Mennesker og medier
53:59

Reklame forklædt som journalistik?

Annoncetillæg om f.eks. bæredygtighed, folkeskole og digitalisering er blevet givtige indtægtskilder for flere mediehuse. Men ofte er det svært at skelne mellem journalistiske artikler, sponsoreret indhold og egentlig reklame. Derfor vil journalisterne have tydeligere markering af, hvad der er hvad. Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, diskuterer flydende grænser i annoncetillæggene med Berlingskes chefredaktør Tom Jensen. Og måske er der brug for at stramme op, fordi de mange annoncetillæg kan vise sig at være en kortsigtet indtægtskilde for økonomisk trængte medier. Det mener kommunikationsrådgiver Kresten Schultz Jørgensen, der også er formand for PR-branchen i Danmark. En lignende vurdering kommer fra Lars Magne Sunnanå, indholdschef på Aftenposten i Oslo. Årets flotteste avisside: Der var guld, sølv og "hædrende omtale", da ni papiraviser i denne uge kæmpede om "Årets Avisside". For selv om digitale medier vinder frem, er der stadig prestige i at skabe lækkert design på papir. Og med masser af computerkraft i ryggen har de "gammeldags" aviser været igennem en design-revolution, fortæller Henrik Birkvig, faglig koordinator for grafisk design på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Fake news på fransk: Lav troværdighed og direkte mistro overfor mainstream-medier baner vej for falske nyheder op til første runde af præsidentvalget i Frankrig søndag. De franske medier er nemlig ikke særlig godt forberedte på at håndtere misinformation og tendentiøs journalistik, siger journalist og professor Mark Lee Hunter fra handelshøjskolen i Fontainebleu. Tendensen bliver endda forstærket, når mange vælgere vender ryggen til de traditionelle medier, forklarer Alistair Shawcross fra London School of Economics med afsæt i erfaringerne fra sidste års Brexit-afstemning i Storbritannien. Vært og producent: Kurt Strand.

    Flere i samme serie

      Nyheder & Aktualitet