Mennesker og medier
53:59

24syv-satire gik over stregen

Det var sjovt for nogle, grum alvor for andre, da "Den Korte Radioavis" for nylig hævdede, at den nu sygemeldte topsocialdemokrat Henrik Sass Larsen havde et narkoomtåget seksuelt forhold til en partifælle. "Ikke elegant", erkender Radio24syv-direktør Jørgen Ramskov i diskussion med cand.mag. Andreas Weisenfeld, som har påvist, hvordan satire tillægges stor sandhedsværdi. Ikke mindst i en tid, hvor falske nyheder gør det svært at skelne rigtigt fra forkert. "Trolde" blev væk fra valgkamp: Frygten for russisk indblanding i debatter på sociale medier op til valget for nylig har vist sig at være ubegrundet. Spredning af misinformation kom fra mange andre kilder, og en del blev fanget af algoritmer og journalistiske faktatjek. Lisbeth Knudsen, chefredaktør for TjekDet.dk, fortæller om metoderne. Og Facebook-policychef Martin Ruby forklarer, hvorfor det sociale medie ikke selv kan rydde op i alle uhyrligheder. "Gratis" journalistik koster: Når britiske The Guardians læsere bliver spurgt, om de vil betale, er der ingen tvang. Modellen blev indført for tre år siden på randen af en konkurs, og den er blevet en både økonomisk og journalistisk succes ifølge chefredaktør Katharine Viner. Frivillig betaling praktiseres også af danske Point of View International, og her er overvejelsen lige nu om pengene skal bruges på journalistik eller markedsføring, siger chefredaktør Annegrethe Rasmussen. Skriv til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.

    Flere i samme serie

      Nyheder & Aktualitet