Unge satiretalenter får chancen i 'Pirat på DR2'

DR2 ønsker fortsat at finde og udvikle nyt talent på den danske comedy- og satirescene og er klar med nyt program store bededag.

Unge og uprøvede satire-talenter får nu mulighed for at prøve kræfter med tv. Det sker første gang store bededag den 30. april klokken 21.25, når DR2 blænder op for 'Pirat på DR2'. Her præsenterer værten Christian Trangbæk det sjoveste og det bedste fra DRs netkanal Pirat TV.

Det bliver et kulørt klip-show, som blandt andet byder på 'Den giftige snog'. Et tv-format, som tester alt lige fra aggressive former for nødhjælpsindsamling til lanceringen af 'White Power', som er et helt nyt – men fiktivt – vaskepulver.

Med programlanceringen vil DR2, ifølge kanalchef Arne Notkin, markere, at DR2 fortsat ønsker at finde og udvikle nyt talent på den danske comedy- og satirescene.

"Vi vil med dette program give en række af de unge folk, som har været med til at skabe DRs populære netunivers på Pirat TV, en chance på DR2. Programmet tester og udvikler nye satire-talenter. Det er ikke nødvendigvis satire, der får hele nationen til at klukke af fryd. Men det bliver eksperimenterende og forhåbentligt nyskabende i sin stil. Og det er også lige præcis den rolle, jeg mener, at DR2 fortsat skal spille: at være rugekasse for satiren," siger Arne Notkin.

Har fundet midler

Samtidig står det nu klart, at DR - trods omprioriteringer mellem kanalerne, har fundet midler til at finansiere egenproduceret satire på DR2 i det kommende år. Der er, ifølge kanalchefen, således blevet arbejdet målrettet på at finde midlerne til at fastholde et fornuftigt niveau på satireområdet.

"Jeg kan ikke sige præcis, hvor vi lander. Men jeg vil alligevel tillade mig at glæde mig over, at processen går fint, og at vi forhandler med de ensembler, som vi gerne ser på kanalen i 2011," siger Arne Notkin.

  Telfonnummer: 35204955
  Afdeling: DR 2
  Navn: Arne Notkin
  Titel: Kanalchef
Anden kontaktperson
1. Jonas Vadstrup Thomsen
Pressekontakt: Yderligere oplysninger