Tidligere topsvømmer springer ud som radiovært på P4

Fra den 1. marts tager Lotte Friis et helt nyt spring i karrieren, når hun får sin debut som radiovært i DR på ’Formiddag på 4’eren’.

Det er ikke lang tid siden, at Lotte Friis sprang i bassinet som topsvømmer og blandt andet sikrede Danmark OL-bronze, VM-guld og en verdensrekord i 1500 m fri på kortbane. Fra den 1. marts tager hun et helt nyt spring i karrieren, når hun får sin debut som radiovært i DR.

Lotte Friis bliver fremover fast vært på programmet ’Formiddag på 4’eren’, der bliver sendt mandag til fredag på P4 fra klokken 10.03-12.00. Her kommer den nu pensionerede svømmer, der fylder 30 år senere på ugen, til at danne makkerskab med den hidtidige vært på programmet, Kasper Harboe.

I mange år har jeg drømt om, at jeg en dag ville få arbejde indenfor radio eller TV, og da jeg i april sidste år gik på pension som svømmer, blev det mit store mål at få job i denne branche.

Kommende P4-vært Lotte Friis



”I mange år har jeg drømt om, at jeg en dag ville få arbejde indenfor radio eller TV, og da jeg i april sidste år gik på pension som svømmer, blev det mit store mål at få job i denne branche. I dag er det en realitet.
Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang på P4 og glæder mig vildt til samarbejdet med Kasper og resten af teamet hos DR i Aarhus,” siger Lotte Friis.

Siden hun indstillede svømmekarrieren sidste forår, har Lotte Friis blandt andet været svømmekommentator på TV 2 og arbejdet på Radio 100.

Smittende begejstring

P4-redaktør Lars Daneskov mener, at ’Formiddag på 4’eren’ med sin helt egen blanding af det alvorlige og lette er lyden af godt selskab for cirka 700.000 lyttere hver eneste dag.

Allerede som svømmekommentator til det nyligt afviklede EM kunne man mærke hendes høje energiniveau og smittende begejstring.

Redaktionschef Tina Kragelund, DR Danmark



”Det skyldes ikke mindst programmets værter, som altid er nysgerrige og har lyst til at lukke lytterne indenfor. Her er Lotte Friis med sin smittende personlighed og uimponerethed et dejligt menneske at få ombord. Hun er bare 30, når hun starter, men har allerede oplevet mere end de fleste - og har lyst til mere. Det er ikke de værste egenskaber for en radiovært,” siger han.


Redaktionschef Tina Kragelund fra DR Danmark er rigtig glad for at have fået Lotte Friis på holdet som værtsmakker til Kasper Harboe på ’Formiddag på 4’eren’.

”Allerede som svømmekommentator til det nyligt afviklede EM kunne man mærke hendes høje energiniveau og smittende begejstring. Vi er glade for, at vores lyttere nu også kan nyde godt af hendes gode selskab alle hverdage i P4’s landsdækkende formiddagsshow, hvor aktuelle emner og gæster bliver debatteret og vendt på hovedet – sammen med lytterne,” siger hun.

På ’Formiddag på 4’eren’ afløser Lotte Friis Julie Berthelsen, som stoppede i DR til nytår for at hellige sig sin sangkarriere.