Live kanaler

Kulturen på P1
1:54:06

Tirsdag 19. jan. 2021

Følg serie?

Log ind for at følge programmer, og finde dem under “Mine Programmer”

Ord på en skiftedag: Når USA's kommende præsident Joe Biden i morgen holder sin tiltrædelsestale, vil der blive lyttet intenst - ikke kun på budskabet, men også på, hvordan hans ord passer ind i en tradition, der går tilbage til George Washington i 1789. Amerikanske tiltrædelsestaler er en disciplin for sig, så Kulturen på P1 kigger i bakspejlet sammen med en tale-kender. Brexit og kunsten: Samhandel, fiskeri, udveksling, uddannelse, sågar lastbilchauffør-madpakker: Briternes farvel til EU får stor betydning. Også i kulturlivet vrides der i øjeblikket hjerner for at afværge brexit-katastrofer - i dag ser Kulturen på P1 på konsekvenserne for billedkunstens frie bevægelighed. Livet i fjerne galakser: Måske er spørgsmålet ikke, OM der findes liv på andre planeter, men snarere HVILKET liv, der nok er derude. Det spørgsmål stilles for tiden på streamingtjenesten Netflix, som også har fantastiske billeder af fem-benede forvandlingsvæsener, flyvende frø-ædere og snedige svampe. Hvor meget virkelighed er der bag de fantastiske animationer? Kulturen på P1 giver "Alien Worlds" et fakta-tjek. Kim Larsen med et spørgsmålstegn: "Har du hørt det? Kim Larsen er død?" Sådan starter et digt, der udelukkende består af spørgsmål, flere end 1200 af slagsen - kredsende om den folkekære sanger, der døde i 2018. Hvorfor så mange spørgsmål og hvorfor lige Kim Larsen? Kulturen på P1 stiller spørgsmål til manden bag de mange spørgsmålstegn, Adam Drewes. Værter: Karen Secher og Jesper Dein.