P1 podcaster
26:41

Indlandsis og kolonifortid

En gammel festsang fra Danmark-ekspeditionen, en sirligt håndskrevet instruks fra 1800tallet og en hyldemeter brune arkivkasser fra 'Komiteen for Grønlænderinders Uddannelse'. Det er bare nogle af de ting, som historikeren Iben Bjørnsson og jeg faldt over, da vi gik rundt i Arktisk Instituts arkiv oppe under loftet i det gamle pakhus på Christianshavn. "Når det gælder Vestindien, så tror jeg efterhånden at folk har fattet det: At vi var en slavenation på linie med andre slavenationer. Men når vi taler om Grønland, så opstår der stadig diskussioner om hvorvidt Grønland var en 'rigtig' koloni. Det der går tabt er, at Grønland altså indgik i et system af europæisk kolonialisme og det var de samme tanker og forestillinger, som kolonialisterne gør sig. Og der synes jeg, at vi I Danmark mangler at få hevet Grønland ind i den her internationale kontekst, forklarer Iben Bjørnsson. Iben Bjørnsson er Ph.d. og freelancehistorieformidler, og hun producerer podcasten Arktiske Historier, hvor hun bruger arkivets dagbøger, dokumentarer og genstande til at fortælle historien om Danmarks kolonifortid i Grønland. Det handler om eventyrernes ekspeditioner, de første danske medfølgende hustruer, der kom til landet, de grønlandske ekspeditionsdeltagere eller den storpolitiske fortælling om Thulebasen. Hør Arktiske Historier: http://arktiskinstitut.dk/medier-formidling/podcasts/ Medvirkende: Iben Bjørnsson. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

    Flere i samme serie

      Kultur