Kulturen på P1
1:54:00

Mandag 22. jul. 2019

Großdeutschlandfahrt: Siden 1903 har Tour de France udviklet sig til verdens største cykelløb. I dag tager vi det for givet, at løbet er det største, men lige netop i år er det 80 år siden, at Tour de France blev udsat for en ny konkurrent, der skulle presse det franske løb og skubbe det i baggrunden. Nazisterne havde med deres ideologi en idé om, at de skulle være resten af verden overlegne. Det gjorde sig også gældende inden for cykelsporten. Kulturen på P1 ser her på anden hviledag i årets Tour de France nærmere på, hvordan Hitlers Nazityskland i 1939 forsøgte at opnå verdensherredømmet inden for cykling. Gæst i studiet er cand. mag. i historie Anders Nedergaard Bæk Petersen, der står bag specialet "Großdeutschlandfahrt - En imperieskabende begivenhed?" Woodstock: Når det kommer til festivaler, er der ikke nogen mere ikonisk end Woodstock i 1969. Denne sommer markeres 50-året for festivalen, der blev afholdt på en mark nær byen Bethal ca. 60 kilometer sydvest for byen Woodstock i den amerikanske delstat New York. Egentlig skulle festivalen være afholdt i selve Woodstock, men de lokale myndigheder mente ikke at kunne rumme det forventede antal publikummer. Man havde forventet et publikumsantal på henved 100.000 personer, men der kom næsten fem gange så mange. 50-året for Woodstock markeres med en ny stor musikfestival fra d. 16.-18. august, hvor stjerner som Jay-Z og Miley Cyrus spiller sammen med gengangere fra 1969 som Santana og David Crosby. Eller det var i hvert fald planen. For i juni blev det offentliggjort, at festivalen endnu ikke har fundet noget sted at være, og gæster er der heller ikke nogen af, for billetsalget er ikke blevet sat i gang endnu. Så nu ved ingen, om Woodstock 2019 overhovedet bliver til noget. Kulturen på P1 taler med en af landets mest garvede festivalarrangører, Poul Martin Bonde fra SmukFest, om, hvordan man overhovedet stabler en festival på benene. Premierministre i film og tv-serier: Storbritannien får ny premierminister i denne uge, når enten den tidligere udenrigsminister og London-borgmester Boris Johnson eller den nuværende udenrigsminister, Jeremy Hunt, overtager posten efter Theresa May. I morgen bliver det meddelt, hvem af de to, der bliver ny partileder og premierminister, og vinderen tiltræder så onsdag. Mens vi venter i spænding, så ser vi i Kulturen på P1 nærmere på, hvordan britiske premierministre gennem tiden er blevet skildret i film og tv-serier. Det gør vi med Andreas Halskov, der er cand. mag. i engelsk og filmvidenskab og lektor ved Aarhus Universitet. Vært: Karen Secher.
  • Hitlers cykelløb

    01:34
  • Festival-arrangør

    13:23
  • Opfindelser: Hjerteklap

    28:30
  • Premierministre på film

    37:41
  • Kulturvejledning fra Djursland

    50:51
  • Tema: Straf og fængsel

    58:05
  • Kvalitetslitteratur i fængslet

    1:08:19
  • Kunst i de danske fængsler

    1:14:23
  • Dansk radio om Woodstock

    1:21:16
  • Folkemusikkens opblomstring

    1:25:48

Flere i samme serie

    Kultur