P1 podcaster
26:39

Verden brænder og S-Town

Følg serie?

Log ind for at følge programmer, og finde dem under “Mine Programmer”

"Der er alt for meget 'jeg føler' eller 'det er vist noget med...', når folk diskuterer udenrigspolitik. Der er et kæmpe behov for fakta og viden i samtalen om international politik, simpelthen fordi det er så komplekst. Og der har man brug for nogen, der kan hjælpe en på vej", understreger Lukas Lausen. Han og journalist Jeppe Aamand Øvig laver podcasten Verden Brænder? i samarbejde med Det Udenrigspolitiske selskab, hvor Lukas også er formand for medlemmerne under 35. De to fortæller om at lave udenrigspolitiske analyser og samtidig skabe en hyggelig stemning, hvor der er plads til den interesserede lytter, der måske ikke lige har styr på alle detaljer og forudsætninger. Hør Verden Brænder: https://verdenbraender.podbean.com/ I programmet kan du også høre om den nye amerikanske podcast S-Town fra holdet bag Serial og This American Life. Det er historien om urmageren, sortseeren og renæssancemennesket John B McLemore - måske en af de mest interessante karakterer, man indtil nu har mødt i podcastuniverset. Han bor i den lille by Woodstock i Alabama med så mange originaler, at det får Twin Peaks til at ligne en pixiebog. Podcasten begynder med et mord, der skal opklares, men folder sig ud i en vild, myldrende og labyrintisk historie om en mand, et sted, en tilstand, knudrede relationer og en længsel på størrelse med et smeltende isbjerg. Folkene bag S-Town siger, at da de lavede Serial skævede de til TV-serien og dens virkemidler - med S-Ttown har de ladet sig inspirere af romanen. Det skaber en ret unik lytteoplevelse, som ikke er styret af plotpoints og cliffhangere, men i stedet lader lytteren fortabe og fordybe sig i fortællingens sidespor og kringelkroge. Hør S-Town: https://stownpodcast.org/ Medvirkende: Jeppe Aamand Øvig og Lukas Lausen. Vært: Susanna Sommer.