SODA vinder børnenes MGP 2019

Foran 10.000 gæster i salen og hundredtusindvis hjemme i stuerne vandt SODA lørdag aften MGP i Herning.

Af Kirsten Baltzer Kahr og Mathilde Holm Thuesen

Lørdag aften leverede 10 finalister et brag af en fest for 10.000 ellevilde tilskuere i Jyske Bank Boxen i Herning. Festen fandt også hjem i stuerne, og seerne afgjorde, at det blev gruppen SODA, bestående af Sofie og Dagmar på 11 år med sangen 'Bedste Veninder', der løb med sejren og titlen som vinder af MGP 2019.

Jyske Bank Boxen satte rammen for en helt særlig aften for de i alt 42 deltagende i årets største børnefest og alle seerne rundt omkring i Danmarks stuer. 10.000 festglade publikummer sang med, dansede og heppede på årets 10 finalister, der leverede et fantastisk show sprængfyldt med energi og glæde. Sidste års vinder, Mille, overrakte det funklende vindertrofæ, der glimtede om kap med Sofie og Dagmars glædesfyldte øjne.

Gruppen SODA - bestående af veninderne Sofie og Dagmar fra Charlottenlund - vandt årets MGP med 37 procent af stemmerne. Søskendeparret Lisa og Xenia fra Blovstrød med sangen 'Ham, som troede' og 35 procent af stemmerne blev nummer to, og Astrid fra Sevel sang sig ind på en tredjeplads med sangen 'Når jeg danser' og 28 procent af stemmerne.

I de næste uger skal SODA sammen med andre af MGP-finalisterne turnere og optræde med deres sange for musikglade børn flere steder i landet.

Modige ambassadører

Magnus Banner, der er redaktør for MGP 2019, siger:

“Jeg er pavestolt over alle vores 10 finalister, der ikke alene er blevet dygtige performere, men også modige ambassadører for musikken og dens samlende egenskab. Børnenes optræden både på og uden for scenen indkapsler essensen af showet, der er en hyldest til venskabet og kreativiteten, men frem for alt fællesskabet omkring musikken. Hvis vi ser bort fra juleaften og fødselsdage, er børnenes MGP måske årets største børne- og familiefest, og showet i år var ingen undtagelse.”

På DR Ultra kan man følge alle MGP-børnene, deres udvikling og de tætte venskaber, der knyttes mellem dem både før, under og efter finalen.


Kom og oplev MGP-børnene

MGP 2019 sluttede ikke lørdag aften, for du kan nemlig genopleve MGP-finalisterne, når de tager på turné rundt i hele landet (samtlige finalister vil ikke være til stede ved alle koncerter).

Se turnéplanen for 2019 her:
9. marts: DR Koncerthuset, København (udsolgt)
16. marts: DR Koncerthuset, København (udsolgt)
30. marts: Skråen, Aalborg
31. marts: Holstebro Musikteater, Holstebro
27. april: Tobakken, Esbjerg
28. april: HNT, Horsens
18. maj: Vanløse Hallen, Vanløse
19. maj: Tivoli Friheden, Aarhus
25. maj: Ringsted Børnefestival, Ringsted
26. maj: Vibocold Arena, Viborg