Mennesker og medier
53:57

Farvel til autoriserede smagsdommere?

Følg serie?

Log ind for at følge programmer, og finde dem under “Mine Programmer”

Traditionelle anmeldelser af bøger, film og teater er under pres. Ifølge en opgørelse i Information er mængden i fem store aviser skåret med 34 procent de seneste ti år. Og nye medier som Føljeton og Zetland bruger slet ikke plads på traditionelle anmeldelser. Men hvorfor? Hvilken rolle spiller anmeldelser overhovedet i dag for formidling af kunst og kultur? Kulturforbrugerne har i vid udstrækning overtaget med deres eget smagsdommeri på sociale medier... Informations kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde, Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen og Føljetons chefredaktør giver bud på anmelderiets fremtid. Litteratur i tv: Der er langt fra monopoltidens lange, dybe og røgfyldte forfattersamtaler til "Vild med bøger", DRK's nye og længe ventede litteraturprogram. Livsstilsekspert Flemming Møldrup er vært og kalder sig selv "en begejstret læser". Ansvarlig for programmet er Ida Holten Ebbesen, og hun fortæller om valg, fravalg og disciplinen litteratur på tv. Notits-terror i Somalia: Flere end 300 dræbte og over 400 sårede ved sidste weekends blodige terrorangreb i Mogadishu endte som notitser og 30-sekunders indslag i danske medier. Ingen fandt de gule breaking-bjælker frem, sendeflader blev ikke ryddet og korrespondenterne blev hjemme. Henrik Thomsen, udlandsredaktør på Jyllands-Posten, forklarer, hvorfor terror et fjernt, afrikansk land ikke bliver prioriteret. Journalist-drab på Malta: Mandag blev den maltesiske journalist Daphne Caruana Galizia dræbt af en bilbombe. Hun var kendt for en særdeles regeringskritisk blog, Panama Papers-afsløringer og desuden en vigtig kilde og medvirkende i den danske dokumentarfilm "Det store europæiske cigaretmysterium", som bliver vist på DR2 i den kommende uge. Mikael Bertelsen - som har lavet filmen sammen med sin Radio24syv-kollega Mads Brügger - blev chokeret over nyheden om drabet på Galizia. Og undrer sig over, at den slags kan ske i et EU-land. Twitter som nyhedskilde: Når USA's præsident Donald Trump tweeter, bliver det næsten altid til tophistorier i amerikanske medier. Og hans tweets er ikke til at komme uden om, konkluderer New York Times efter grundig intern debat. Vært og producent: Kurt Strand.