Ugens gæst
Pia Røn inviterer hver lørdag en af ugens centrale personer i studiet. Kom gerne med spørgsmål på ugens@dr.dk, P1's Facebook-side eller via Twitter #ugensgæstp1.
Det vil koste flere smittede, flere indlagte og flere dødsfald, erkender Jakob Ellemann-Jensen om Venstres krav til en større genåbning. "Vi må acceptere, at døden er en del af livet" lyder det fra Venstres formand, der mener, at restriktionerne også vil koste liv. Er kuren mod Corona værre end sygdommen? Statsministeren kalder den begrænsede genåbning for en kalkuleret risiko, læger taler om en selvskabt tredje bølge - hvor stor en bølge vil Ellemann risikere med en udvidet åbning? Har politikerne været for bange for at gå ind i diskussionen om liv og død, om hvilke liv der skal prioriteres over andre og om konsekvenserne af de valg der træffes? Jakob Ellemann-Jensen er Ugens Gæst, stil dit spørgsmål på sms til 1212. Vært: Pia Røn.
De borgerlige jubler, Enhedslisten kalder det risikabelt og en politisk kommentator var nær faldet ned af stolen, da SF meldte sig i koret, som vil have Danmark genåbnet 1. marts. Pia Olsen Dyhr har været forsigtighedens fortaler, hun har igen og igen støttet regeringen i nedlukning og hun har talt om bekymringen for den britiske mutation. Hvorfor vil hun så åbne nu, hvor den britiske mutation breder sig? Hvem skal først åbne og hvordan? Og hvorfor går SF pludselig solo? Pia Olsen Dyhr er Ugens Gæst, har du et spørgsmål, så send en sms til 1212. Vært: Pia Røn.
Alt for mange har fået dansk statsborgerskab, uden at der er stillet reelle krav. Flere skal have frataget det rødbedefarvede pas, hvis de begår kriminalitet. Internationale konventioner er et problem, man skal gøre sig fortjent til at blive dansker. Er Regeringen blevet DF-light? Var Tesfaye arbejdsløs, hvis der var nul indvandring fra Mellemøsten? Ugens gæst på P1 er udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Stil dit kritiske spørgsmål, ring på tlf. 7021 1919 eller sms 1212. Vært: Gitte Hansen.
Uden filter. Inger Støjberg er færdig med Venstre og kalder sig nu "værdikriger uden filter". Efter 25 år i partiet er hun i åbent opgør med Christiansborg-Venstre, og siger uden omsvøb, at hun ikke mener, Ellemann kan blive statsminister. Inger Støjberg har vendt skråen og er Ugens Gæst. Handler hendes exit om politik eller personlig kemi? Har hun ret i at Danmark er ved at knække over - eller tager hun jyderne som gidsler i hendes politiske projekt? Og hvad er det egentlig for et filter, hun har haft på hidtil? Stil dit spørgsmål på sms til 1212. Vært: Pia Røn.
Mandag befriede Jens Rohde sig selv fra Radikale Venstre, i dag smutter Ida Auken over til Socialdemokraterne. Vrede, had og hævn har overtaget klimapolitik og Metoo, og radikale er sendt ud i et ligegyldigt ingenmandsland, lyder afskedssalutten fra det løsgående missil fra Viborg-kanten. Ida Auken er igen glad og rask efter lang tids sygemelding. Hvad sker der for de stolte radikale kongemagere? Jens Rohde er Ugens Gæst på P1, en mand med følelserne udenpå tøjet, som er indigneret, temperamentsfuld og for mange irriterende. Handler Rohdes og Aukens exit om politik eller om mangel på indflydelse? Om store egoer, der ikke tåler at blive sagt imod? Ender typer som Jens Rohde i selskab med sin gamle partiformand fra Venstre, Lars Løkke, på den politiske elefantkirkegård? Hvorfor forlader manden en lang politisk karriere fra byråd, Folketing og EU netop nu? Ugens Gæst på P1 er Jens Rohde, nu løsgænger i Folketinget. Vært: Gitte Hansen.
På behørig afstand af Slotsholmen advarer Søren Pind mod populisme og mangel på ordentlighed i dansk politik. Mener han virkelig, at scener som sidste uges stormløb mod den amerikanske kongres, er en reel risiko i Danmark? Er han oprigtigt skuffet eller bare bedrevidende på bagkant? Var han parat til at forlade Venstre, hvis partiet havde afvist en Rigsretssag mod hans gamle ministerkollega? Han gav sig selv adskillige, kreative titler som minister. Nu kalder han sig cyber-sherif - klar til nye kampe på nettet. Hør hvordan og meget mere, når Søren Pind er Ugens Gæst på P1. Vært: Marie Louise Toksvig.
En hård politisk hund, en tidligere statsminister, en ny reality-stjerne, måske en ny partistifter. Lars Løkke Rasmussen er Ugens Gæst på P1. Efter tre uger på en sejlbåd over Atlanterhavet med kokken Umut og et TV-hold meldte Lille Lars fra Græsted sig ud af Venstre efter 40 år. På Facebook. Løkke insisterer hårdnakket på et S-V-samarbejde hen over midten i dansk politik. Uden Enhedslisten og uden Nye Borgerlige. Er et nyt Løkke-parti på vej? Er der brug for Løkke i midten af dansk politik? Eller bidrager Løkke til Venstres og det borgerlige Danmarks nedtur? Ring til Ugens gæst Lars Løkke på P1 med dit spørgsmål tlf. 7021 1919 eller sms 1212. Vært: Gitte Hansen.
Hun vil stoppe det, hun kalder hetzen mod Inger Støjberg. Hun vil trykke de franske Muhammed-tegninger i danske aviser, hvis hun får lov. Hun vil have statsminister Mette Frederiksen for en Rigsret, og Regeringen til at gå af. Og så har hun tredoblet sine mandater siden valget i 2019. Pernille Vermund formand for Nye Borgerlige er Ugens gæst på P1. Arkitekt, mor til tre og hårdtslående værdikriger fra Nordsjælland. Vært: Gitte Hansen.
Politi eller politik? Rigspolitichef Thorkild Fogde har endelig fået politikernes to do-liste med en ny flerårsaftale for politiet, der skal være flere, bedre og tættere på. Vi skal være tryggere, lover han. Men hvordan og hvornår? Thorkild Fogde havde knap nået at trække i sin nye uniform som Rigspolitichef, før corona ramte Danmark og sendte politiet på helt nye opgaver med alt fra at ensrette gågader til at udrydde mink. Et marathon, kalder han det - men snublede politiet undervejs? Eller blev Fogde og hans folk brutalt kylet under bussen af politikerne, da mink-skandalen eksploderede? Mød manden, der står i døren mellem politi og politik, når Thorkild Fogde er Ugens Gæst på P1. Vært: Marie Louise Toksvig.
Jeg tager gerne det første skud! Corona-vaccinen bliver vores tids svar på månelandingen. Siger Thomas Senderovitz direktør i Lægemiddelstyrelsen og Ugens Gæst på P1. De første danskere kan om alt går vel få stikket i januar. I Storbritannien er de allerede i gang med at vaccinere mod Covid19. Hvor sikker er vaccinen? Hvad med bivirkninger? Hvor længe holder den? Hvad stiller vi op med vaccine skeptikere? Hvor mange skal vaccineres, for at det er nok? Thomas Senderovitz er Ugens Gæst på P1, direktør i Lægemiddelstyrelsen i Danmark og medlem af bestyrelsen i Det Europæiske Lægemiddelagentur. Stil dit spørgsmål direkte til Thomas Senderovitz, ring til Ugens Gæst på tlf. 70 21 1919 eller sms 1212. Vært: Gitte Hansen.
Hvem må bo hvor? En glad boligminister kunne forleden præsentere en næsten halveret ghettoliste. Kaare Dybvad taler om et vendepunkt, hvor lokale indsatser for at få flere i arbejde og få en mere blandet beboersammensætning nu viser resultater. Imens undrer de sig på Søstjernevej i Sønderborg, hvor 200 førtidspensionister gør et helt område til "hård ghetto". Og i Odense spørger Solbakkens beboere sig selv om, de lever i et parallelsamfund, fordi der er én dømt person for meget i statistikken. Det er de små marginaler, der tæller - er tiden inde til et serviceeftersyn af de kriterier, der sender boliger ind og ud af listen? Er det diskrimination, når borgerne ikke selv må bestemme, hvor de vil bo? Som ny boligminister proklamerede Kaare Dybvad, at han ville droppe ordet "ghetto" - hvornår dropper han ghettolisten? Eventuelle spørgsmål kan stilles på vores Facebook-side. Vært: Pia Røn.
Tyndslidt tillid? Hos Enhedslisten har man med egne ord både tabt kæben og været ved at falde ned af stolen den seneste tid. Regeringens bud på en grøn skattereform kaldes "en vittighed" og hele håndteringen af minksagen udfordrer på både retssikkerhed og folkesundhed. Tilliden til fødevareministeren forsvandt, er tilliden til statsministeren intakt? Og hvad med tilliden til, at løfterne fra klimavalget bliver indfriet? Pernille Skipper er Enhedslistens politiske ordfører - lidt endnu - og fredag er hun Ugens Gæst. Stil dit spørgsmål på sms til 1212. Vært: Pia Røn.
Blå blok ser rødt! "Der er blevet tordnet direkte over for rødt. Det er muligt, at man havde lukkede øjne, mens man gjorde det, men det gør ikke sagen bedre", lyder det fra Jakob Ellemann om minkskandalen. Ellemann, der selv har været minister i det skandaleramte fødevareministerium, kræver en kommisionsundersøgelse med ekstra spotlight på statsministerens rolle. Den ellers så sikre regeringsbastion slår revner, blå blok har fundet noget at stå sammen om og Ellemann, der længe blev beskyldt for at være noget nær usynlig, står nu i spidsen for oppositionens krav. Forleden fremlagde han det politiske projekt, der skal gøre ham til statsminister. Hør mere om mink, udlændingepolitik og frit valg på alle velfærdshylder, når Jakob Ellemann-Jensen er Ugens Gæst. Stil spørgsmål til Jakob Ellemann-Jensen på sms til 1212. Vært: Pia Røn.
"Det slingrer!" Først skulle alle mink dø. Så var det ikke en ordre, men en ambition. Så kunne man måske holde liv i avlsdyr. Og så kunne man alligevel ikke. Alle mink skal dø. "Det slingrer" er Kristian Thulesen Dahls jysk underspillede kommentar til minkgate. Han savner en forklaring fra statsministeren og mere end antyder, at hun har sat fødevareministeren til at tage skraldet for sig. Derfor kalder han nu statsministeren i samråd. Samtidig appellerer erhvervslivet blå blok om at lægge politisk fnidder til side og stille sig bag en hastelovgivning. Lytter KTD? Stoler DF ikke på sundhedsmyndighederne, siden de vil have et ekstra panel eksperter, der kan give en "second opinion"? Og hvordan vil Kong Christian vinde det halve kongerige tilbage efter voldsom vælgerflugt? Kristian Thulesen Dahl er Ugens Gæst - har du et spørgsmål til ham, så send en sms til 1212. Vært: Pia Røn.
Lukket land. Nordjylland er kendt for åbne vidder, men nu er der lukket land i syv nordjyske kommuner. Borgerne skal holde sig indenfor kommunegrænsen, cafeer og restauranter lukkes og forsvaret sættes ind for hurtigst muligt at få aflivet alle mink. Alt sammen for at få styr på den muterede Coronavirus, der har potentiale til at gøre Danmark til et nyt Wuhan. Borgmester Birgit S. Hansen får stribevis af henvendelser fra bekymrede borgere. I Frederikshavn Kommune mister 49 minkavlere deres livsværk og samtidig forsvinder masser af arbejdspladser i en kommune, der i forvejen kæmper med en Coronaramt turistbranche. For både borgere og borgmester har det været en uge præget af alvor og tunge beslutninger. Birgit S. Hansen er selv vokset op med forældre, der var minkavlere. Fredag er hun Ugens Gæst på P1, og hun holder sig indenfor kommunegrænsen. Send dit spørgsmål til Birgit S. Hansen på sms til 1212 eller ring 7021 1919. Vært Pia Røn.
Feministisk hævntørst? Inger Støjberg har igen ryddet forsider med sit budskab om, at #metoo er ved at gå over gevind. Venstres næstformand og retsordfører er bekymret for mænds retssikkerhed, hun advarer mod folkedomstole og "feministisk hævntørst med så ekstremt meget vrede, at man er på vej til at sætte vigtige principper over styr." Har Støjberg ret eller svigter hun krænkede kvinder? Er tiden til at hive i håndbremsen eller give fuld gas? Stil spørgsmål til Inger Støjberg på sms til 1212 eller på Facebook. Vært: Pia Røn.
For en uge siden ukendt for de fleste, nu kendt som kvinden der fældede Frank Jensen, overborgmester i København. Maria Gudme fortalte, hvordan næstformanden i Socialdemokratiet havde lagt hånden på hendes lår ved en fest i 2012, og så stod andre kvinder frem med historier om slik i øret, hånd på lår og under kjoler, det endte med at Frank Jensen måtte gå af. En ny æra er ankommet, yngre kvinder fælder magtfulde mænd i politik. Maria Gudme socialdemokrat og medlem af Region Hovedstaden er Ugens Gæst på P1. Maria mener, at krænkernes tid er forbi. Får hun ret? Stil dit spørgsmål til socialdemokraten Maria Gudme på tlf. 70 21 1919 eller på sms 1212. Vært: Gitte Hansen.
Mens profilerne fører krig på Facebook og den nye partileder kæmper for sin troværdighed, bløder det radikale hjerte hos Christian Friis Bach. Sexismesagerne, som udløste den radikale krise, bliver ikke håndteret med en Kvinfo-undersøgelse og en nedskreven politik, mener den tidligere R-minister, der har mange års erfaring i konfliktløsning, også internationalt. Forleden blev Christian Friis Bach selv ramt af et MeToo-rygte, et rygte, der tilsyneladende er løbet i flere år og som han nu vil renses for. Vært: Pia Røn.
Sofies valg. Hun gik ind til mødet som næstformand og Østergaards tro væbner - efter syv timer kom hun ud som ny formand. Et halvt døgn senere stod hun på talerstolen som partileder ved åbningsdebatten og fredag er hun Ugens Gæst. En politisk bombe detonerede, da Morten Østergaard onsdag hårdt presset trak sig som leder af De Radikale. Hvordan vil Sofie Carsten Nielsen samle stumperne og hele sårene, og kan hun overhovedet det, når hun selv har været med til at lægge låg på den sag, der fældede Østergaard? Sofie Carsten Nielsen om de dramatiske døgn, om sexisme, løgn og politiske visioner i Ugens Gæst. Vært: Pia Røn.
Er tiden løbet fra Dansk Folkeparti, eller kan Kjærsgaard & co stadig nå at indhente det tabte? Midt i konflikt, krise og knive i ærmerne har Dronningen af DF meldt sig klar til at gå i krig igen. Men hvor fanden er fronten? Er det indre eller ydre fjender, der skal bekæmpes? Og med hvilke våben? Andre må tage sig af ledelsen, siger Pia Kjærsgaard og trækker i kampuniformen som værdiordfører. Men hvad er der tilbage at kæmpe for? Og hvem? Ville hun i virkeligheden allerhelst skrue tiden tilbage til dengang Dansk Folkeparti havde udlændingepolitikken, kvinder havde pyt-knapper og Pia havde kontrollen? Vært: Marie Louise Toksvig.
Hør seneste regionale nyheder fra P4 Midt & Vest.
Hør seneste regionale nyheder fra P4 Nordjylland.
Hør seneste regionale nyheder fra P4 København.
Hør seneste regionale nyheder fra P4 Bornholm.
Hør seneste regionale nyheder fra P4 Sjælland.
Hør seneste regionale nyheder fra P4 Trekanten.
Hør seneste regionale nyheder fra P4 Fyn.
Hør seneste regionale nyheder fra P4 Syd.
Hør seneste regionale nyheder fra P4 Østjylland.
Bliv opdateret på de seneste nyheder fra ind- og udland.
P3 Nyheder holder dig opdateret på de seneste nyheder fra ind- og udland.
Ugens markante tendenser og begivenheder fra Orienteringsredaktionen. Orientering Weekend spejler ugen der gik med focus på internationale begivenheder og tendenser. Markante indslag fra Orienteringsredaktionen og et nyt blik på det, der sætter spor, skaber brud og peger fremad.
Vært: Villads Andersen.
Tre markante meningsdannere vender store og små dilemmaer og paradokser fra ugen der gik. Her er der både plads til de skarpe debatter og de humoristiske meningsudvekslinger.
- med nyheder, vejrudsigter gode bud på weekendunderholdning.
Start dagen med god musik, nyheder, sport og reportager fra Midt- og vestjylland. Vi holder dig også opdateret på trafikken - hver morgen i P4 Midt & Vest. www.dr.dk/vest