Mennesker og medier
53:59

Efter Se og Hør-sagen; hvad nu?

Følg serie?

Log ind for at følge programmer, og finde dem under “Mine Programmer”

Retten i Glostrup har sat punktum for årets suverænt største mediesag; Se og Hør-sagen, hvor tidligere redaktører og journalister er tiltalt for at have brugt personlige oplysninger fra en tys-tys-kilde til kulørte historier om kendissers færden. Udover de juridiske perspektiver rejser sagen en række etiske spørgsmål, som diskuteres af forskningschef og mediejurist Vibeke Borberg, journalist og jurist Poul Smidt og tidligere BT-chefredaktør Olav Skaaning Andersen. Svært at beskytte kilder: Da den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden i 2013 afslørede amerikanske efterretningstjenesters intense overvågning af mennesker over hele verden, blev der samtidig rejst tvivl om journalisters mulighed for at beskytte deres kilder. I søndags talte Snowden via link til omkring tusind danske journalister ved et møde i Odense - og han opfordrede til mere opmærksomhed på kilders sikkerhed. Journalistforbundets næstformand, Tine Johansen, erkender, at der nok har været for lidt fokus på kildebeskyttelsen. Og ekspert i whistleblowing og kryptering, Peter Kofod, siger, at mange journalister trods gode intentioner ikke er gode nok til kildebeskyttelse. Aftenposten versus Facebook: Det vakte international opsigt, da chefredaktør Espen Egil Hansen i september sendte et åbent videobrev fra Oslo til Facebook-stifter Mark Zuckerberg. Konkret protesterede den norske redaktør mod censur af et foto, og selv om der stadig er lang vej igen, ser han et støt voksende pres mod det sociale medies ledelse i Palo Alto, Californien. Hvordan har du det, Lars? Det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale demonstrerede i denne uge, hvad der spørgeteknisk skal til for at få en statsminister på glat is... Vært og producent: Kurt Strand. I udsendelsen bliver sagt, at Se og Hør stadig betaler for tip. Dette er ikke korrekt, oplyser Se og Hørs chefredaktør Niels Pinborg. Mennesker og mediers redaktion beklager fejlen.