So F***ing Special!

I seks programmer på DR2 undersøger Christine Feldthaus danskernes livsstil. Hvorfor er behovet for at iscenesætte sig selv så stort, og hvordan gør vi det?

Livsstilsekspert og vært Christine Feldthaus dissekerer trends og tendenser, som har fanget hendes opmærksomhed.

I seks programmer tager hun et spadestik ind i den individorienterede forbrugerkultur, som præger vores måde at leve på.

"Det enkelte menneske vil gerne være unikt og vores behov for at iscenesætte os selv har aldrig været højere. Vi bruger enorme ressourcer både mentalt og økonomisk på at skille os ud og være 'So Fucking Special'", siger Christine Feldthaus.

Hun stiller både skarpt på mainstream- og nichefænomener. som for eksempel tendensen 'slow living' eller evig ungdom. Hvorfor er Bonderøven blevet en superstjerne? Hvorfor er surdej in? Fordi det er moderne at leve langsomt. I gamle dage omtalte man rynker som 'landskab af liv', i dag er 'alderdommen aflyst'. Midaldrende mænd går ikke af vejen for et skud botox, mens kvinderne bruger masser af penge på aldersforyngende produkter eller dater unge mænd.

Danskernes forhold til deres hunde bliver også undersøgt. Køber du julegave på vegne af din hund? Så er du ikke alene. For det gør 14 procent af hundeejerne i Danmark. I dag findes der et flyselskab, hvor hunde flyver på første klasse og er specialiseret i ferier. 'Hår' er også en verden for sig. Christine Feldthaus prøver Sanne Salomonsen extensions og bruger sin fotograf som forsøgskanin, og sender ham til næsevoksning på Ankara Hårsalon.

Mainstream eller So F***king Special?
Christine tager temperaturen på de forskellige trends og møder de typer, der lever dem ud.
"Programmerne har bragt mig rundt i landet og ikke mindst tættere på de typer, som elsker at leve deres livsstil ud - uden skelen til hvad andre tænker om dem! Det er befriende og stærkt vanedannende at få lov til at kigge indenfor hos danskere, der lever deres drømme ud - uanset om det så er at få Swarovski krystaller på venusbjerget eller at gå til lydhealing", siger Christine Feldthaus.

I programmerne får de forskellige trends point på Christines egen 'So F***king Special' skala.
So F***king Special sendes seks søndage på DR2 klokken 20.00. Første gang den 25. marts.

Programrækken på DR2 - søndage kl. 20.00

So F***ing Special: Som hund, så ejer!
Livsstilsekspert Christine Feldthaus er stolt af sin delehund, "Lego", men det er jo ikke særligt specielt. Der er nemlig cirka 600.000 hunde i Danmark. Det, der er specielt er, at danskerne i snit spenderer 187.000,- på deres hund i dens levetid. I dette afsnit af So F***ing Special dyrker Feldthaus de danske hunde ejere og vi møder præmie pudlen, hunde danseren og anti-depressions hunden. Og så ser vi på de sidste nye gadgets til hunden. 

So F***ing Special: Evig Ungdom!
30'erne er de nye 20'ere. Og den tredje alder bruges ikke på portvin og peddigrør, men på speeddating og sport. Livsstilsekspert Christine Feldthaus undersøger, hvad danskerne gør for at holde sig unge i sindet og stramme i huden. Hun møder dem, der lægger sig under sprøjten. Voksne mænd, der opfører sig som de evige drengerøve og modne kvinder, der dyrker yngre mænd.

So F***ing Special: Hår!
Livsstilseksperten Christine Feldthaus tager trimmeren i hånden og barberer sig igennem den danske hårpragt. I dagens program undersøger hun, hvad danskerne gør ved deres hår - i både de nordlige og sydlige kropsregioner. Hun ser også på de seneste hårfjernings tendenser og undersøger, hvorfor nole danskerne bruger helt op til 40.000 kr. om året på at plukke, vokse, skrabe, klippe, forlænge og rette håret fra top til tå.

So F***ing Special: Lev langsomt
Ud med tv-dinners og masseforbrug og ind med langtids-syltede asier og hjemmestrikkede uldsokker. Bonderøven og Camilla Plum er bannerførere for livsstilen "slow living", hvor danskere erstatter stress og jag med ro og fordybelse.  I dagens program stikker livsstilsekspert Christine Feldthaus fingrene i mulden og møder de mennesker, som lever livet langsomt.

So F***ing Special: Helt ind I Sindet!
Terapeuter, hypnotisører og healere har kronede dage, når folk søger hjælp til at finde sig selv, kærligheden eller lykken. Livsstilseksperten Christine Feldthaus er ikke selv bleg for at tage en tur i den holistiske trædemølle, når hun besøger tarotmestre på Fyn, danser med tantra-gudinder eller lader sig lyd-heale.

So F***ing Special: Min krop er mit tempel
I dag er det lig med "taber-kultur," hvis man ikke holder sig i fysisk god form og arbejder for et smukt karosseri. Og valget af sportsgren siger meget om, hvilken type man er. Livsstilsekspert Christine Feldthaus undersøger, hvorfor fynske kvinder tænder på latino rytmer og hvorfor akademiker-mænd nu skal dyrke extrem sport og træningsmetoder som i Rocky-filmene.

 

1. Anne Sofie Christensen Bau
Pressekontakt: Yderligere oplysninger