Mennesker og medier
54:00

Mørklægning eller åbenhed?

Selv om et flertal i Folketinget gerne vil ændre den omstridte offentlighedslov fra 2013, er der ingen udsigt til, at det sker. Og det er måske ikke så skidt, siger Børsens chefredaktør Bjarne Corydon. Han mener, at mere åbenhed er illusorisk. Og kalder det "hysterisk", når de fleste medier vil have maksimal åbenhed. Debat med den tidligere finansminister og Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro. "Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals...": I en kronik i Information sidste weekend beskriver en mand, hvordan og hvorfor han dræbte sin femårige datter. Siden da har kronikken skabt voldsom debat blandt mediefolk, læsere og Facebook-brugere. Avisens chefredaktør Rune Lykkeberg reflekterer over forløbet. Virkeligheden overhaler fiktionen: En ny og tredje sæson af DR1-serien "Bedrag" kom godt fra start i søndags med et plot om hvidvask og narkohandel. Og selv om det er fiktion, har seriens hovedforfatter, Jeppe Gjervig Gram, flere gange været overrasket over, hvor tæt manuskriptet er på virkelige begivenheder. Spin-vinkel skrues ned: Efter massiv kritik har undervisningsminister Merete Riisager ændret i et indlæg om tredjegenerationsindvandrere. Samtidig beklager hendes ministerium "uheldige omstændigheder" ved offentliggørelse af grundlaget for hendes indlæg; en analyse, som lige inden jul fik masser af omtale i de fleste medier. Faktatjek på amerikansk: Trump-talskvinde Sarah Sanders fik nervøse trækninger, da hun forleden skulle forklare en Fox News-journalist, at den planlagte Mexico-mur også skal holde terrorister ude af USA. En påstand, som blev pillet fra hinanden via et enkelt faktatjek. Skriv til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.

    Flere i samme serie

      Nyheder & Aktualitet