Mennesker og medier
53:58

Pensionsselskab fik "ubetalelig" medieomtale

En tilfreds Danica-kunde, fyldigt talmateriale og en ekspert var blandt ingredienserne, da pensionsselskabet Danica sidste weekend med egne ord fik "ubetalelig omtale". Det hele blev leveret og iscenesat af presserådgiver Tim Smidemann, som fortæller, hvordan han fik sat dagsordenen i bl.a. Jyllands-Posten og DR. Hvorfor Danica på den måde fik både sendetid og spalteplads, forklarer programchef Thomas Falbe, DR, og chefredaktør Steen Rosenbak, Jyllands-Posten. Kulturminister på svær mission: Om kort tid begynder de forhandlinger, der skal føre frem til en ny medieaftale om bl.a. DR, TV2's regioner og Radio24syv. Men også støtten til private medier kommer i spil, hvis det står til kulturminister Mette Bock (LA), som satser på en "åben" diskussion, hvor alt er spil; hvad er public service - og hvad er ikke? Hvem skal lave hvad? Og hvor meget skal licensen sættes ned? Svarene blæser i vinden: Mediebranchens små og store udfordringer blev diskuteret på en konference i denne uge, hvor spørgsmål og svar strittede i mange retninger. Tre tankevækkende pointer fra diskussionen med Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, Mandag Morgen-chefredaktør Lisbeth Knudsen og Radio24syv-programchef Mads Brügger. Falske nyheder på russisk: I kampen mod "fake news" kan journalister i Danmark og andre vestlige demokratier lære en masse af russiske oppositionsmedier. Dér har misinformation nemlig været en integreret del af dagsordenen lige siden sovjettiden, fortæller chefredaktør Roman Dobrokhotov fra netmediet "The Insider". Vært og producent: Kurt Strand.

    Flere i samme serie

      Nyheder & Aktualitet