Vedligehold af sendenettet kan give radiotavshed i Aarhus-området

Fra søndag den 27. marts til onsdag den 30. marts og den 7. april kan FM- og DAB-radioer, der modtager signal fra Søsterhøj-senderen i Aarhus opleve radiotavshed.

Fra søndag den 27. marts til onsdag den 30. marts kan FM- og DAB-radioer, der modtager signal fra Søsterhøj-senderen i Aarhus opleve radiotavshed. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Af hensyn til flysikkerheden skal såkaldte hindringslys i radiosendemaster udskiftes. Hindringslys er sikkerhedslys, der sidder i radio-sendemaster, som er over 100 meter høje, så fly kan se masterne og undgå at flyve ind i dem. De nuværende hindringslys har siddet der i cirka 30 år og er begyndt at have driftsmæssige udfordringer.

Derfor har Trafikstyrelsen, som har ansvaret for hindringslysene bestilt Cibicom, som ejer sendemasterne og drifter DR’s radiosendenet, til at udskifte lysene i ni radiosendemaster placeret rundt om i hele landet. Der arbejdes på én mast af gangen, og mens arbejdet pågår, kan FM og DAB-radioer samt antenne-tv midlertidigt miste signalet.

For et par uger siden var det lyttere i området omkring Næstved-senderen, der kunne opleve radiotavshed. Nu er turen kommer til Søsterhøj-senderen ved Aarhus.

Fra søndag den 27. marts til onsdag den 30. marts lukkes der i perioder for radiosignalet. Det vil berøre FM-dækningen i Aarhus, Randers, Horsens, Ebeltoft og Silkeborg samt opland. Ligeledes vil DAB-dækningen i og omkring Aarhus også være berørt. Den 30. marts fra 11.05 til 14.15 vil det ikke være muligt at modtage antenne-tv i og omkring Aarhus.

Du kan stadig høre radio og se tv

Bliver FM eller DAB-radioen tavs, anbefales det i stedet at lytte til radio via dr.dk/lyd eller at downloade DR’s radio app DR LYD.

Mister man sit antenne-tv-signal, kan man i stedet se DR’s kanaler på dr.dk/tv eller downloade DRTV app’en.

Har man ikke mulighed for at lytte til digital radio, så kan man forsøge at modtage fra FM-senderne i Grenå, Hobro, Vejle eller Viborg. Radioen skal i så fald tunes ind på følgende frekvenser:

De fleste DAB-radioer har en FM-tuner, og man kan forsøge at fange et FM-signal, hvis DAB-signalet forsvinder.

Dagene op til udskiftningen udsendes spots på DR’s flader, som indeholder information om, hvem der vil blive berørt samt henvisning til DR Lyd for fortsat at kunne lytte med.

Man kan hele tiden få information på tekst-tv side 745 samt på dr.dk/hjælp.

I tilfælde af behov for at udsende meddelelser af beredskabsmæssig karakter, afbrydes arbejdet på masten, og i løbet af ganske kort tid vil signalet igen være tilbage.

Denne artikel er opdateret med information om, at der også den 7. april kan være problemer med signalet.