus Brohave som vært, fem nye afsnit af den populære serie ‘Klassen' om digitale dilemmaer og en række udsendelser med gode råd til at færdes i den digitale verden fortalt af målgruppen selv. Ultra Nyt sender i de kommende uger flere indslag med cases, gode råd og forklarer lovgivningen i børnehøjde.

Alle programmerne er lavet med børn – for børn, og forældrene er velkomne til at kigge med.

Indsatsen er udviklet i samarbejde med Styrelsen for IT og Læring (STIL), Red Barnet, Børns Vilkår, KL og Digitaliseringsstyrelsen.