Audiens
Audiens på P1 er et program om tro og eksistens., der går i dybden med de store emner som livet, døden, og at finde vej gennem kriser og prøvelser.
Maleren Hilma af Klint er en bombe under kunsthistorien. Hendes billeder, der ikke måtte vises før 20 år efter hendes død, viser sig at introducere den abstrakte kunst længe før de store modernistiske ikoner. Men de er meget andet end dét. De er fyldte med okkulte budskaber. Hilma af Klint arbejdede som medie for åndelige væsner, og skabte sine monumentale malerier efter diktat fra den åndelige verden. Selvom hun døde i 1944, er det først i 1980'erne, at verden var klar til hendes overrumplende kunst, og nu sætter de publikumsrekord overalt i verden. Hun forsagede alt andet i livet for at stå i det åndeliges tjeneste, og forklare hele universets sammenhæng gennem farver og former. Hilma af Klint havde én stor vision, som stadig ikke er blevet realiseret: Et vidunderligt tempel, omgivet af Mysteriernes Have, der skal rumme alle hendes billeder og være et helligt sted for spirituel fordybelse. Templet skal ifølge Hilmas efterladte skrifter ligge på Øen Hven i Øresund mellem Danmark og Sverige, og udformningen er nøje beskrevet af åndelige væsner. I denne udsendelse rejser Katarina Lewkovitch ind i Hilma af Klints visioner og religiøse univers, og ind i visionen om hendes spiralformede Tempel på Hven. For er tiden inde til at Hilmas værker nu skal finde hjem til det sted, det var tænkt for? Medvirkende: Kunstkritiker, Henrik Wivel, Spirituel lærer, Anne-Sophie Jørgensen, arkitekt, Åsa Landahl, direktør for Moderna Museet i Malmø, Iris Müller-Westermann. Tilrettelæggelse, Katarina Lewkovitch.
Han blev født som Martinus Thomsen i Sindal i Nordjylland i 1890, begyndte som hyrdedreng, og blev siden mejerist. Som 30-årig havde han en åndelig oplevelse, hvor Kristus viste sig for ham, og han fik ifølge sig selv, kosmisk bevidsthed. Herefter skrev han Livets Bog, Det tredje Testamente og andre værker der samlet fylder over 6000 sider og siden er oversat til 22 sprog. Martinus' verdenslære handler om intet mindre end hele universets sammenhæng, kosmologien. I udsendelsen fortæller Martinuskendere om mennesket og mystikeren Martinus og hans lære. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch. (Sendt første gang 21. maj 2018).
Det siges at være lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at komme ind i Guds rige. I denne udgave af Audiens følger vi pengene, og undersøger begrebet fattigdom og rigdom. For hvornår er lykken og friheden størst, når man intet ejer, eller når man er stenrig? I et kloster i Clervaux i Luxembourg bor den danske munk broder Michael. Han ejer intet, og lever efter Frans af Assisis fattigdomsideal. Mia Wagner, kendt fra Løvens Hule, er direktør og mangemillionær. Disse to lever et meget forskelligt liv, og reflekterer over, hvad både fattigdom og rigdom gør ved personligheden og sjælen. Katarina Lewkovitch undersøger indersiden af pengebegrebet i et spirituelt og eksistentialistisk lys.
Oboist Henrik Goldschmidt er jøde og stifter af Middle East Peace Orchestra og Goldschmidts Musikakademi. Han tager jævnligt til Ramallah på Vestbredden for at føre arabiske og jødiske børn sammen gennem musikken. Hans livsprojekt er at efterlade verden lidt bedre, end da han kom, hvad enten han sidder i orkestergraven i Det Kgl. Kapel eller spiller jødisk klezmermusik med sine palæstinensiske venner. Han bruger musikken til at række en hånd ind over grænsen mellem religioner og sociale skel. Medvirkende: Musiker Henrik Goldschmidt. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch. (Sendt første gang 12. maj 2017).
I denne udsendelse er Katarina Lewkovitch taget til Al-Asad- militærbasen i Irak. Her bor og arbejder feltpræst, Oral Shaw som præst for de udsendte danske soldater. Hans opgave er at give trøst, mod og åndelig styrke i en til tider ekstrem virkelighed. Livet som feltpræst ude i verdens brændpunkter er en noget anden dagligdag end det almindelige liv som sognepræst i Nordjylland. (Sendt første gang 10. maj 2018).
At blive fjeldgænger, eller "qivittoq" er et gammelt fænomen i Grønland, og forbundet med både frygt og fascination. En qivittoq er et menneske, der af skam, fiasko eller ulykkelig kærlighed vælger at vende samfundet ryggen og gå ud i naturen, for at leve isoleret dér til sin død. Man forbinder ofte disse personer med overnaturlige evner, aggression og hævntørst. Fænomenet findes også i dag, hvor der jævnligt findes spor og beretninger om overfald foretaget af fjeldgængere, og er omgærdet med tabu og mystik. Katarina Lewkovitch følger i den sidste udgave af Audiens på P1 sporet til verdens ende og forsøger at finde ud af, hvad der er tro og hvad der er virkelighed. (Sendt første gang 26. december 2018).
I Færøernes hovedstad, Torshavn, ligger et lille katolsk nonnekloster. Her har seks franciskanersøstre deres liv med bøn, pligter og stilhed. Katarina Lewkovitch har fået lov at bo i klosteret og følge med i en hverdag, der består af enkelhed og meditation. Derudover reflekterer fotografen Kirsten Klein og meditationslærer Klaus Kornø Rasmussen over stilhedens væsen og dens betydning. (Sendt første gang 22. april).
I denne udsendelse forlader vi Jorden. I selskab med astronaut Andreas Mogensen, astrofysiker Johan Fynbo og partikelfysiker Holger Bech-Nielsen, tager Katarina Lewkovitch ud i universet for at tale om ærefrygt, ydmyghed, og verdens skabelse og undergang, som det tager sig ud fra Rummet. For hvordan påvirker det ens tro og opfattelse af Skaberværket at bevæge sig hjemmevant rundt i Kosmos og jonglere med stjernestøv? Kan man tro på både Gud og Big Bang, og findes der en teori for Guds vilje? Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch. (Sendt første gang 1. januar 2018).
I Sydamerika bruges stoffet Ayahuasca i behandling af narkomaner og folk med PTSD og depressioner, men i Danmark er det forbudt. Den særlige regnskovsdrik kaldes også for Sjælens Pisk eller Guds forlængede arm, og har i tusinder af år været brugt som spirituelt redskab til at få visioner og rejse ind i den åndelige dimension. Katarina Lewkovitch har besøgt en familie på Østerbro i København der tilhører trossamfundet Santo Daime, hvor drikken betragtes som sakramente. De bruger jævnligt Ayahuasca som et terapeutisk redskab, og fortæller om deres personlige erfaringer med Ayahuasca, hvad det har betydet for dem og hvordan det påvirker sindet. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch. (Sendt første gang 30. marts 2018).
Børn kan kunsten at være "uden for tiden". De kan i højere grad end voksne glemme sig selv, og børns åbenhed og evne til nærvær kan være indgangen til at opleve det guddommelige. Sammen med børn, religionspædagog Nina Tange og forfatteren J. Anker Larsens roman, De vises sten, dykker Katarina Lewkovitch ned i børns spiritualitet. Hvad tror de på? Hvordan gør de det? Og hvornår går barnets paradis tabt? (Sendt første gang 27. april 2018).
Katarina Lewkovitch er sammen med præsten Poul Joachim Stender taget på besøg hos én af Danmarks eneste parfumører, Zarko Ahlmann Pavlov. Han har i mange år arbejdet på at udvikle duften af den nordiske drøm. Duftenes verden er hemmelighedsfuld og magisk, og det tager mange år og tusindvis af forsøg at udvikle en duft. Men hvordan dufter "ånd"? Sammen med parfumøren forsøger de at fremstille en duft af kirke og ånd - hemmelighedsfuld, rummelig, dyb, mørk og brusende. Medvirkende: Parfumør Zarko Ahlmann Pavlov, præst Poul Joachim Stender. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch. (Sendt første gang 5. juni 2017).
Da doktor Panum i 1700-tallet besøgte Færøerne skrev han efterfølgende, at han aldrig havde set så mange sindssyge mennesker, og at der hos mange boede et stille, religiøst vanvid. Katarina Lewkovitch forsøger i sin rundrejse på Færøerne at tegne et noget mere nuanceret billede at et folk, hvis tro er dyb og stærk. Den store billedkunstner og eventyrer Trondur Pattursson fortæller om havfølelsen og den kosmiske frihed. Digteren Joanes Nielsen lod sig korsfæste i protest over de religiøse autoriteter i 70'erne, og i den lille bygd Tjørnuvik er Jesus den store ven og befrier. Vi skal med over de yderste fjelde, når vædderne skal hentes hjem for vinteren, forcere drabelige klipper, møde Kingokoret og de to ældre søstre, for hvem Jesus betyder alt. Tilrettelagt og produceret af Katarina Lewkovitch.
Mange sætter troen på Færøerne i forbindelse med konservatisme og præster, der nægter at vie homoseksuelle og fraskilte. Men hvordan ser færingernes tro egentlig ud? Historien om troen på Færøerne er historien om tab, længsel og tavshed. Og havet og dansen spiller en stor rolle, ifølge Lisbeth Solmunde Michelsen, der er præst og opvokset på Færøerne. Hun er desuden Dronning Margrethes lærer i færøsk og rejseledsager til Færøerne. I denne udsendelse forsøger Katarina Lewkovitch at stille skarpt på troslivet på de 18 nordatlantiske klippeøer. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch.
Som sanger i rockbandet Bifrost blev Peter Elversang, eller Annapurna, en kendt stemme i 1980'erne. Men livet med rock og stoffer skiftede han ud med et rent liv med bøn og meditation. Katarina Lewkovitch har besøgt ham i den lille lejlighed i Københavns nordvest- kvarter, hvor han fortæller om sit liv og tanker, om at leve med cølibat og spiritualitet på tværs af religioner og om at skrive moderne salmer. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch.
Hver uge tager Per Juul Carlsen og co. dig med ind i filmens vidunderlige verden via kritiske anmeldelser, spændende reportager og portrætter.
I Bogselskabet deler vi gode læseoplevelser med hinanden, og lytterne inviteres med, når Anne Glad møder en række af Danmarks aktuelle forfattere. I hver episode af Bogselskabet fortæller forfatteren om sin seneste bog, sin hovedperson og om at skrive. Med Bogselskabet får du en chance for at rykke lidt tættere ind i forfatterens tanker. Vært: Anne Glad.
Hver lørdag får Esben Kjær besøg af skiftende gæster, der giver ugens nyheder med grovfilen og sætter dem i et skarpt og ofte satirisk lys.
Hver dag direkte fra Københavns Domkirke.
I 4. division er der albuerum og plads til, at værterne kan mene mere, end man almindeligvis hører på P1. Adam Holm tager sammen med et skiftende panel af garvede journalister, mediefolk og kulturpersonligheder hver fredag aktuelle kulturhistorier under kærlig og uhøjtidelig journalistisk behandling.
Klog på Sprog er programmet, der interesserer sig for, leger med og endevender det sprog, vi alle sammen taler til daglig. Adrian Hughes er værten, der sammen med et veloplagt panel, er helt vild med dansk.
I podcasten Knaldromaner dykker værterne Barbara Nyholm og Camilla Boraghi ned i en verden af bøger for at finde ud af, hvordan litteraturen portrætterer sex, lidenskab, erotik og kærlighed. Påvirker det den måde, vi er seksuelle på? Inspirerer eller forvrænger det? Er sex i ord tacky eller smukt? Det finder de to værter ud af, når de dissekerer de bedste passager i kendte romaner.
Kulturen på P1 er programmet, der oplever kulturen med både hjerte og hjerne og åbner døre til begejstring, indsigt og eftertanke.
Hvorfor tror du på Gud? Ugens gæst fortæller om det øjeblik der blev afgørende for hans eller hendes tro. Et program om troen, tvivlen og skæbnen. Vært: Iben Maria Zeuthen.
Et kritisk aktualitetsmagasin med nyheder, baggrund, interviews og reportager fra litteraturens verden.
I en tid med corona, lockdown og kaos i verden kan køkkenet være et mentalt pauserum, hvor du kan finde fokus, skærpe sanserne og aktivere fjerne minder. I denne serie møder radiovært Mikkel Rønnau en række mennesker, der har viet deres liv til mad. Sammen skal de tale om, hvad maden og madlavning kan gøre ved os i en hektisk tid og sammen tilberede en ret, som har en form for terapeutisk effekt, som alle kan få noget ud af. Produceret for DR af Filt Cph.
Supertanker på P1 giver et filosofisk perspektiv på emner, som de fleste af os kender fra vores eget liv. Det kan være store beslutninger, komplekse livsovervejelser eller helt almindelige forsøg på at få et moderne liv til at hænge sammen med arbejde, fritid og familie. Med udgangspunkt i filosofien og idéhistorien er Supertanker et program, der skaber tid til eftertanke og refleksion. Vært: Carsten Ortmann.
Året er 1906. Den unge Karen Blixen besegler en pagt om at leve for "det store i livet" ved at læse højt fra en novelle af forfatteren Hans Kaarsberg. Men hvem var han, denne karismatiske forfatter, læge og opdagelsesrejsende, der drog på ekspeditioner til de russiske stepper og skrev om skæbnen på en måde, der bjergtog den unge Karen? Klaus Rothstein stikker snuden i sporet i skoven ved Rungstedlund, og undervejs møder han både museumsfolk, forskere og forfattere, der føjer nye brikker til billedet, blandt andre Tom Buk-Swienty, Ida Jessen og Hans Kaarsbergs lyslevende barnebarn, der har boet 60 år i Rom. Kaarsberg-mysteriet er en begivenhedsrig litterær sporjagt om en forfatter, som pludselig gik i glemmebogen.
Troen i verden og verden i troen. To udvalgte gæster betragter et udvalg af ugens begivenheder fra et religiøst og åndeligt perspektiv. Vigtige aktuelle emner indenfor tro, kirke og religion vendes og drejes.
Anders Laugesen rejser ind i troens verden og besøger et særligt trosmiljø. Her møder han mennesker, som på forskellige måder er optaget af og lever med troen.
Zissel Astrid Kjertum-Mohr har været i lære hos kultureliten i et år. Det har givet hende en bedre kropsholdning og et bedre sprog. Hun har fået at vide, hvornår hun skal klappe, og hvornår hun skal buhe, i en teatersal. Hun har lært at skjule sine rygdeller og konversere til receptioner. Men det kniber stadig med at bryde igennem glasloftet. Derfor vil Zissel nu undersøge, hvordan hun kan blive mere magtfuld. Hun vil opsøge de personer i landet, der har mest magt. Dem, der træffer de tungeste beslutninger i politik, erhvervsliv, fagforeninger og kulturliv. De må kunne give hende opskriften på succes og indflydelse.
Jakob Stegelmann og Troldspejlets redaktion fortæller nyt fra fantasiens verden i spil, film, bøger og tegneserier - med anmeldelser, baggrund og arkivklip. Det klassiske tv-program i podcast-rammer.
Seks aktuelle danske romanforfattere er nomineret til DR Romanprisen 2021. I juni overrækkes prisen til en af dem, men inden da skal bøgerne læses, diskuteres og vurderes af læsere landet over. Du møder her de seks kandidater: Stine Askov, Malene Ravn, Asta Olivia Nordenhof, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Peder Frederik Jensen og Stine Pilgaard. Vært: Diana Bach.
I den her uge er Formiddag på 4'eren erstattet af Danmarks Indsamling på P4 - med gæster, præmier og historier fra de dele af verden, vi samler ind til. I år bliver der samlet ind til coronakrisens børn. Og det er Lotte Friis og Knud Lind, der styrer løjerne hele ugen, hvor vi ser frem mod det store indsamlingsshow på DR1 på lørdag.