Tag med DR1 til prinsessedåb

Når Danmarks nye prinsesse skal døbes, inviterer DR1 hele Danmark til at tage del i Joachim og Maries festdag.

Når Danmarks nye prinsesse skal døbes, inviterer DR1 hele Danmark til at tage del i Joachim og Maries festdag.

På dagen vil Mark Stokholm fra Aftenshowet og Tine Gøtzsche fra TV-Avisen guide seerne gennem dagen med direkte optakt fra klokken 13.10, under prinsessedåben i Møgeltønder Kirke klokken 17 og helt ind til TV-Avisen klokken 18.30.

"Vi glæder os til at tage seerne med til endnu en festdag med kongehuset og dets gæster, når navnet på den lille nye prinsesse bliver afsløret," siger nyhedsredaktør Lau Rabjerg-Eriksen fra DR Medier og tilføjer:

"Festerne i kongehuset giver dansk fællesskab og samler traditionelt rigtigt mange danskere, og derfor er DR1 selvfølgelig med helt tæt på til festen. Vi er klar med et kyndigt og veloplagt panel, der bidrager til den gode stemning," siger han.

Panelet består blandt andre af chefredaktør på Familie Journal og tidligere radio- og tv-vært Anette Kokholm, der har fulgt kongefamilien siden barndommen - både privat og i kraft af sit arbejde.

Kongelig kommentator Anna von Lowzow vil følge gæsterne tæt, når de ankommer til Schackenborg Slot og siden til Møgeltønder Kirke. Til daglig er hun journalist og har lavet en lang række programmer om de kongelige, senest programserien 'De kongelige juveler' til DR1.

Samtidig vil kjoledesigner Jesper Høvring, som er en af Danmarks leverandører af eksklusive festkjoler til kendte og kongelige være med, når gæsterne viser deres rober og hatte frem i anledning af dåben.

Varmer op med portræt af Marie Cavallier

Inden begivenhederne går løs, er der stemningsrapport fra Møgeltønder 12.10 og 12.15 sendes 'Prinsesse på vej - portræt af Marie Cavallier', hvor Per Wennick har fulgt den kommende prinsesses forberedelser med at sætte sig ind i sit nye lands historie, religion, kultur og sprog forud for brylluppet med Prins Joachim den 24. maj 2008.

DR1 sender også fra barnedåben i den svenske kongefamilie, når Kronprinsesse Victoria og Prins Daniels datter døbes to dage senere - den 22. maj.

  Telfonnummer: 35202295
  Afdeling: DR Medier
  Navn: Lau Rabjerg-Eriksen
  Titel: Nyhedsredaktør
Anden kontaktperson
1. Jan Dohrmann
Pressekontakt: Yderligere oplysninger