Mennesker og medier
54:00

Robotter - en god fidus for journalistikken?

Om det er prisen på et hus i Fuglevænget, resultatet af en fodboldkamp i serie fem eller en beslutning i kommunens socialudvalg, så kan robotter noget, journalister absolut ikke har tid til. Nemlig at fremskaffe fakta, forfatte enkle artikler og sende dem ud til relevante modtagere. Tilmed er robotjournalistik ifølge svenske erfaringer en god forretning. Men hvad sker med de rigtige journalister af kød og blod? Udviklingsdirektør Kristoffer Gravgaard og nyhedschef Søren Funch fra Ritzau - som er på vej med nye robotinitiativer - trækker perspektiverne op. Farvel til Kvægtorvet: Efter 11 år i stolen meddelte TV2-direktør Merete Eldrup i denne uge, at hun stopper. Eldrup forlader en tv-station med god økonomi, fortsat fine seertal og rosende ord for sin indsats. Men lige om hjørnet venter internationale streaming-giganter, fortsat ændring af medievanerne og tvivl om helt eller delvist salg af den populære tv-station. Avislæsere til morgenkaffe: Et medie er ikke kun en radiostation, en tv-kanal eller en avis. Det er også et forsamlingshus, og mængden af arrangementer for brugerne er i hastig vækst. De "gamle" medier er nemlig også "sociale", siger medieforsker. Og det kan de tale med om på Information i København, som forleden havde inviteret til morgenkaffe, filmjournalistik og Lars von Trier-begejstring. VM i at træde vande: Da Danmark søndag slog Norge i håndboldfinalen i Herning, blev der samtidig sat uofficiel rekord i at holde tv-gryden i kog. For hvad siger udsendte reportere, når de er på live, og når der i en hel time egentlig ikke er noget at fortælle? Måske der er noget at lære fra træde-vande-mesteren anno 1967... Skriv til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.

    Flere i samme serie

      Nyheder & Aktualitet