Vibrationer på Solkysten

DRs dokumentarist Per Wennick har i ’Vibrationer på Solkysten’ besøgt nogle meget forskellige danskere i den danske koloni på den spanske solkyst.

DRs dokumentarist Per Wennick har i 'Vibrationer på Solkysten' besøgt nogle meget forskellige danskere i den danske koloni på den spanske solkyst.

Solen og varmen på den spanske solkyst har siden charterturismens indtog i 60'ere trukket mange danskere dertil. De fleste blot på ferie, men man regner med, at omkring 30.000 danskere har fast ejendom i Spanien - de 15.000 på Solkysten. Nogle har slået sig ned permanent - andre, de såkaldte "trækfugle" kommer, når sommeren i Danmark er forbi.

For en del af disse handler det dog ikke blot om at nyde otiummet, men om at deres skrantende helbred skal få det bedre i det lune og tørre klima. Nogle mener sågar, at der er helt særlige energier og spiritualitet ved Solkysten, og derfor har flere slået sig ned som alternative behandlere. DRs dokumentarist Per Wennick har mødt nogle af disse.

Fjernhealing og syngeskåle

I 'Vibrationer på Solkysten' møder vi blandt andet 85-årige Kaj Bering, der har slået sig ned på den spanske solkyst som fjernhealer. Han hævder, at han ved hjælp af vibrationer og tankens kraft kan fjerne årsagerne til stort set enhver sygdom. Det kaldes radioni. Hans klienter sidder rundt om i verden og modtager de svingninger, han sender ud fra sin praksis i Benalmadéna på Costa del Sol. Vi møder ham, mens han analyserer på smerterne i Birgits knæ. Kaj drejer på sine knapper:

- Er det bændelorm, rundorm eller parasitter? Nej, det er protozoer, konkluderer han. - Dem må vi fjerne fra Birgits knæ.

Wennick har også fulgt Klaudine Schnack, der er psykisk healer. Hun hævder, at hun i det øjeblik, hun møder et menneske kan mærke hvilke energier, de slås med. På den måde kan hun anvise, hvad de skal gøre for at få et bedre liv. Seerne er med til en healingsseance, hvor Klaudine får hjælp fra sine "syngeskåle". Lokalet er fyldt med danskere, som med lukkede øjnene modtager de lyde, hun frembringer ved små slag på pastelfarvede krystalskåle.

Danskerne samler sig

Der er mange muligheder for samvær i de forskellige klubber og foreninger. Der bliver både fortalt pikante vittigheder, filosoferet over livet, talt om venner og familie højt oppe mod nord og gerne over et godt stykke smørrebrød. I "Drengeklubben" mødes mændene og giver hinanden fiduser, synger og drikker en øl. I "Pigeklubben" drager man omsorg for hinanden og tjekker, om den enkelte har det godt.

Et tredje samlingssted er den danske kirke, Margrethekirken, der er en kopi af en dansk landsbykirke. Uanset om det drejer sig om kirkelige handlinger, foredrag eller andre arrangementer, er det hurtigere at tælle de tomme pladser end antallet af besøgende. Der er stort set altid fuldt hus.

- Vi er som tyrkerne i Danmark. Vi samles i klumper, siger Mona Lyngby, der ligesom de fleste andre danskere på Solkysten ikke taler spansk og i øvrigt ikke har megen kontakt med spanierne.

- Vores kultur er meget forskellig. Jeg er dansker, og jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at finde en spansk kæreste, siger hun.

'Vibrationer på solkysten' er en hjertevarm dokumentar, der giver et indblik i hverdagen hos nogle af de danskere, der nyder deres livs efterår i den spanske varme. Men spørgsmålet er, om man bliver et lykkeligere menneske, når man slår sig ned på Solkysten? Savnet af det velkendte kan blive stort. Julen, familien, årstidernes skiften og duftene bliver aldrig det samme i Sydspanien som i Danmark.

1. Christian Rask Pressekontakt: Yderligere oplysninger

Facebook
Twitter