Live kanaler

Mennesker og medier
54:11

Benhård pressestyring med godbidder og mailsvar

Følg serie?

Log ind for at følge programmer, og finde dem under “Mine Programmer”

En fed luns var der til dagbladet Børsen, da finansministeren forleden gjorde klar til at præsentere en ny milliardfond. At nyhedsbidder serveres til udvalgte medier, er ikke nyt. Men tendensen er tiltagende - og det gælder også ministersvar på mail, hvor journalister ikke kan stille opfølgende spørgsmål. Hvad medierne kan stille op, diskuterer Børsens nyhedsdirektør Nikolaj Sommer med Berlingskes virksomhedsredaktør Simon Bendtsen. Lokaljournalistik på landevejen: Med en lille campingvogn på slæb har Bornholms Tidende været på rundtur til fem byer på klippeøen for at møde sine læsere. Flere vil gerne have mere vedholdende og kritisk journalistik. Men den slags koster, og derfor skal politikerne prioritere flere midler til de lokale medier, når forhandlinger om ny medieaftale begynder til efteråret. Reportage og interview i Tejn med chefredaktør Øjvind Hessselager. Nej tak til nyheder: 16 procent af mediebrugerne i Danmark undgår ofte nyheder. En tredjedel kommer tit i dårligt humør. Og seks ud af ti synes, at der er for meget konflikt... Ny, repræsentativ undersøgelse som offentliggøres fredag, giver medierne en del at tænke over. Svar på titale fra Politiken-chefredaktør Anne Mette Svane og DR-redaktionschef Mads Vesterby Damm. I fængsel for kritisk journalistik: I adskillige år har Maria Ressa, chefredaktør på oppositionsmediet Rappler i Filippinerne, været vant til chikane og benspænd. Men nu truer en fængselsstraf på op til seks år for en otte år gammel historie om narko og trafficking. Klip fra tidligere interview med Ressa og aktuel perspektivering med Lars Bestle fra International Media Support i København. "Borgen" på Netflix: "DR skal tænke sig rigtig godt om", opfordrer kulturminister Joy Mogensen efter at det statsejede mediehus har lavet aftale med streamingtjenesten Netflix om en ny sæson af dramaserien "Borgen". Den nye sæson vil nemlig kun i begrænset omfang være tilgængelig på DR's egen streamingplatform. Skriv til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.