Unge talenter skaber nye klange med DRs sangere og musikere

Unge komponiststuderende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium får nye værker opført af både DR SymfoniOrkestret og DR VokalEnsemblet ved dette års PULSAR festival. Der er gratis adgang til koncerterne i det gamle radiohus.

  • DR SymfoniOrkestret spiller nye værker af tre unge nordiske komponister og koreanske Usuk Chin ved åbningskoncerten til Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums PULSAR Festival torsdag 8. marts. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
  • Som noget nyt har PULSAR Festivalen indledt et omfattende samarbejde med DR VokalEnsemblet, som bl.a. uropfører fire nye værker fredag 9. marts. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • Som noget nyt har Det Kgl. Danske Musikkonservatorium indledt et omfattende samarbejde med DR VokalEnsemblet, som giver PULSAR Festivalens publikum – og ikke mindst de unge komponister – et spændende blik ind i kormusikkens verden. ​​​​​​​Samarbejdet begyndte allerede i oktober sidste år, hvor DR VokalEnsemblet inviterede fire unge komponiststuderende til to dages workshop
1 / 3

Det er efterhånden blevet en tradition, at DR SymfoniOrkestrets over 100 musikere åbner Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums årlige PULSAR-festival med et brag. Men i år er samarbejdet mellem konservatoriet og DR udvidet, så festivalens publikum dagen efter åbningskoncerten også kan opleve en håndfuld spritnye vokalværker med DR VokalEnsemblet og chefdirigent Marcus Creed.

Uropførelser og fornemt besøg

Til DR SymfoniOrkestrets åbningskoncert 8. marts, hvor der er gratis adgang, kan publikum opleve uropførelser af tre af Konservatoriets unge nordiske komponister – islandske Finnur Karlsson, danske Esben Nordborg Møller og svenske Arvid Hansell – som giver deres vidt forskellige bud på, hvordan et symfoniorkester kan lyde i det 21. århundrede. De unge komponisters værker sættes i perspektiv af dette års prominente composer-in-residence ved PULSAR Festivalen, den kvindelige koreanske komponist Unsuk Chin, hvis store orkesterværk ‘Mannequin’ opføres for første gang i Danmark.

Chin kommer selv til Danmark for at overvære opførelsen af sit værk, som er skrevet på fælles bestilling af DR SymfoniOrkestret, Southbank Centre i London, Boston Symphony Orchestra og Melbourne Symphony Orchestra.

Nyt samarbejde med DR VokalEnsemblet

Som noget nyt har Det Kgl. Danske Musikkonservatorium indledt et omfattende samarbejde med DR VokalEnsemblet, som giver PULSAR Festivalens publikum – og ikke mindst de unge komponister – et spændende blik ind i kormusikkens verden. Samarbejdet begyndte allerede i oktober sidste år, hvor DR VokalEnsemblet inviterede fire unge komponiststuderende til to dages workshop. Her fik de mulighed for at eksperimentere frit med de rutinerede sangere – og nu kan publikum opleve resultatet, når DR VokalEnsemblet uropfører de fire nye værker af komponisterne Matias Vestergård, Bára Gisladottir, Fintan O’Hare og Marcela Lucatelli på Konservatoriets studiescene fredag 9. marts klokken 17.

Et bredere perspektiv

Selvom de to koncerter 8. og 9. marts gerne skulle blive en begivenhed i sig selv, har samarbejdet mellem DRs professionelle sangere og musikere og Konservatoriets unge studerende et bredere perspektiv. Hele vejen gennem workshop, forberedelser og prøveforløb har komponisterne været i dialog med musikere og sangere, og på den måde fået mulighed for at forfine og forstærke deres musikalske udtryk – samtidig med, at deres kendskab til orkesterinstrumenterne og korsangernes stemmetyper er blevet dybere.

Kim Bohr, der er chef for DR Kor & Orkestre, siger: ”Ved at medvirke i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums flot arrangerede PULSAR-festival er DR SymfoniOrkestret og DR VokalEnsemblet med til at give den næste generation af komponister en uvurderlig erfaring, som på lang sigt også gavner andre kor og orkestre – og dansk musikliv som helhed." Kim Bohr understreger samtidig, at samarbejdet med Konservatoriet er til gensidig inspiration, og at DRs musikere og sangere bakker helhjertet op om de unge komponister.

PULSAR festivalen finder sted 7.-15. marts 2018 med gratis koncerter på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og udstilling i Kunsthallen på Charlottenborg. Foruden DR SymfoniOrkestret og DR VokalEnsemblet samarbejder PULSAR-festivalen i år med Kunstakademiets billedskoler. Læs mere på www.dkdm.dk/pulsar