Live kanaler

Mennesker og medier
54:07

For lidt fakta i racisme-dækning?

Følg serie?

Log ind for at følge programmer, og finde dem under “Mine Programmer”

En gammel Shubidua-sang, fortidige statuer og nutidige krænkelser præger den seneste tids mange artikler, indlæg og indslag efter George Floyd-drabet i USA. Men hvor er gravergrupperne, hvor er fakta og hvorfor så mange "synsninger", der ikke gør os klogere? Fagbladet Journalistens redaktør Christian Lindhardt retter generel og skarp kritik mod medierne. Han mødes i debat med Mette Østergaard, chefredaktør på Berlingske, og Jacob Kwon, nyhedschef TV2. Tæt dialog: Ikke kun Kulturministeriet, men også Statsministeriet spillede vigtig rolle, da DR og TV2 i begyndelsen af coronakrisen marts fik en ulovlig ordre om kun at lave nyheder. Det viser en aktindsigt i forløbet, som desuden er blevet grundigt gransket i et samråd i Folketingets kulturudvalg i denne uge. Aktindsigten viser også, at både DR og TV2 forsynede regeringen med detaljerede programplaner, da de fik grønt lys til delvis genåbning midt i april. Mega-overdrivelser: Medierne fokuserer for meget på politikernes privatliv, integrationsproblemer og politiske magtspil. Til gengæld skal medierne "tage sig sammen" i klimadækningen. Vurderingerne kommer fra de 18-29årige i ny måling fra TrygFonden, der viser store generationsforskelle. Forskningschef Anders Hede uddyber og fortolker. Stor historie i lille billede: Der blev klappet og jublet, da Informations Sarah Hartvigsen Juncker blev hyldet for Årets Pressefoto. Billedet - som nu kan ses på genåbnede udstillinger - er taget, da Mette Frederiksen sagde undskyld til Godhavnsdrengene i august sidste år. Og det er, som statsministeren sagde ved prisoverrækkelsen, et eksempel på, at billeder kan sige mere end tusindvis af ord. Agurketid intakt: Selv om en af årets traditionelt store sommerbegivenheder - nøgenløbet på Roskildefestivalen - er aflyst, er der vanen tro udsigt til reportager og interview om giftige alger i badevandet, stikkende myg på sommerhusterrasserne og dræbersnegle i køkkenhaverne. Vejret, prisen på is og bedste minigolfbane kan også være blandt årets agurk-kandidater. Send bidrag til menneskerogmedier@dr.dk. Vært og producent: Kurt Strand.