Kulturen på P1
Kulturen på P1 er programmet, der oplever kulturen med både hjerte og hjerne og åbner døre til begejstring, indsigt og eftertanke.
Denne udsendelse er desværre ikke længere tilgængelig, men du kan finde andre udsendelser på Kulturen på P1
Farvel til Afghanistan: Tilbage i 2008 vakte det postyr og kritik, at kunstneren John Kørner skabte en billedserie med navnet "16 Dead Danish Problems in Afghanistan". Hvert billede bar en falden dansk soldats navn. Status nu, hvor regeringen har besluttet at trække tropperne ud af det krigshærgede land, er, at 37 danske soldater er døde i kamp mod Taleban. John Kørner besøger Kulturen på P1 og ser tilbage på kontroverserne - og krigen. Notre Dame to år efter branden: Den begyndte som en fin forårsdag i den franske hovedstad men endte tragisk: Den 15. april 2019 klokken 18.20 udbrød der brand i Paris' ikoniske domkirke Notre Dame med omfattende skader og et kæmpe genopbygningsarbejde til følge. Hvordan skrider arbejdet frem? En frisk rapport fra Paris i Kulturen på P1 i dag. Knust lyd fra Vestdanmark: Der er langt mellem festivalerne for tiden, men i den kommende weekend kan man opleve én - og få sin lyst til at udforske et særegent elektronisk lydunivers styret. Afsenderen er ikke et dunkelt elektronisk undergrundsmiljø men unge musikkonservatorieelever i Esbjerg. Kulturen på P1 tager forskud på festivalen "Lydknust", der i år fejrer sin 15 års fødselsdag. Kunst blandt kølediske: Kunstmuseerne er corona-lukkede, men billedkunst kan man sagtens komme til at se alligevel: Dels i små gallerier landet over, dels i ..... Rema 1000 i Valby. Hvorfor udstille moderne kunst blandt kølediske? Kulturen på P1 lægger vejen forbi en ikke helt almindelig kunstudstilling lige før den åbner. Værter: Karen Secher og Jesper Dein.
Mofibo Awards: Hele 35.000 lyttere har stemt til den store lydbogspris, Mofibo Awards 2021. Det er dobbelt så mange som sidste år, hvor prisen blev uddelt for første gang. Vi har talt med den prisvindende forfatter Sara Blædel, der i dag har modtaget en lydbogspris for første gang. Friske lydbogsundersøgelser: Det er måske ikke så underligt, at flere har valgt at stemme til Mofibo Awards i år, for lydbøger har medvirket til en stigning af danskernes generelle litteraturforbrug. Det viser to nye undersøgelser, som vi ser på i dagens udsendelse. Museernes genåbning: Om en uge åbner museerne, men de ved endnu ikke præcist hvordan. Der mangler nemlig stadig afklaring om afstands- og kvadratmeterkrav, og de endelige retningslinjer er nok først på plads på mandag eller tirsdag i næste uge. Det er dybt kritisabelt, mener flere af de museumsdirektører, som vi taler med i Kulturen på P1. Erotisk litteratur er hot: Coronakrisen ser ud til at have boostet interessen for erotisk litteratur. I hvert fald hvis man ser på den årlige opgørelse over fordelingen af bibliotekspenge, som kom for nylig. Vi taler ny og gammel erotisk litteratur med Camilla Boraghi, der er vært på podcasten Knaldromaner og med litterat og kritiker ved Politiken, Bo Tao Michaëlis. Værter: Karen Secher og Tore Leifer.
Fake news i stride strømme: Hvis der var én ting, vi lærte af Donald Trump, var det udtrykket "Fake News". De falske nyheder er på dagsordenen i dag i en landsdækkende høring, men hvis man tror, at nyhedsforfalskningerne er opstået sammen med Internettet og de sociale medier, så tror man fejl. Kulturen på P1 spoler tiden tilbage til nogle af fortidens løgne. Legetøj med fremtid i: Køb dette legetøj - og hjælp dit barn til en karriere som videoblogger på nettet. Det er budskabet i markedsføringen af et nyt legetøj til de mindste. Går reklamefolkene over stregen eller rammer de tidens trend? Kulturen på P1 giver legetøjsmarkedsføringen et etisk eftersyn. Ny gammel sangskat: Superstjernen Prince døde i april 2016, men siden da er der udkommet det ene album efter det andet med hans navn på coveret. Nu sendes en samling sange, Prince indspillede i 2010 men aldrig udgav, på gaden. Kulturen på P1 sniglytter og fortæller historien om det gemte men ikke glemte Prince-værk. Egyptens Pompeji: De ledte efter et årtusindgammelt egyptisk dødstempel - og fandt en hel by. I et halvt år har arkæologerne gravet i hemmelighed, men nu er nyheden om fundet af "Egyptens Pompeji" sluppet ud. Kulturen på P1 snuser rundt i de gamle gader. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
Turell er fundet! - En håndskreven digtsamling fra 1970 er dukket op på Hald Hovedgaard. Forfatteren er Dan Turell, og digtsamlingen Changes of Light er udkommet i cirka 20 håndskrevne eksemplarer. Vi holder digtsamlingen i hånden i studiet - og gør det sammen med en mand, der har jagtet eksemplarer af digtene i mange år. Dengang sex var sjovt - I middelalderen var det forbudt med al mulig løssluppen sex. Men det var folk egentlig ret ligeglade med, så sex var allerede dengang kommet for at blive. Og mens vi i dag gennemtænker, gennemtaler og problematiserer sex, så var det hele lidt mere lige på og sjovt dengang. En ny bog om middelalderen og den tids sexlyst har set dagen, og forfatteren gæster os i dag. Podcast for babyer - Der findes efterhånden podcast til det meste - og for de fleste, og i dag skal vi se på en speciel en af slagsen. I Sverige har de allerede i en årrække haft en podcast til babyer, Bebispodden, der er fyldt med pludre-lyde, plasken, smasken og miau. Vi undersøger, hvad sådan en podcast kan give de helt små. Værter: Tore Leifer og Jesper Dein.
Dansk mad på tallerkenen: Den danske kultur skal forsvares, mener Dansk Folkeparti - blandt andet skal mindst halvdelen af den mad, der serveres i offentlige institutioner, være dansk. Men hvad er dansk mad egentlig? Kulturen på P1 går på jagt efter den rene danske kogekunst. En whistleblower gør status: 11 gange på to år er det sket, at studerende på de kunstneriske uddannelser anonymt har fortalt om krænkelser, de har oplevet. Det viser en dugfrisk status over kunstuddannelsernes whistleblowerordning, som Kulturen på P1 har set nærmere på. Det sidste brev: "I nat har jeg fået at vide, at jeg ikke må leve længere" - sådan skrev en dødsdømt dansk frihedskæmper i sit afskedsbrev. I morgen, på 81-års dagen for den tyske besættelse, får de henrettedes sidste budskaber nyt liv - i et lydbog-projekt, hvor skuespillere læser højt af afskedsbrevene. Kulturen på P1 får besøg af to af dem, der har lagt stemmer til de triste vidnesbyrd fra fortiden. Flåden i dramatisk fredstid: Den danske flåde var stort set ikke i kamp gennem det meste af 1700-tallet, og alligevel bød perioden på tab af både skibe og menneskeliv. Kulturen på P1 opruller et på samme tid fredeligt og dramatisk stykke danmarkshistorie i selskab med forfatteren til en ny bog, "Flåden". Værter: Tore Leifer og Jesper Dein.
Dante vs. Shakespeare - Begge har sat kæmpe aftryk i litteraturen og kulturen som sådan. Og begge er døde for mange hundrede år siden. Men hvem var egentlig mest betydningsfuld - dengang og nu? Den fight har været oppe før, lige nu cirkulerer den igen, så vi hiver kampen til Danmark og ser på de to store litterære skikkelser og deres betydning. Ny musik til nye fly - I dag får Danmark sine første F-35 fly, der skal erstatte de gamle F16-jagere. Og overdragelsen af de nye fly sker til helt nykomponeret musik. Vi taler med komponisten bag musikken. Nye chefer - Så kom der en ny chef for Kunstakademiet i København. Og det bliver med spænding vi skal høre Lars Bent Petersens svar på, hvordan han vil få ro på de indre linjer, hvordan han vil holde busterne på deres pladser, og hvordan han vil håndtere den store politiske opmærksomhed, der er på Kunstakademiet lige nu. Mere roligt bliver det nok for Elisabeth Momme, der er nyudnævnt chef for Isfjordscenteret i Ilulissat i Grønland. Isfjordscenteret er nu færdigbygget, det står klar med en udstilling, når der bliver åbnet - og Elisabeth Momme skal få det hele til at klappe for Grønlands nyeste turistattraktion. Værter: Karen Secher og Jesper Dein.
Propaganda på det store lærred: Den nationale filmadministration i Kina har beordret alle landets biografer til at vise de "enestående" film, der fejrer kommunistpartiets 100 års jubilæum. Kinaforsker Mette Thunø er med om de kinesiske propagandafilm. Klub 27 genoplives: I går var det 27 år siden, at en 27-årig Kurt Cobain forlod verden. På trods af det udkom der tidligere i år et nyt Nirvana-nummer ved hjælp af kunstig intelligens. Vi genopliver Klub 27 med Mads Gundersen, radiovært på P6 Beat. Valg i Grønland: Sammenlignet med mineprojektet ved Kvanefjeld og kampen for selvstændighed, så har kulturen og kunstnerne ikke fyldt det store i den grønlandske valgkamp. Derfor ser vi nærmere på, hvordan det står til med begge dele på dagen hvor 41.000 stemmeberettigede grønlændere skal afgøre, hvem der skal lede landet de næste fire år. Andet: Vi fejrer de moderne olympiske lege, som i dag fylder 125 år, og så bruger vi Prousts selskabs-spørgsmål til at komme lidt tættere på Peter Aalbæk. Værter: Karen Secher og Tore Leifer.
Amanda Gorman på dansk - Ved Joe Bidens indsættelse som præsident bjergtog hun tv-seerne med sit digt rundet af spoken word-traditionen. I dag udkommer Amanda Gormans digt 'The hill we climb' på dansk som 'Bjerget vi bestiger'. Og det skal nok blive en bestseller. Derfor har vi været i boghandlen, der gerne skal have den lille bog frem på de forreste hylder, og så har vi talt med en litterat, der vurderer, om den danske oversættelse har kunnet bevare originalens schwung. Industriens kulturtiltag - Dansk Industri har lavet en 12-punkts-plan, der blandt andet handler om, hvordan vi får sparket gang i kulturlivet med genåbningen. Lavere moms på restauranter og hoteller og et oplevelsesfradrag ala håndværkerfradraget er med i værktøjskassen. Men er det overhovedet realistisk, når forslagene rammer Christiansborg? Vi tager en rundgang til partiernes kulturpolitiske ordførere. Det nordiske sprog - Vi bliver stadigt dårligere til at forstå hinanden i Norden. Selvom dansk, svensk og norsk er tæt på hinanden sprogligt, så glider lysten og evnerne til at tale sammen på nordisk længere væk fra hinanden. For vi kan jo alle sammen engelsk... men det går ud over meget mere end sproget, det rammer hele vores sammenhold. Vi tager temperaturen på de nordiske sprog og ser på, hvordan samarbejdet går i f.eks. produktionen af fælles nordiske tv-serier. Værter: Tore Leifer og Jesper Dein.
Børnebøger i høj kurs: Vinderen af verdens største pris for børnelitteratur, Astrid Lindgrens mindepris, er blevet kåret i dag, og det var den franske forfatter Jean-Claude Mourlevat, der blev hædret med 5 millioner svenske kroner. Vi bruger anledningen til at se nærmere på den gode børnelitteratur! Og så får vi besøg af et dansk forlag, der samarbejder om udvekslingen af dansk og palæstinensisk børnelitteratur. Vægmalerier forsvinder: Arkæologiens evige dilemma er, at i det øjeblik, man udgraver noget, begynder det at gå til grunde. I Mexico er 1500-2000 år gamle vægmalerier netop nu ved at forsvinde med foruroligende hastighed. Vi får en ekspert i studiet, som kalder den mexicanske situation for "Pompeiis anden ødelæggelse". Lufthavnsfilm: En ny opgørelse over verdens mest brugte filmlokationer viser, at Københavns Lufthavn er det sted, der går igen flest gange i danske film - hele 50 gange. Vi ser nærmere på nogle af de mest ikoniske danske lufthavnsscener. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
De sidste vidner - 2. påskedag er det 75 år siden, russerne forlod Bornholm efter 11 måneders besættelse umiddelbart efter 2. verdenskrig. Og det er ved at være sidste chance, hvis man skal høre øjenvidneberetninger fra dengang, for de besatte bornholmere er i den aldersmæssige superliga. Vi hører fra nogle af vidnerne i dag, og taler også om, hvad besættelsen gjorde ved solskinsøen. Leg uanset alder - Det er vigtigt at lege hele livet. Bare fordi man bliver voksen skal man altså ikke stoppe med at lege, for legen giver os til stadighed vigtige redskaber i livet. Danmarks eneste professor i leg kommer forbi studiet til den leg, vi har valgt at kalde: Interview. Pigen med trommestikkerne - Ihan Haydar skulle egentlig have forfulgt forældrenes drøm om, at hun skulle blive læge eller advokat. Men et par trommestikker kom i vejen, og Ihans univers blev fyldt med lyde og rytmer. I dag lever hun af at være trommeslager, men vejen dertil er gået gennem alvorlige, mønsterbrydende beslutninger og diskussioner med familien. Suez på kryds og tværs - Ever Given er så småt ved at komme flot og kan snart forlade Suez-kanalen. I kølvandet ligger den halve verdensflåde i kø, mens vi sætter kurs mod kanalens kulturhistoriske betydning. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
Endnu mere streaming: I de senere år har vi lært navne som Netflix, HBO Nordic, Viaplay og Disney+ at kende, og fra i dag er der et nyt amerikansk barn i klassen: Paramount+. Hvad kan de, hvad vil de - og har vi overhovedet råd til og behov for endnu en film-og-serie-streamingtjeneste? Kulturen på P1 tænder for det nye tilbud til tv-skærmene og hjemmebiograferne i selskab med en ekspert, der følger branchen tæt. Masser af tyvekoster frit fremme: Det lyder måske kriminelt, men faktisk kan du gå rundt med 50.000 stjålne kunstgenstande i lommen: Det er bare at hente Interpols kunsttyveri-app ned på din telefon. Kulturen på P1 går på opdagelse i den del af databasen, der rummer stjålne danske værker og fortæller deres historie. Kulturarv langt hjemmefra: En udstilling om Kenyas kulturarv er netop åbnet på nationalmuseet i hovedstaden Nairobi, men montrerne er tomme: De tusindvis af genstande, der skulle have været udstillet dér, befinder sig på museer i Vesten. Kulturen på P1 går på jagt efter kenyansk kulturarv, der har fundet vej til danske museers montrer og magasiner. K-pop redder kloden: Som udgangspunkt har medlemmerne af en fanklub én og kun én ting til fælles, nemlig det at være fans. Men med den asiatiske K-pop forholder det sig anderledes: Her har tusindvis af fans sat sig for i fællesskab at redde planeten fra en klimakatastrofe. Kulturen på P1 springer ud i den nye koreanske politiske bølge Hallyu. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
Død i kunstværk - Et tragisk uheld i Ingvar Cronhammars kæmpe skulptur Elia i går førte til døden for den mand, der skulle rense skulpturens 32 meter høje skorstene. I dag tegner vi et portræt af Elia, der i 20 år har tårnet sig op i Birk på vejen ind mod Herning. Fransk kultur besat - Det kan godt være, det franske kulturliv er lukket ned. Men alligevel gløder det! For siden marts har skuespillere og kunstnere besat nationalteateret Odéon-Théâtre de l'Europe i Paris, og protesten har bredt sig, så indtil videre er over 70 kulturinstitutioner i Frankrig indtaget af kunststuderende, kunstnere og skuespillere, der protesterer mod den franske regerings kulturpolitik. De kræver en plan for en genåbning af kulturlivet. Selvanmelder - Tegneren Johan Krarup har tegnet sin egen ungdom i den grafiske roman 'det må du selv om'. I dag giver han bogen en hård medfart hos os, når han selv anmelder sit værk værst muligt. Værter: Tore Leifer og Karen Secher.
Kulturel genåbning: Nu har politikerne lagt en plan for, hvornår museer, biografer, teatre og spillesteder kan åbne igen. Men ikke alle får klar besked. Kulturen på P1 går kulturens genåbningsplan efter i sømmene og undersøger blandt andet, hvordan festivalerne har det med, at de må vente til midt i april på retningslinjer. 50 år med nordisk samarbejde: Oppe i flagstængerne vajer de nordiske flag i dag - på Nordens dag. Det er en særlig mærkedag i år, for Nordisk Ministerråd har 50 års fødselsdag - men hvad betyder det nordiske samarbejde i praksis for kulturen? Kulturen på P1 ser på det nordiske samarbejdes betydning for film og tv. For Fanden i helvede: Mange af os bander, så gnisterne fyger - uden egentlig helt at vide, hvad det er, vi siger. Forfatteren Thomas Brunstrøm søger ind bag ederne i en ny bog, men hov: Den er til børn. Kulturen på P1 får besøg af manden, der vil lære vores poder at bande ordentligt. Værter: Jesper Dein og Karen Secher.
Udgivet efter død - Der er en særlig aura over kunstneres posthume værker. Det sidste, endelige punktum i en karriere. Og for store kunstnere sker det ret tit, at de bliver udgivet efter døden. I dag ser vi på nogle af de markante danske posthume udgivelser - hvad vælger man, hvordan sorterer man - og hvad med etikken? Kulturministeriet er lukket - Der florerer i disse dage en del historier om ministeriernes lukkethed. Og på Kulturen på P1 har vi haft vores helt egen oplevelse med Kulturministeriet. I løbet af de seneste tre måneder har vi gentagne gange søgt om aktindsigt i en ret simpel sag om ministerens (manglende) inddragelse af biograferne i sidste sommers hjælpepakke. Kulturordførere i begge sider af Folketinget forstår ikke de manglende svar, men ministeren er tavs. Trusler mod forskere - Danske forskere indenfor visse områder kan nærmest ikke tale om deres forskning uden at få en storm af trusler sendt deres vej. Og det betyder blandt andet, at mange forskere holder igen med at offentliggøre deres forskning - og at deltage i offentlige debatter. Så det har ikke været et nemt indslag at lave, for vi har været forbi 14 forskere, der ikke turde være med, før vi fandt en der turde. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
MeToo-bølgen ruller syd for grænsen: En chefredaktør på et stort medie har måttet sige farvel til sit job. To centralt placerede mænd i teaterlivet er under alvorlige anklager. Vi er i Tyskland, hvor beretninger om krænkende adfærd i medie- og kulturliv pludselig vælter frem. Kulturen på P1 ser på den tyske MeToo-eksplosion, der har flere paralleller til den, der har kostet både politikere og mediefolk jobbet herhjemme. Kvinder i sten og metal: Der skal færre end ti fingre til for at tælle samtlige statuer af historiske kvinder i det offentlige rum herhjemme. Nu er der forslag om en ny kvindestatue midt i København, og den bliver svær at overse. Kulturen på P1 taler med ide-kvinden bag den planlagte seks meter høje Danner-statue - og tager en tur landet rundt for at se nærmere på tre andre af vores meget få kvindestatuer. 50 millioner til demokratifremme i øst: Kunstnere, der taler demokratiets sag i lande som Hviderusland og Ukraine, får nu kontant støtte af den danske stat. Hvilken rolle spiller kunstnerne i demokratiprocessen? På dagen, hvor planerne om "Den ny Demokratifond" lanceres, taler Kulturen på P1 med en af nøglepersonerne, lederen af Dansk Kulturinstitut Camilla Mordhorst. En fantastisk maskine: Den kunne vise dato og år, planeternes stilling, kommende solformørkelser og hvornår det var tid til olympiske lege, og så er den bygget for over 2000 år siden. Antikythera-Mekanismen er en af arkæologiens allerstørste mysterier - et mysterie, som det nu er lykkes forskere at trænge lidt dybere ned i. Kulturen på P1 skiller den fantastiske oldtids-maskine ad i selskab med en ekspert. Værter: Karen Secher og Jesper Dein.
Kunstakademiets kultur - Efter balladen på Kunstakademiet i København har politikerne fundet en løsning - vi laver en bestyrelse på akademiet, som man ser så mange andre steder på højere læreanstalter. Og det er måske godt - men slet ikke nok, hvis en kultur skal ændres, siger ekspert. Vi hører ham og får politiske reaktioner. Absolut spilbar - Mens film- og tv-producenterne nogenlunde har holdt skindet på næsen sidste år, så sørger spilbranchen for, at indholdsproducenternes samlede omsætning er gået frem. Eller med andre ord - den danske spilbranche boomer og slår igennem internationalt. Og det sker på trods af, at støtten til den del af underholdningsbranchen er meget, meget lille. Vi ser på, hvad det er, man gør godt i den branche - og hvordan man kan gøre succesen varig uden den store statsstøtte. Biavlens kulturhistorie - Mens Rasmus Prehn i dag i et samråd skal forklare, hvilken plan der ligger for biavlens fremtid i landet, fortæller vi i dag biavlens kulturhistorie. Vi lover en summende kube af fortræffeligheder, honning og voks har været brugt til. Fra sødemiddel over kosmetik til at lave overtræk på granater og jagerfly. Værter: Karen Secher og Tore Leifer.
Dårlig ledelse på akademi: Balladen brød for alvor løs, da en buste blev smidt i en københavnsk kanal af en ansat - og kulminerede med en rektorudskiftning. Det store spørgsmål har hele tiden været, hvordan situationen på en af landets vigtigste kunstskoler, Kunstakademiet, tilsyneladende kunne løbe helt af sporet, og nu er eksterne eksperter kommet op med et svar. Kulturen på P1 ser nærmere på den rapport om de interne forhold på Kunstakademiet, der blev offentliggjort i dag. Grammy til dansk producer: Han er fynbo og bare 20 år og oplever pludselig sig selv i selskab med verdensstjerner som Beyoncé, Billie Eilish og Taylor Swift - i den forstand, at de alle scorede grammy'er ved den store prisuddeling natten til mandag. Mød hiphop-produceren Frederik Thrane i Kulturen på P1. Nye sange fra Aakjær: Alle kender "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" - men hvad med "Så gik det gamle år"? En Jeppe Aakjær-entusiast har brugt corona-tiden til at dykke ned i glemte Aakjær-tekster og har ud fra dem konstruere nye sange. Kulturen på P1 nynner med. Kunstkup slog fejl - igen: Endnu engang er et udendørs kunstværk i Skive forsøgt stjålet. Men værket er også specielt: En skulptur, der indeholder en bar af 24 karat guld. Kulturen på P1 gør, hvad folkene med sømpistolen ikke formåede: Dirker "Skatkammeret" ... eller i hvert fald historien om skulpturen ... op. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
World Press Photo of the Year: Et af de nominerede billeder til en af verdens mest prestigefyldte fotokonkurrencers hovedpris forestiller to personer i et inderligt kram. Imellem de to er et lag af plastik, der skal sikre, at ingen af dem smitter hinanden med Covid-19. Manden bag billedet er den danske fotograf på Politiken, Mads Nissen, og han kommer i studiet og fortæller historien bag. ARKEN fylder 25 år: Det hele begyndte med en politisk vision om, at den københavnske vestegn også skulle have et kunstmuseum, og i dag er det 25 år siden, at vestegnen fik netop det. ARKEN kan i dag kalde sig et internationalt anerkendt museum, men går stadig op i at have en stærk lokal forankring. Det fortæller museets direktør, som vi har mødt på det coronalukkede museum. Genåbningsbekymring: Folketingets partier er gået igang med at forhandle om en endelig genåbningsplan, og det betyder, at der om lidt over en uge burde være svar på, hvornår vi f.eks. kan gå i biografen igen. Vi taler med en biografejer, der glæder sig til at åbne, men som også frygter, at han skal åbne med så kraftige restriktioner, at det slet ikke kan svare sig. Andet: Sanger, skuespiller og forfatter Michael Falch har valgt tre stykker musik, der knytter sig til forskellige perioder i hans liv, når han fortæller om sin nye erindringsbog 'OVER STREGEN', og så skal vi bl.a. også tale om, hvorfor en af Norges største forfattere oplever en renæssance i Danmark mere end 50 år efter sin død. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
Sandhedens øjeblik: I dag er det præcis et år siden, at statsminister Mette Frederiksen gik på tv og dikterede den første corona-nedlukning af Danmark. Rigtig mange kulturarrangører og kunstnere følte gulvtæppet bevæge sig under deres fødder den dag... Kulturen på P1 taler med nogle af dem og besøger noget i disse tider så usædvanligt som... En udstilling! Dyre gratis bøger: Når der er stemplet "Anmeldereksemplar" i en bog er det underforstået, at bogen er sendt gratis til anmelderen fra forlaget. Men nye skatteregler gradbøjer ordet "gratis" - og gør livet surt og dyrt for den voksende underskov af private bogbloggere. Nu er tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen gået ind i sagen, og Kulturen på P1 følger trop. 10 år efter katastrofen: Den 11. marts 2011 oversvømmede en tsunami et japansk atomkraftværk, og siden har der nærmest været lighedstegn mellem byen Fukushimas navn og ordet katastrofe. Japan-kenderen Asger Røjle har en helt anden oplevelse af byen, og den fortæller han om i en ny bog - og i Kulturen på P1 i dag. Hurra for coronakrisen? Krig, sult, børskrak og andre katastrofer plejer at blive brændstof til uforglemmelig litteratur, musik og film. Kommer det samme til at ske i kølvandet på den verdensomspændende covid-19 pandemi? Kulturen på P1 scanner det coronamærkede kulturlandskab. Værter: Karen Secher og Jesper Dein.
Kulturlivets opråb - 500 kulturinstitutioner i Danmark har sendt et åbent brev og bedt om nogle klare meldinger om kulturlivets genåbning. Brevet er ikke sendt til kulturministeren men direkte til statsministeren. Vi ser på brevet og taler med en repræsentant fra institutionerne bag om intention og forventning. Kunsten at skræmme - Tivoli i København søger skuespillere til en ny forlystelse - en slags spøgelseshus, hvor gæsterne skal skræmmes næsten til buksetisning. Men det er altså ikke let at lave et godt, skræmmende gys. Vi allierer os i dag med en instruktør af gyserfilm for at blive klogere på, hvad der for alvor kan gøre os bange.... for sjov. Udstilling uden gæster - På Gl. Holtegaard i Nordsjælland hænger lige nu en fuldfed fotoudstilling af fotografen Trine Søndergaard. Hun har brugt i omegnen af halvandet år på at gøre den klar.....men ingen må komme ind og se den. På nær Kulturen på P1. Vi har i dag fået Trine søndergaard til at give os en rundvisning i Gl. Holtegaards spøgelsestomme lokaler, hvor hendes billeder pryder alle vægge - og vi taler om netop det: At forberede en kæmpe udstilling til sit publikum, der aldrig får lov at se den. Munke i Svendborg - I middelalderen var Svendborg kendt for sit franciskaner- og gråbrødrekloster. I dag er Klosterplads midt i Svendborg et af de synlige beviser på, at klosteret var der engang. Men nu skal historien genoplives, så derfor har kommunen hyret billedhuggeren Jens Galschiøt til at lave munkeskulpturer til byen. Og Jens Galschiøt er godt nok fra lokalområdet, men han er samtidig kendt for sine provokerende skulpturer, hvoraf Svinehunden nok er den mest omtalte. Vi har besøgt Jens Galschiøt i hans atelier - og spurgt i kommunen, hvilken slags statuer, de forventer. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
Troen i verden og verden i troen. To udvalgte gæster betragter et udvalg af ugens begivenheder fra et religiøst og åndeligt perspektiv. Vigtige aktuelle emner indenfor tro, kirke og religion vendes og drejes.
Anders Laugesen rejser ind i troens verden og besøger et særligt trosmiljø. Her møder han mennesker, som på forskellige måder er optaget af og lever med troen.
Bristede hjerter, ensomhed, traumatiserende oplevelser, misbrug, besværlige forældre. TVÆRS giver dig fortællinger om alt det, der kan gøre ondt i livet. Fortalt af dem, der selv har oplevet, overkommet og overlevet det. TVÆRS inspirerer til at leve og finde en vej ud af livets mørke tider.
Panorama er en radiofonisk guide til en mangfoldig verden. Uge efter uge bringer programmet reportager fra nær og fjern.
DR's formidlingspris Rosenkjærprisen tildeles en person, der evner at gøre vanskelige emner tilgængelige for et bredere publikum i en forståelig og levende form. Oplev her en række foredrag med blandt andre Eske Willerslev, Peter Lund Madsen, Svend Brinkmann, Anja Dalgaard-Nielsen og Peter Øvig Knudsen.
Hver uge tager Per Juul Carlsen og co. dig med ind i filmens vidunderlige verden via kritiske anmeldelser, spændende reportager og portrætter.
I Bogselskabet deler vi gode læseoplevelser med hinanden, og lytterne inviteres med, når Anne Glad møder en række af Danmarks aktuelle forfattere. I hver episode af Bogselskabet fortæller forfatteren om sin seneste bog, sin hovedperson og om at skrive. Med Bogselskabet får du en chance for at rykke lidt tættere ind i forfatterens tanker. Vært: Anne Glad.
Zissel Astrid Kjertum-Mohr har været i lære hos kultureliten i et år. Det har givet hende en bedre kropsholdning og et bedre sprog. Hun har fået at vide, hvornår hun skal klappe, og hvornår hun skal buhe, i en teatersal. Hun har lært at skjule sine rygdeller og konversere til receptioner. Men det kniber stadig med at bryde igennem glasloftet. Derfor vil Zissel nu undersøge, hvordan hun kan blive mere magtfuld. Hun vil opsøge de personer i landet, der har mest magt. Dem, der træffer de tungeste beslutninger i politik, erhvervsliv, fagforeninger og kulturliv. De må kunne give hende opskriften på succes og indflydelse.
Hvorfor tror du på Gud? Ugens gæst fortæller om det øjeblik der blev afgørende for hans eller hendes tro. Et program om troen, tvivlen og skæbnen. Vært: Iben Maria Zeuthen.
Hver lørdag får Esben Kjær besøg af skiftende gæster, der giver ugens nyheder med grovfilen og sætter dem i et skarpt og ofte satirisk lys.
Hver dag direkte fra Københavns Domkirke.
I 4. division er der albuerum og plads til, at værterne kan mene mere, end man almindeligvis hører på P1. Adam Holm tager sammen med et skiftende panel af garvede journalister, mediefolk og kulturpersonligheder hver fredag aktuelle kulturhistorier under kærlig og uhøjtidelig journalistisk behandling.
Klog på Sprog er programmet, der interesserer sig for, leger med og endevender det sprog, vi alle sammen taler til daglig. Adrian Hughes er værten, der sammen med et veloplagt panel, er helt vild med dansk.
I podcasten Knaldromaner dykker værterne Barbara Nyholm og Camilla Boraghi ned i en verden af bøger for at finde ud af, hvordan litteraturen portrætterer sex, lidenskab, erotik og kærlighed. Påvirker det den måde, vi er seksuelle på? Inspirerer eller forvrænger det? Er sex i ord tacky eller smukt? Det finder de to værter ud af, når de dissekerer de bedste passager i kendte romaner.
Jakob Stegelmann og Troldspejlets redaktion fortæller nyt fra fantasiens verden i spil, film, bøger og tegneserier - med anmeldelser, baggrund og arkivklip. Det klassiske tv-program i podcast-rammer.
Et aktuelt ugemagasin med nyheder, reportager og samtaler om interessante tendenser og nødvendig litteratur. En time i selskab med de vigtigste forfattere og andre bogfolk med noget på hjerte. Vært: Nanna Mogensen.
Supertanker på P1 giver et filosofisk perspektiv på emner, som de fleste af os kender fra vores eget liv. Det kan være store beslutninger, komplekse livsovervejelser eller helt almindelige forsøg på at få et moderne liv til at hænge sammen med arbejde, fritid og familie. Med udgangspunkt i filosofien og idéhistorien er Supertanker et program, der skaber tid til eftertanke og refleksion. Vært: Carsten Ortmann.
DR's historiepodcast. Hver uge undersøger vi en afgørende nyere historisk begivenhed. Vi opruller de dramatiske forløb, der gemmer sig bag de velkendte fortællinger, og giver med nutidens øjne et bud på, hvorfor historien gik, som den gik. Vært og tilrettelægger: Martin Grønne.
Audiens på P1 er et program om tro og eksistens., der går i dybden med de store emner som livet, døden, og at finde vej gennem kriser og prøvelser.