Kulturen på P1
Kulturen på P1 er programmet, der oplever kulturen med både hjerte og hjerne og åbner døre til begejstring, indsigt og eftertanke.
Denne udsendelse er desværre ikke længere tilgængelig, men du kan finde andre udsendelser på Kulturen på P1
Sexisme i bogbranchen: Mediehuse, symfoniorkestre, filmbranchen, teatre ... Metoo-bølgen er skyllet ind over kulturinstitutionerne og har afsløret masser af (u)artige detaljer om uønskede seksuelle bemærkninger, berøringer og det, der er værre. I dag offentliggøres en længe ventet advokatundersøgelse af sexisme i bogbranchen - Kulturen på P1 nærlæser konklusionen sammen med Dansk Forfatterforenings formand. Skygger som intet lys kan fordrive: Da han var fem år, tog hans far sit eget liv. Her 25 år senere er sorgen og vreden intakt - og snart deler Glenn Bech ud af sine følelser over 500 sider i bogen "Farskibet". Glenn Bech er gæst i Kulturen på P1. Det samme er en anden forfatter, Louise Winther, der stadig som voksen hjemsøges af mørke barndomserindringer - om mobning. Musiker udfordrer magtmenneske: I dag er der valg i Uganda. Den siddende præsident går efter en sjette valgperiode, men han udfordres af en populær kulturpersonlighed, der har måttet sande, at politik ikke er ufarligt på de kanter. Kulturen på P1 tegner et portræt af musikeren, skuespilleren og politikeren Bobi Wine. Jagten på krimi-komet går ind: En forlagskontrakt på 250.000 kr. En marketingkampagne. Oversættelse til ti sprog. En trykt bog på dansk og global udgivelse som digital bog. Det er, hvad der venter den person, der sætter sig til tasterne og skriver den krimi, der rydder bordet i forlaget Lindhardt og Ringhofs ny-udskrevne manuskriptkonkurrence. Og det kan blive dig... hvis du lytter godt efter i Kulturen på P1 i dag, hvor en ekspert giver opskriften på det perfekte bog-mord. Værter: Tore Leifer og Jesper Dein.
Plottet om slottet - Der er foreløbig postet ti års forberedelser og undersøgelser i en restaurering og modernisering af Nyborg Slot. Slottet skulle have et stort ansigtsløft til 350 millioner kroner og genopbygges med forhøjelse af resterne af et vagttårn, genskabelse af den gamle ringmur og opførelse af en helt ny formidlingsfløj. Men i december sagde Miljø- og Fødevareklagenævnet nej til projektet. I dag havde borgmesteren foretræde for Folketingets kulturudvalg, og vi taler med ham om, hvordan det gik - ligesom vi tager en runde i debatten om, hvor meget man kan og skal gøre ved vores fortidsminder. Dansk heavy ud i verden - Det aarhusianske heavy-band Møl har skrevet kontrakt med et af den hårde musiks helt store pladeselskaber. Hvad betyder det for bandet - og for den danske heavy-scene? Og hvad skal der egentlig til, før et dansk band er gode nok til en verdens-kontrakt? Bob Ross er chilleren - Bob Ross er gennem de seneste fem år blevet et kult-fænomen af de store. I 80'erne lavede han - uden den store virak - nogle gør-det-selv-kunstmaler-guides på tv, og her stod han med mikrofonhår og fuldskæg og malede landskaber og messede om at tage det chilleren. Bob Ross døde i 1995, men i dag er hans navn langt mere søgt på Google end både Jeff Koons og Andy Warhol. Han har fået sit eget museum, flere brætspil, kaffekopper, madkasser og alt muligt andet tingeltangel. Værter: Karen Secher og Jesper Dein.
Kunst i tåregaståger: Da Trump-tilhængere forleden stormede USA's regeringsbygning, nogle af dem med våben i hånd, blev kaosset overværet af tavse vidner: Fra billedrammerne på Kongressens vægge kiggede nationens fædre undrende ned. Og da politiet greb ind, sved tåregassen også i de gamle penselstrøg i en grad, så de nu skal have et eftersyn. Kulturen på P1 ser på den historiske kunst på Capitol Hill. Hjerte-genstart til kulturlivet: Kulturen er pakket ned i den helt store mulepose for tiden, men der kommer en dag, hvor kulturlivet skal blomstre om kap med foråret... Spørgsmålet er bare hvordan. Kulturministeren har bedt et bredt sammensat genstarts-team om at komme med ideer, og teamet mødes første gang i dag - digitalt. Kulturen på P1 tager temperaturen på, hvad repræsentanter for vidt forskellige grene af kultur- og idrætslivet monstro kan blive enige om. At nynne er at leve: Længe før covid-19 gjorde fællessang i flok til en farlig beskæftigelse, satte en ung musiker sig for at lære alt, hvad der er at vide om kunsten at nynne. Det er der indtil videre kommet et musikalbum og en podcast ud af - og snart også et radioindslag, nemlig i Kulturen på P1 i dag, hvor der nynnes så det synger. Sammen hver for sig om at spille: Årets første måned kan føles lang og lidt trist, og i år bringer corona-nedlukningen januar-tristessen til nye højder. Så hvad med nogle ideer til gode spil, man kan spille med hinanden over nettet, spørger en lytter? Kulturen på P1 går på app-jagt sammen med en af Danmarks førende spil-eksperter. Værter: Karen Secher og Tore Leifer.
Robotterne kommer! - Faktisk har de været på vej i 100 år. Så lang tid siden er det, at ordet robotter kom ind i sproget og verden via et tjekkisk teaterstykke. Hør om stykket, om robotter i populærkulturen og de virkelige robotters skinbarlige fremtid, som den ser ud lige nu. Det coronale teater - Teater V i Valby har i flere år haft en manuskript-konkurrence, hvor vinderens manuskript bliver til en rigtig forestilling. I år har konkurrencen fået en corona-vending, for nu skal manuskripterne blive til et digitalt teaterstykke i stedet. Akademiets nye medlemmer - Det danske Akademi har været splittet og medlemmer har forladt akademiet i protest mod de uendelige identitetspolitiske debatter, der tilsyneladende har været. Men nu er fire friske medlemmer blevet indlemmet i akademiet. Vi taler med en af dem i dag. Værter: Tore Leifer og Jesper Dein.
De sociale mediers ansvar: Tre tweets fra USA's præsident - og hundreder af demonstranter stormede landets regeringsbygning. Twitter svarede igen med at låse præsidentens konto, men skaden var sket - og de sociale mediers betydning var endnu engang blevet demonstreret. Kulturen på P1 ser nærmere på et medie, der både har magt til at udløse en demokratikrise og til at gøre, hvad ingen andre tilsyneladende formår: At lukke munden på Donald Trump. Brexit og kulturen: Storbritanniens farvel til EU får store konsekvenser for samhandel, fiskeri og uddannelse - men også for kultursamarbejdet mellem briterne og det øvrige Europa. Danmarks kulturudveksling med UK går tilbage til vikingetiden, men hvad nu? Kulturattache Lone Britt Christensen på Danmarks ambassade i London er gæst i Kulturen på P1. Kulturoplevelser i en nedlukningstid: Dansk kulturliv er sat på pause, så sofaen er nok det sted, hvor vi i de kommende uger skal søge de største kulturoplevelser. Kulturen på P1 hjælper dig med at slukke kultur-tørsten og ser frem mod, hvad 2021 bringer af læseværdige bøger og stream-værdige serier. En forfærdelig anmeldelse: "Flade, melodiforladte banaliteter", "floskelfyldt baggårdsdansk" .. det er ikke just roser, der præger en anmeldelse af den unge sanger Lasse Storms solo-debut. Og anmelderen ved, hvad han taler om - det er nemlig sangeren selv. Kulturen på P1 fortsætter serien, hvor vi taler med kunstnere på baggrund af deres nedrakning af egne værker. Værter: Karen Secher og Jesper Dein.
Er stemmens farve vigtig? - Må en hvid skuespiller som Nikolaj Lie Kaas lægge stemme til en sort figur i en tegnefilm - som i den nye Disney/Pixar-film "Sjæl"? Ja, selvfølgelig, vil du måske tænke - eller, nej, aldrig i livet! Men debatten er for billig. Hvis man virkelig vil vide noget om repræsentation i film, skal man grave meget dybere og lave statistik. Det mener i hvert fald vores gæst om tyve minutters tid. Pandemiens arkitektur - Verdenshistoriens pandemier har ofte haft væsentlig indflydelse på, hvordan vi efterfølgende har bygget og boet. Og Covid-19 vil ganske givet også skabe ændringer i de nye byggerier, der kommer til de kommende år. For eksempel kan man forestille sig flere krav om hjemmekontorer i private byggerier og færre storrum med frie pladser på arbejdspladserne. Vi ser på de mulige ændringer. Piratflaget på halvt - Rettighedsalliancen har haft held med at få lukket de sidste danske pirattjenester, hvor folk ulovligt delte film, spil og musik. Vi begraver tjenesterne, men er pirateriet så stoppet rigtigt? Værter: Tore Leifer og Jesper Dein.
Malermyten: I oktober åbner Louisiana en udstilling med J.A. Jerichau og i den forbindelse efterlyser museet nye værker af den unge malermyte. Men hvem var Jerichau? Vi tegner et portræt sammen med manden bag efterlysningen, Mathias Ussing Seeberg, der er museumsinspektør på Louisiana og Mikael Wivel, dr. phil i kunsthistorie og forfatter til "Penslen og Pistolen", der handler om den unge maler. Gretelise Holm: Journalist og forfatter Gretelise Holm har en fortid på blandt andet Børsen, Berlingske og Politiken. Hun har skrevet 40 bøger, og så er hun særdeles aktiv på Facebook med 5000 venner og mindst lige så mange meninger om feminisme og moderne levet liv. Hun er gæst hos Kulturen på P1 i dag. Andet: Landet er stort set lukket ned, men der er én ting, der altid har åbent, og det er din skærm. Derfor ser vi på serieåret, der kommer, med en af DR's serieeksperter, og så ser vi på listen af dansk børne-tv, der tidligere har provokeret i anledning af kritikken af DR Ramasjangs nye serie "John Dillermand". Værter: Karen Secher og Tore Leifer.
Kom så 2021, vis hvad du kan! - I løbet af årets første uge tager vi forventnings-meteret i brug og spår om nogle af de store kultur-oplevelser, vi kan se frem til i 2021. I dag vil det handle om teaterpremierer. Gamle Ikea-møbler er dyre - Det kan godt være, at Ikea er mest kendt for at lave billige møbler, men i deres samarbejde med designere har de gennem tiden også skabt møbler, der i dag har nærmest klassiker-status og sælges brugt og dyrt. Vi ser på nogle af den svenske møbelgigants store succeseer. Et studie brændte ned - Puk Studiet ved Randers brændte ned mellem jul og nytår, og med det røg en million historier om verdenskendte musikere, der valfartede til kronjylland for at indspille deres hits. Vi har skridtet tomten af - og set på andre danske studier, der er i stand til at gøre Puk Studierne kunsten efter. Værter: Tore Leifer og Jesper Dein.
For teaterinstruktøren Peter Langdal betød corona-året 2020 selvfølgelig aflysninger og kæmpe skuffelser. Et Beethoven-stykke blev lukket ned på Dramaten i Stockholm efter få spilledage. En opera i Tyskland blev slet ikke til noget. Til gengæld lavede han to forestillinger på Frilandsmuseet nord for København, og her blev restriktionerne en sjov mulighed for at gelejde publikum rundt i det fri, mellem de gamle bondehuse, med afstand og humør. Højt humør præger i det hele taget den produktive og prisbelønnede Peter Langdal, som er i fuld gang med nye ideer og projekter til 2021. Kulturen på P1 fortæller også om østers, den herlige nytårsspise - og champagne, den klassiske nytårsdrik. Forskere på Københavns Universitet har nu videnskabeligt bevist, hvorfor østers og champagne er det perfekte makkerpar. Det skyldes den særlige umami-synergi-effekt, som også opstår i mødet mellem f.eks. æg og bacon eller skinke og ost. En viden, der interessant nok også kan få os til at spise mere grønt og bæredygtigt for fremtiden. Vi besøger også Rosenborg Slot og ser på ti kongers tøj, fra Christian IV til Frederik VII; perler, silke og guldbrokade i store mængder. Og så undersøger vi mødreboomet i litteraturen, hvor en hel bølge af forfattere som Olga Ravn og Stine Pilgaard for alvor fortæller om moderskabets også mørke facetter. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
Julen har altid været helt speciel for forfatter Naja Marie Aidt. Både fordi hun selv har fødselsdag d. 24 december, og fordi hun aflyste den, da hendes søn Carl døde. Nu er julen tilbage i hendes liv igen, og Naja Marie Aidt fortæller i dagens program om Guuterput, den grønlandske julesalme, om at bo i New York i 11 år og gå i total desperation, da Trump blev præsident - og om coronaen, der gjorde 2020 til Aidts sløveste år nogensinde. Kulturen på P1 fortæller også om østers, den herlige nytårsspise. Stenaldermennesket fandt ud af at kaste skaldyret ind i bålet, senere blev der indført dødsstraf for at spise af kongens østers, og i dag er det nærmest en borgerpligt at sætte "snotklatterne" til livs, for Vadehavet er fyldt med invasive Stillehavsøsters. Få også historien om 80ernes speedsnakkende vært, der vendte op og ned på musikken i radioen, gjorde op med den højtidelige præsentation, brugte løs af sig selv og døde alt for tidligt. Kim Schumacher blev tilegnet en stor bog i det forgangne år, og de to forfattere fortæller om ham og hans betydning. Så ha' det whhhaaauuuw i Kulturen på P1 i dag. Værter: Karen Secher og Tore Leifer.
For Daimi har julen ændret sig afgørende. Da hendes engelske mand levede, var det altid ham, der stod for julemiddagen med kæmpe kalkun og engelske julekager. Nu står menuen på sushi juleaften, for Daimi kan ikke selv lave mad. Til gengæld kan hun synge, og i mandagens Kulturen på P1 fortæller hun om den karriere, der kastede hende ud i Danmarksberømmelse, allerede da hun var 17. En skræmmende oplevelse for en meget genert ung pige, der hellere ville være krøbet i et musehul end at stå forrest i rampelyset. Men Daimi fik bugt med genertheden, og i 2021 kan hun fejre 60 års-jubilæum på scenen. Kulturen på P1 fortæller også om "Manden der ikke ville være høflig". Den danske kolonilæge Agner Møller, som i 1920'erne havnede på den lille ø Nias ud for Sumatras kyst. Her opkøbte han et stort antal kulturgenstande og et helt høvdingehus, som han fik bugseret til Nationalmuseet i København. Men ud over det var han en ualmindelig kantet og utiltalende mand, der skabte sig fjender overalt. Også hans danske hustru blev noget stram i betrækket, da Møller giftede sig med en purung høvdingedatter, som han tog med hjem til Danmark trods stor modstand fra myndighederne. Og så kan du møde den svenske journalist Matilda Gustavsson, som fortæller, hvordan hun fik oprullet skandalen om "kulturprofilen" og Det Svenske Akademi. Hele bølgen begyndte at rulle, da hun fik atten kvinder til at stå frem og vidne om voldtægt, trusler og chikane fra Jean-Claude Arnault, som endte med at blive idømt to et halvt års fængsel. Værter: Karen Secher og Jesper Dein.
Kulturen på P1 præsenterer helt ny julesang: Da den nye højskolesangbog udkom i sidste måned, vakte det opsigt, at én forfatter, der ikke tidligere havde været repræsenteret, havde hele ti nye sange med. Iben Krogsdal er Højskolesangbogens højdespringer, og hun sagde ja, da Kulturen på P1 ringede og spurgte, om hun ville påtage sig at skrive en helt ny sang, der favner 2020-julen - en splinterny fællessang, som indtil videre af corona-årsager nok helst må synges i enrum. Sangen uropføres i Kulturen på P1 i dag - med komponist Katrine Muff Enevoldsen, der har skrevet melodien, ved klaveret. Aldrig mere hvid jul? Måske en enkelt sne- eller sludbyge - det er så meget hvid jul, DMI mener at vi får i år. Den hvide jul fylder meget i vores store fortælling om julen, så hvad hvis vi - som DMI mener - må se i øjnene, at hvidt snedække og kaneklokkeklang er en saga blot? Kulturen på P1 konsulterer en traditionsforsker. Jul uden biografmørke: Første juledag plejer at være en af årets store filmpremieredage, men i år holder biograferne corona-lukket - så de få nye film, der er, må opleves på streaming. Per Juul Carlsen vender for en gangs skyld blikket væk fra det store lærred og retter det i stedet mod streamingtjenesten Disney+. Værter: Karen Secher og Tore Leifer.
Den manglende museumsreform: 2020 blev heller ikke året, hvor vi fik en reform af museumsloven, som er den måde, tilskuddet til de statslige- og statsanerkendte museer fordeles på. Flere museer mener, at fordelingen er uigennemsigtig og uretfærdig, og kulturministeren er da også klar til at se på en reform i det kommende år - hvis coronasituationen tillader det. Kulturåret i coronaens tegn: De virtuelle løsninger har i dén grad præget kulturåret der gik. Derfor får vi i dag musik-, kunst- og tech-nørdens bud på nogle af de bedste virtuelle (kultur)tilbud og løsninger, der har været i år. Take Away Bøger: Bibliotekerne er delvist lukket ned og har været det siden den 16. december, men hvordan driver man bibliotek under en nedlukning? Jo, man bringer bøgerne ud, fortæller nogle af de biblioteker, vi har talt med. Andet: Vi rejser bl.a. "Jorden Rundt med Malene Kjærgård", der med sin nye plade vil tage børn med på en rejse ind i musikken - og ud i verden, og så følger vi op på sagen fra Færøerne, hvor den unge filmskaber, der fik trukket sin filmstøtte, fordi der blev bandet for meget i filmen, nu får støtte fra en dansk forening. Værter: Karen Secher og Jesper Dein.
Nix pille eller tiltrængt hjælp til fantasien: Genopbygning af ringmuren, genskabelse af slotsgården, nyt kæmpe besøgscenter: Visioner, millioner og planer var der masser af for Nyborg Slot, men i sidste uge sagde Miljø- og fødevarenævnet nej. Og pustede liv i en diskussion, vi tager i Kulturen på P1 i dag, om vores fortidsminder: Er genopbygning og rekonstruktion tivolisering eller tiltrængt hjælp til forestillingsevnen? Kulturminister uden armslængde: En ung færøsk filmskaber var lovet støtte til sin film - men pengene blev stoppet af øernes kulturminister, fordi han syntes, at der blev bandet for meget i filmen. Og det er ikke første gang, at Jenis av Rana har truffet kontroversielle beslutninger. Kulturen på P1 tegner et portræt af en politiker, der tager sit forhold til Gud meget alvorligt. Hvad skal bogen hedde? Handlingen, persontegningen og i nogle tilfælde forfatternavnet er selvfølgelig det vigtigste, men en fjerde faktor betyder faktisk overraskende meget for salget: Titlen på bogryggen. Kulturen på P1 læser sig ind på de vigtige romantitler. Podcast der kommer vidt omkring: Hvad vil du vide? Noget om børneopdragelse, rumkapløb, oldtidssagaer, porno eller Covid19-vacciner? Så behøver du kun at lytte ét sted. Videnskabsjournalist Lone Frank er gæst i Kulturen på P1's ugentlige podcast-præsentation. Værter: Tore Leifer og Jesper Dein.
Tallene er ikke kønne - Koda har lavet en statistik over fordelingen af Koda-penge baseret på køn. Og tallene er helt forventeligt deprimerende læsning for kvinder, der vil leve af at lave musik. Koda udbetaler penge til kunstnerne alt efter, hvor meget deres musik bliver spillet i f.eks. radioen, men selvom kvinderne udgør 19% af Kodas medlemmer, fik de tilsammen blot udbetalt 10% af pengene. Månehabitat tur-retur - Et par unge, danske rumarkitekter har designet et foldbart hus, der kan skal kunne bruges på månen (og måske engang på Mars). De seneste tre måneder har de to rumarkitekter boet i isolation i deres månehabitat et øde sted i Grønland. De er lige kommet hjem, og vi skal høre, hvordan det gik for både dem og deres månehabitat. Samlekort - Et samlekort fra den amerikanske ishockeyliga med Wayne Gretzky (verdens bedste ishockeyspiller gennem tiderne) er blevet solgt for 8 mio. kroner. Hvad kan få folk til at gå sådan amok over et lille samlekort? Vi tager til et af Danmarks største samlekort-mekkaer for at tale om at samle, at spille - og betale. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
Den svære første gang: Der var engang, hvor selv stjerneforfattere som Kirsten Thorup, Carsten Jensen og Helle Helle var ukendte navne. Én gang skal som bekendt være den første - men en optælling, Kulturen på P1 har lavet, tyder ikke på, at vores hjemlige forlags-giganter er til den store hjælp, når nye talenter banker på. Vi taler med en repræsentant for Danmarks største forlag Gyldendal om risikovillighed - og mangel på samme. Et mareridt af en anmeldelse: "Musikken er præcis ligeså uoriginal som titlen" og "Personligt ville jeg foretrække endnu en jul med corona fremfor endnu en jul med dette musikalske makværk." Det er ikke just den slags anmelderbetragtninger, en musiker håber på ... men det er præcis hvad bandet moi Caprice har oplevet. Hvem har skrevet anmeldelsen? Bandet selv. Igen i dag taler Kulturen på P1 med kunstnere, der er deres egne værste kritikere. Det syge juletræ: Et stort, flot grantræ, der spreder julestemning på byens centrale torv - det er en juleskik, som selv ikke coronaen har kunnet påvirke. Og dog. I Aars i Himmerland har de en helt særlig juletræstradition, og den gran, byens borgere har fået at se på i år, lever absolut ikke op til de gængse juletræ-idealer. Kulturen på P1 besøger en by, der igen i år lader by-juletræet fortælle en alternativ julehistorie. Toner til månen: Musik kan være himmelsk, og en komposition, Kulturen på P1 præsenterer i dag, er det i bogstavelig forstand: Nummeret skal nemlig læsses ombord på en rumraket og skydes afsted i retning af Månen. Mød sangerinden og komponisten Sara Grabow, dansk repræsentant i "The Earthling Project", der går ud på at sende musik fra hele vores planet ud i Verdensaltet. Værter: Karen Secher og Jesper Dein.
Færøsk censur - En ung filminstruktør havde udsigt til støtte, men så kom den færøske kulturminister ind og aflyste støtten. Der blev bandet for meget i filmen, sagde kulturministeren. Der er altså ingen armslængdeprincip for færøske filmmagere, og hvad betyder det for de film, der bliver lavet? Den unge filminstruktør selv er i mellemtiden blevet begravet i ubehagelige beskeder fra kulturministerens kristne støtter. Vi tegner et billede af den færøske censur. Pornhub smider videoer - Verdens største porno-side har smidt 10 millioner af sine 14 millioner videoer ud af butikken, fordi det ikke kunne verificeres, at de var lavet uden tvang og med folk over 18 år. Det sker ikke bare af et velmenende hjerte, men fordi Visa og Mastercard ikke ville godtage betalinger til Pornhub, før sagerne var i orden. I tidens store debat om, hvad sociale medier skal gøre med falsk indhold og stygge opslag, aner man måske en vej her. Ukendt verdenskendt - Jens Harald Quistgaard er en af Danmarks mest købte designere. Kun ganske få kender ham herhjemme, men han har haft overordentlig stor betydning for salg af dansk design i USA og resten af verden. Over 1.000 forhandlere solgte af hans 4.000 designs af alt fra dåseåbnere til møbler. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
Kunstakademi-ballade kulminerer: Det begyndte med en gipsbuste af Frederik V, der blev fjernet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis festsal og smidt i en københavnsk kanal. I dag blev det meddelt, at akademiets billedskolers rektor Kirsten Langkilde forlader sin stilling. Kulturen på P1 har søgt aktindsigt for at få styr på, hvad der er sket bag kulissen. Farvel til verdens bedste spionforfatter: Det var i 1961, at John le Carré's navn for første gang prydede en bogryg. I 1963 udkom "The Spy Who Came In From The Cold", og resten er historie ... Spionhistorie. Fra allerøverste skuffe. Over 20 romaner og 10 film senere er David John Moore Cornwell, som le Carre's rigtige navn var, død. Kulturen på P1 ser tilbage på et liv som både stjerneforfatter og spion i selskab med Danmarks spionromanforfatter nummer ét, Leif Davidsen. Guds hus og coronaen: Museer, koncerthuse, biblioteker, biografer, barer, restauranter: Alle skal de holde lukket i størstedelen af Danmark. Men i kirkerne kan Guds ord - og forhåbentlig kun det og ikke også en vis virus - spredes frit. Hvorfor løbe risikoen? To kirkens mænd med hver sin markante holdning til spørgsmålet krydser argumenter i Kulturen på P1. Kattekalender uden misstemning: Årets litterære kattekalender er klar til ophængning. Det var den også sidste år ved denne tid, men 2020-udgaven fik nogle kalenderkøbere til at vise kløer. Hvad gik galt? Kulturen på P1 spinder en ende. Værter: Tore Leifer og Jesper Dein.
Hypet spil får endelig premiere: Traileren til spillet 'Cyperpunk 2077' har fået over 28 mio. visninger på YouTube, og spillets fans har ventet på det i otte år. I dag udkommer det endelig. Vi taler med en superfan, Christian Bonde fra P3, der har taget fri for at spille det hele weekenden. Et druknet rekviem: I dag er der verdenspremiere på en helt ny version af Beethovens sidste komplette symfoni, Symfoni nr. 9. Den berømte symfoni er indspillet på bunden af Middelhavet af den danske kunstnergruppe Between Music, der har druknet Beethoven for at sætte fokus på menneskerettigheder. Vi taler med gruppens undervandstrommeslager og lytter til musikken. Ventemusik: Ventemusik er forudsigelig og dermed tit meget kedelig, men det skal det faktisk være for at virke. Peter Vuust, som er jazzmusiker, professor og leder af Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet, forklarer hvorfor. Andet: Vi skal bl.a. også en tur til Italien, hvor en fantastisk historie om frihedstrang og iværksætteri nu bliver filmatiseret af Netflix, og så skal vi også møde en saxofonist og komponist, der kalder bandets seneste udgivelse for "en dårlig freejazz plade fra den selvcentrerede københavnske avantgarde scene" i vores serie 'Den værste anmeldelse'. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.
Støtte mangler modtagere: Der er støttepakker til snart sagt alle, der mister indtægt på grund af corona - men nu viser nye tal, at kun et fåtal af musikere og andre ikke-fastansatte kunstnere, der lider nød, har fået støttekroner ind på bankkontoen. Kulturen på P1 ser nærmere på en støtteordning, der kritiseres for at have mistet jordforbindelsen. Atletisk dans på OL-programmet: I 80'erne blev der tabt kæber, når man så unge dansere kaste sig rundt på asfalten og snurre rundt på en hånd eller med hovedet nedad. Nu hedder breakdance bare "break" - og er netop kommet med på De Olympiske Leges program som et bud på en ny konkurrencesport. Kulturen på P1 får besøg af en breaker. Revyernes redningskvinde: Danske revyer har haft et svært år med coronaen - men allerede før den så det svært ud. Nu har revyernes organisation fået en ny direktør: Kulturen på P1 taler med Jani Lykke Methmann om hvordan hun vil føre de folkelige revyer ind i en fremtid, hvor det ikke skorter på alle mulige andre underholdningstilbud. Pandemi i litteraturen: "Der er Hjem, én kommer i, hvor de ligger syge allesammen og ingen har til at hjælpe sig; de maa kravle ud af Sengene og hjælpe hinanden. Dér kan du tro, der er noget at ta i; Bræk og Noksagt og Elændighed". Sådan beskrives ... ikke covid-19-pandemien men Den Spanske Syge i en roman af Martin Andersen Nexø fra 1948. Kulturen på P1 ser på, hvilke aftryk 1900-tallets store dræber-virus har sat i litteraturen. Værter: Karen Secher og Jesper Dein.
Hver uge tager Per Juul Carlsen og co. dig med ind i filmens vidunderlige verden via kritiske anmeldelser, spændende reportager og portrætter.
I Bogselskabet deler vi gode læseoplevelser med hinanden, og lytterne inviteres med, når Anne Glad møder en række af Danmarks aktuelle forfattere. I hver episode af Bogselskabet fortæller forfatteren om sin seneste bog, sin hovedperson og om at skrive. Med Bogselskabet får du en chance for at rykke lidt tættere ind i forfatterens tanker. Vært: Anne Glad.
Hver lørdag får Esben Kjær besøg af skiftende gæster, der giver ugens nyheder med grovfilen og sætter dem i et skarpt og ofte satirisk lys.
Hver dag direkte fra Københavns Domkirke.
I 4. division er der albuerum og plads til, at værterne kan mene mere, end man almindeligvis hører på P1. Adam Holm tager sammen med et skiftende panel af garvede journalister, mediefolk og kulturpersonligheder hver fredag aktuelle kulturhistorier under kærlig og uhøjtidelig journalistisk behandling.
Klog på Sprog er programmet, der interesserer sig for, leger med og endevender det sprog, vi alle sammen taler til daglig. Adrian Hughes er værten, der sammen med et veloplagt panel, er helt vild med dansk.
Hvorfor tror du på Gud? Ugens gæst fortæller om det øjeblik der blev afgørende for hans eller hendes tro. Et program om troen, tvivlen og skæbnen. Vært: Iben Maria Zeuthen.
Året er 1906. Den unge Karen Blixen besegler en pagt om at leve for "det store i livet" ved at læse højt fra en novelle af forfatteren Hans Kaarsberg. Men hvem var han, denne karismatiske forfatter, læge og opdagelsesrejsende, der drog på ekspeditioner til de russiske stepper og skrev om skæbnen på en måde, der bjergtog den unge Karen? Klaus Rothstein stikker snuden i sporet i skoven ved Rungstedlund, og undervejs møder han både museumsfolk, forskere og forfattere, der føjer nye brikker til billedet, blandt andre Tom Buk-Swienty, Ida Jessen og Hans Kaarsbergs lyslevende barnebarn, der har boet 60 år i Rom. Kaarsberg-mysteriet er en begivenhedsrig litterær sporjagt om en forfatter, som pludselig gik i glemmebogen.
Et kritisk aktualitetsmagasin med nyheder, baggrund, interviews og reportager fra litteraturens verden.
Supertanker på P1 giver et filosofisk perspektiv på emner, som de fleste af os kender fra vores eget liv. Det kan være store beslutninger, komplekse livsovervejelser eller helt almindelige forsøg på at få et moderne liv til at hænge sammen med arbejde, fritid og familie. Med udgangspunkt i filosofien og idéhistorien er Supertanker et program, der skaber tid til eftertanke og refleksion. Vært: Carsten Ortmann.
Troen i verden og verden i troen. To udvalgte gæster betragter et udvalg af ugens begivenheder fra et religiøst og åndeligt perspektiv. Vigtige aktuelle emner indenfor tro, kirke og religion vendes og drejes.
Anders Laugesen rejser ind i troens verden og besøger et særligt trosmiljø. Her møder han mennesker, som på forskellige måder er optaget af og lever med troen.
Panorama er en radiofonisk guide til en mangfoldig verden. Uge efter uge bringer programmet reportager fra nær og fjern.
Seks aktuelle danske romanforfattere er nomineret til DR Romanprisen 2021. I juni overrækkes prisen til en af dem, men inden da skal bøgerne læses, diskuteres og vurderes af læsere landet over. Du møder her de seks kandidater: Stine Askov, Malene Ravn, Asta Olivia Nordenhof, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Peder Frederik Jensen og Stine Pilgaard. Vært: Diana Bach.
Naturen kan give os ro og balance, men den kan også rive og ruske, chokere og overraske. Hver uge tager en alment kendt dansker os med til sit yndlingssted i naturen og kommer hjem med nye indsigter og tankevækkende viden. I denne serie er det naturen, der kalder på at få sin historie fortalt. DR sætter i 2020 fokus på vores natur. "Naturen kalder" er en del af temaet.
Tænk hvis du var smuttet blot et halvt minut tidligere fra den kedsommelige fest, hvor du endte med at møde dit livs kærlighed. Hvordan havde din tilværelse så set ud? Samme spørgsmål kan man stille til Historien - den med stort H. Den er ikke forudbestemt til at finde sted på en bestemt måde. Adam Holm taler om centrale begivenheder i det 20. århundredes verdens- og danmarkshistorie, som kunne have fået et ganske andet forløb.
Hvad betyder ideologi for politikerne i dag? En klods om benet? En flammekaster? En historisk forpligtelse? Mød fem stærke ideologer - fra socialisme til nationalkonservatisme - i samtaler om den værdipolitiske ild, og om den kunst, der står deres hjerte og hjerne nærmest. Vært: Klaus Rothstein.
Jakob Stegelmann og Troldspejlets redaktion fortæller nyt fra fantasiens verden i spil, film, bøger og tegneserier - med anmeldelser, baggrund og arkivklip. Det klassiske tv-program i podcast-rammer.