Live kanaler

Mennesker og medier
53:57

Gys og gru fra byretten

Følg serie?

Log ind for at følge programmer, og finde dem under “Mine Programmer”

Med næsten 100 journalister fra 12 lande på tilhørerpladserne tegner sagen mod ubåds-og raketbygger Peter Madsen til at blive årets mest mediedækkede. Retssagen begyndte torsdag, og den næste halvanden måneds tid vil et væld af blodige og gruopvækkende detaljer blive endevendt. Men hvor meget skal medierne bringe videre? Hvorfor er ubådsdramaet og et muligt mord på den svenske journalist Kim Wall en såkaldt "go' historie"? Og hvad er perspektiverne i den omfattende dækning? Genopfind journalistikken: Mistillid, kamp for overlevelse og mangel på relevans plager nyhedsmedier og klassisk journalistik i store dele af verden. Derfor skal journalister og medier "genopfinde" sig selv, lyder hovedbudskabet i ny bog, "Den journalistiske forbindelse". I bogen medvirker mediefolk fra store dele af Europa og USA, og de giver en række konkrete bud på ny- og gentænkning af journalistikken. Interview med forfatterne, Søren Schultz Jørgensen, mediesociolog og journalist, og Per Westergaard, tidligere chefredaktør på bl.a. Fyens Stiftstidende og nu aktiv i en lang række mediebestyrelser. Flere kvinder i medierne: Selv om de fleste journalister i Danmark er kvinder, er der stadig langt til ligestilling i medierne. Mænd dominerer blandt kilderne, og trods gode viljer, kan det være svært at ændre på redaktionernes vanetænkning. Måske fordi de fleste ledere og beslutningstagere i mediebranchen - ikke bare herhjemme, men i hele verden er mænd? Reportage fra 8. marts-møde i Journalistforbundet og interview med Suzanne Moll, medforfatter til rapport om ledelserne i verdens 100 største medieselskaber. Plads til begejstring: Der var skruet godt op på norsk tv, da langrendsløberen Andreas Nygaard i søndags vandt det 90 kilometer lange Vasaløb i Dalarna. Mere afdæmpet var der i kommentatorboksen hos Sveriges Television, som for sjette år i træk måtte se en nordmand først over målstregen. Til gengæld kunne omkring to millioner seere endnu en gang fryde sig over en tv-kraftpræstation med fem timers suveræn dækning af verdens største skiløb. Skriv til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.