Live kanaler

Vildt Naturligt

Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen søger den naturlige forklaring på, hvorfor verden ser ud, som den gør, når vi kigger ud ad vinduet eller ser os selv i spejlet. Har du nogensinde undret dig over, hvorfor du har blå øjne, hvorfor et næbdyr lægger æg, eller hvorfor træer egentlig har bark? Der er altid en naturlig forklaring og ikke mindst en god historie bag, som de to biologer brænder for at fortælle. vildtnaturligt@dr.dk

Videnskab & Teknologi

Følg serie?

Log ind for at følge programmer, og finde dem under “Mine Programmer”

Alle udsendelser

  • 56:18
    Vildt Naturligt

    Menneskedyrets jagt på mening

    Mennesket er bare et dyr lige som andre arter. Men vi sætter rekord i navlepillende selvoptagethed, når vi leder efter selve meningen med livet og formålet med vores egen eksistens. Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen tager et kærligt blik på os selv som art sammen med kollegaen Anders Kofoed, der lige har udgivet en bog om "menneskedyret". Ved at sammenligne os med mus, pingviner og andre skønne skabninger nærmer de tre sig mennesketilværelsens store spørgsmål. For selv om der ikke er én altoverskyggende mening med livet, kan vi godt hver især prøve at finde frem til meningen med vores eget. Anders hjælper også med at svare på nogle af de svære lytterspørgsmål om menneskedyret, som Johan og Vicky har haft til at ligge i vi-aner-det-ikke-bunken. Gæst: Anders Kofoed, biolog, naturformidler og forfatter ("Meningen med livet: Menneskedyret fra fødsel til død - og lidt efter"). Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Voksenven: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:44
    Vildt Naturligt

    Supersmageren

    Sødt, surt, lækkert eller ækelt? Vores smags- og lugtesans kan fremkalde nydelse, væmmelse og minder om barndommen. Det er vidt forskelligt, hvad vi oplever og foretrækker, og det er måske ikke så sært, når en enkelt fødevare kan indeholde 900 forskellige smags- og duftstoffer. Den professionelle supersmager Lisbeth Ankersen har en nørdet viden om det, vi putter i munden eller op til næsen. Selv om hun har sit eget bibliotek med flere hundrede små flasker med grunddufte, foretrækker hun at gå ud og fodre sanserne med friske indtryk. Supersmageren kommer på besøg i studiet hos biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen til en smagfuld snak om blomsterduft, fødevare-fermentering, vinsnobberi, surstrømning og søsygebræk. Gæst: Lisbeth Ankersen, supersmager og kemiker, Innovaconsult. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Produktion: Allan Nisgaard & Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:28
    Vildt Naturligt

    Er robotter også en slags evolution?

    Moderne robotter er bomstærke og lynhurtige efterligninger af os selv. De slår os på fysikken, og vi kan heller ikke altid hamle op med deres kunstige intelligens. Men det gør måske ikke så meget, når de hjælper os til at overkomme opgaver, der ellers ville være uden for rækkevidde for vores egen fysiske og biologiske formåen. Johan og Vicky får besøg af robotforsker Anders Stengaard Sørensen, som både har været med til at udvikle robotter til træningsbrug for bevægelseshæmmede her på Jorden og til astronauter ude i rummet. I begge tilfælde hjælper robotterne os mod vores evige ven & fjende, tyngdekraften. Robotudvikling har tidligere mest handlet om kræfter og mekanik, men efterhånden spiller kunstig intelligens en større rolle. Kan robotter via kunstig intelligens udvikle noget, der ligner en personlighed? Er det en slags evolution, der ligner vores egen? Og betyder det, at vi kan få følelser for en robot? Gæst: Anders Stengaard Sørensen, lektor og robotforsker på Syddansk Universitet. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:37
    Vildt Naturligt

    Helt blød med blæksprutter

    Har blæksprutter virkelig flere hjerner? Er det rigtigt, at de er superkloge? Hvor store og hvor gamle kan de blive? Og hvor mange af dem bruger blæk som forsvar? Johan og Vicky har fået et hav af blæksprutte-spørgsmål og opfordringer til at lave et helt program om de sære typer. P1-biologerne bøjer sig for presset, fordi de også selv er nysgerrige. Svarene kommer fra en spruttekyndig marinebiolog. Gæst: Anders Lydik Garm, lektor og marinebiolog, Københavns Universitet. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producere: Allan Nisgaard & Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:11
    Vildt Naturligt

    Monstre, mystik og videnskab

    Gigantiske havuhyrer, afskyelige snemænd og sære mix af løver, hajer, ørne og skorpioner. Vicky og Johan dykker ned i kryptozoologiens sensationshistorier om overnaturlige væsner. Er der en videnskabelig forklaring på Loch Ness-uhyret, Bigfoot, Kraken og andre skrækindjagende berømtheder? Har den tasmanske pungulv og andre uddøde arter overlevet i skjul? Og findes der virkelig stadig uopdagede kæmpedyr i utilgængelige egne? Danmarks eneste kryptozoolog fortæller røverhistorier fra en videnskabelig vinkel. Gæst: Kryptozoolog Lars Thomas. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 57:08
    Vildt Naturligt

    Kan truede træer reddes i Danmark?

    Varme og tørke truer træarter, som ikke kan omstille sig hurtigt nok til klimaforandringer rundt om i verden. Men kan nogle af dem reddes i Danmark, hvis de får en chance for at vænne sig til dansk jord og DMI's vejrudsigter? Forsker og trænørd Anders Ræbild hjælper biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen med at få styr på mulighederne. Som bonus fortæller han om arbejdet med at fremtidssikre kaffeplanten, som de to værter af egoistiske grunde nødig vil undvære. Egetræer er blandt Vickys favoritter, så hun er spændt på, om varianter fra Nordamerika, Asien og Sydeuropa vil kunne klare sig i Danmark? Johan spekulerer på, om der er en biologisk risiko ved at tage imod "flygtningetræer", hvis de slæber noget skadeligt med sig? Gæst: Lektor Anders Ræbild, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:20
    Vildt Naturligt

    Isbjørne tager en for nord-holdet

    Vi kender isbjørnen som nuttet inspiration for tøjdyr og som populært brand for film-, is- og øl-producenter. Men isbjørnen er også blevet symbol på klimaforandringens ofre. Den hvide kæmpe har tilpasset sig livet et sted, som er under farlig forandring. Er de virkelig i nær familie med brune bjørne? Hvor mange er der tilbage? Og hvilken farve har de under pelsen? Johan og Vicky har besøg af biolog Thea Bechshøft fra organisationen Polar Bears International, som prøver at sikre isbjørnes fremtid i det arktiske område. Kampen for isbjørnene er også en kamp for andre arter med samme bopæl, der blot scorer mindre højt på charme og genkendelighed. Gæst: Biolog og isbjørneekspert Thea Bechshøft, Polar Bears International. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Produktion: Allan Nisgaard & Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:16
    Vildt Naturligt

    Hidsige krager og skæve øjne (lytterspørgsmål #6)

    Hvorfor går krager og andre kloge fugle til angreb på ruderne? Er det en myte, at prikkerne siger noget om alderen på mariehøns? Og er det ikke hårdt for svaler at nå at have familie både her og i Sydafrika? Biologerne Johan og Vicky svarer på lytterspørgsmål og morer sig over indsendte biologi-vittigheder. Vicky forklarer, hvordan man kan kende forskel på stankelben, edderkopper og bussemænd. Det har Johan ikke helt så meget styr på. Til gengæld kom han engang til at se ud som en ged på tv på grund af noget med øjnenes facon hos forskellige arter... Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:11
    Vildt Naturligt

    Hvor mange arter er der i Danmark?

    Naturelskerne Lars & Linda tonser land og dyrerige rundt i håb om at få øje på nye dyr og planter, de ikke har set før. På den måde er de to superkratluskere nået op på at have observationer af over 8.000 vilde arter på pralelisten. Men hvordan kender man én slags kryb fra et andet? Hvor mange arter er der i det hele taget i Danmark? Og hvad er en bio-blitz? Det svarer de to fredsommelige artsjægere på, når biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen får besøg af dem i studiet. Gæster: Linda Kjær-Thomsen og Lars Thomas, artsjægere og superkratluskere. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:24
    Vildt Naturligt

    Edderkoppekvindens tricks

    Edderkoppers spind er tyndt, stærkt, elastisk og fantastisk. Hvis vi kan efterligne dem og producere et lignende supermateriale, kan det bruges i alt fra tøj til flyvemaskiner, så det har ph.d.-studerende Irina Iachina sat sig for at gøre. Hun er del af en regulær trend med at stjæle og genbruge de bedste idéer fra biologien til smarte ingeniøropfindelser. Princippet er fx brugt med succes i højhastighedstog, vindmøllevinger, vandskyende stof og solceller. Irina fortæller Vicky og Johan om besværet med at putte aggressive forsøgsedderkopper i spændetrøjer af lyserødt tyl for at kunne trække deres spind på spole. Nu er hun nået til den sværere opgave med at aflure dem hemmeligheden og prøve at genskabe det syntetisk i laboratoriet. Men det er ikke helt let at kopiere noget, som evolutionen har brugt millioner af år på at nå frem til. Gæst: Irina Iachina, ph.d.-studerende på Syddansk Universitet (nanoteknologi). Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:40
    Vildt Naturligt

    Dinosaurer i Danmark

    Dinosaurerne nåede vidt omkring i deres storhedstid for 200 millioner år siden. Danske forskere har været med til at finde spor efter dem på både Bornholm og Grønland. Geologiprofessor Lars Clemmensen besøger biologerne Vicky og Johan for at fortælle om detektivjagten på fortidskæmpernes fodspor og knoglerester i ældgamle jord- og stenlag. Hvad ved vi om giganternes vandringer i en verden, hvor geografi og klima var helt anderledes end i dag? Gæst: Lars Clemmensen, professor i geologi, Københavns Universitet. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:40
    Vildt Naturligt

    Lyd, larm og hørelse

    Det menneskelige øre kan kun opfange en del af naturens mange lyde. Fx de kønne, når solsorte og hvaler synger, eller de potentielt irriterende, når måger skriger og katte jamrer. Men hvad betyder vores egen støjende adfærd til lands, til vands og i luften for andre arter? Og hvilke ligheder og forskelle er der mellem vores egen hørelse og andres "superhørelse" af høj ultralyd og dyb infralyd? Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen slår lyttelapperne ud og får besøg af lektor Jakob Christensen-Dalsgaard, som forsker i hørelse, neurofysiologi og biofysik på Syddansk Universitet. Gæst: Jakob Christensen-Dalsgaard, lektor på Biologisk Institut, Syddansk Universitet. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk (Sendt første gang 4. februar).

    Videnskab & Teknologi
  • 56:23
    Vildt Naturligt

    Verden uden mennesker

    Hvordan ville jorden se ud, hvis mennesket enten forsvandt eller bare aldrig havde været her? Biologerne Johan og Vicky tænker tanken til ende sammen med professor Katherine Richardson, som forsker i, hvordan menneskelige aktiviteter påvirker Jordens tilstand. Katherine er mere bekymret for biodiversitetskrisen end klimakrisen, for når arter uddør, er de væk for altid. Men kan det også ske for mennesket? Og vil det hele så bare gro til i ukrudt, mens invasive arter overtager kontrollen, og der igen bliver koldere? Eller gælder biologiens normale regulerende regler slet ikke for os, så vi uanset hvad nok skal finde en vej? Gæst: Professor Katherine Richardson, Københavns Universitet. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk (Sendt første gang 4. marts).

    Videnskab & Teknologi
  • 55:10
    Vildt Naturligt

    Giftig biologi

    Masser af slanger, skorpioner, gopler, frøer og edderkopper bruger gift for at overleve. Enten til at lamme bytte eller for at forsvare sig mod fjender. Herhjemme er hugorm, fjæsing og gedehams blandt eksemplerne. Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen har lovet lytterne en omgang giftigheder, og de får farlig hjælp af en ekspert, som selv forsker i slangegift og modgift. Gæst: Andreas Hougaard Laustsen, lektor på DTU's Institut for Bioteknologi og Biomedicin. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:42
    Vildt Naturligt

    Problemet med dyreforsøg

    Nysgerrige mennesker har brugt sagesløse dyr til forsøg i flere tusinde år, og det har ikke altid været lige kønt eller effektivt. Selv når etikken er i orden, er der nemlig kæmpe udfordringer i at overføre resultater fra mus, rotter og grise til mennesker. Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen får besøg af professor og dyrlæge Axel Kornerup Hansen, som forsker i brugen af forsøgsdyr. Ifølge ham har vi dummet os ved at skabe forsøgsdyr, der ligner mennesker mindre og mindre. Desuden har vi fokuseret for meget på genetik og for lidt på bakterier, som i nogle tilfælde er altafgørende. Men behøver vi blive ved med at udsætte dyr for vores eksperimenter, når vi efterhånden kan simulere alt muligt på computere? Gæst: Professor Axel Kornerup Hansen, Sektion for Eksperimentelle Dyremodeller, Københavns Universitet. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:24
    Vildt Naturligt

    Mystiske dyr på fri fod

    Pumaer og pythonslanger er et sjældent syn i Danmark. Men borgere advarer jævnligt myndighederne om arter ude i det fri, som vi kun plejer at se på billeder eller i bur. Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen dykker ned i friluftslivets svar på UFO-observationer i selskab med biolog Hans Erik Svart, som er konsulent for Miljøstyrelsen. Alle tip bliver behandlet seriøst. Men det gør en forskel, om flere har set samme los-lignende kattedyr i et bestemt område, eller om det bare er en enlig nattevandrer, der har mødt en lyserød elefant på vej hjem fra byen. Miljøstyrelsen har også selv produceret en podcast-serie om "Danske dyremysterier", og Vildt Naturligt spiller et par dramatiske smagsprøver. Gæst: Biolog Hans Erik Svart, konsulent for Miljøstyrelsen. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk (Sendt første gang 18. marts).

    Videnskab & Teknologi
  • 56:19
    Vildt Naturligt

    Vold i dyreverdenen (lytterspørgsmål #5)

    Fortjener rotter respekt, selv om vi nakker dem? Findes orgasme hos andre hunpattedyr end mennesker? Er røde egern mere modebevidste end de brune? Biologerne Vicky Knudsen og Johan Olsen tager klogebrillen og orakelkasketten på og svarer på lytterspørgsmål. Få også den dramatiske historie om en terroriserende gangster-svane, der mobber artsfæller. Det er vildt, men er det også naturligt? Desuden har de nyt fra videnskabens verden om en giftig blæksprutte, lydens hastighed og fuglevenlig afmærkning. Samt flere onkel-jokes fra biologien! Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:38
    Vildt Naturligt

    Drømmerejse til Europas nationalparker

    Selv om vi er corona-indespærrede i Danmark, er det tilladt at drømme om kommende naturoplevelser under fremmede himmelstrøg. Biologerne Vicky Knudsen og Johan Olsen får medrivende inspiration fra forfatterne bag en ambitiøs ny guidebog om europæiske nationalparker. Parret Lone Ildved og Brian Gade Larsen har brugt over otte år på at trave stierne tynde i 58 parker i blandt andet Frankrig, Spanien, Portugal, Østrig, Schweiz, Tyskland og Italien. Deres højdepunkter og advarsler i "The National Park Guide Europe" rummer også vigtige anbefalinger til de danske planer om flere nye nationale parker med mere uberørt natur. Gæster: Rejseguideforfatterne Lone Ildved og Brian Gade Larsen fra www.nationalparkguide.com. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:41
    Vildt Naturligt

    Hvad har ålen gang i?!

    Ålen er et svømmende mysterium og en biologisk gåde. Trods ihærdig forskning anført af danske videnskabsfolk er der masser af ubesvarede spørgsmål om den underlige fisk med de besynderlige vaner. Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen prøver at finde ud af, hvad ålen egentlig har gang i, sammen med forsker og åle-ekspert Sune Riis Sørensen. Hvorfor svømmer den fx tusindvis af kilometer rundt om jorden bare for at yngle? Hvor truet er den? Kan man opdrætte ål? Og er det virkelig dårlig stil at spise dem? Gæst: Sune Riis Sørensen, forsker og ekspert i ål, Billund Aquaculture og DTU Aqua. Producer: Carsten Nielsen. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. vildtnaturligt@dr.dk (Sendt første gang 18. februar).

    Videnskab & Teknologi
  • 56:23
    Vildt Naturligt

    Fantastiske flagermus

    Flagermus er en evolutionær succes. Over en femtedel af alle pattedyrarter er flagermus, og deres unikke evner har sikret dem global udbredelse. Men mange mennesker har et anstrengt forhold til de vampyrlignende og i nogle tilfælde smittebærende væsner. Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen tager flagermusene i forsvar i selskab med en flagermus-kyndig forsker. Risikerer man at blive ramt af en flagermus, når de flyver tæt forbi? Er flagermus blinde, så de kun orienterer sig med deres ører og vilde ekko-sans? Hvor mange af flagermusene lever af blod? Og hvad har flagermus og fugle til fælles, ud over at de begge kan flyve? Gæst: Lektor Lasse Jakobsen fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:07
    Vildt Naturligt

    Søvn og sjove zzznorkelyde

    Kan giraffer kun stå op og sove? Blunder fugle virkelig i luften? Og kan dyr egentlig have søvnbesvær lige som os? Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen får besøg af zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen fra Zoo i København til en ærlig snak om søvn, sjove snorkelyde og dyrs vidt forskellige hvilevaner og behov. Gæst: Mads Frost Bertelsen, zoologisk direktør i Zoologisk Have i København. Producer: Carsten Nielsen. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:22
    Vildt Naturligt

    Hunner & hanner plus det løse (Lytterspørgsmål #4)

    Findes der andre arter end os, hvor hunnerne er de smukkeste? Er det overhovedet nødvendigt med ret mange hanner? Har dyr en fri vilje? Og hvordan ville Den Lille Havfrue opføre sig, hvis hun var halvt klumpfisk? Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen svarer på lytterspørgsmål - eller snakker udenom. Desuden får de omsider sagt undskyld for en fadæse vedrørende vores nationalsang og en vis "salten østerstrand". Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 57:01
    Vildt Naturligt

    Grum sex

    På lytteropfordring handler det igen om sex, når naturvejleder Bjørli Lehrmann besøger biologerne Vicky Knudsen og Johan Olsen. Sidste gang fortalte hun om heftig sex i dyreriget, men denne gang bliver det decideret grimt og grumt. Ude i naturen er parring ofte mere kamp end kærlighed, fordi hunner og hanner sjældent har samme interesse. Men der findes romantiske undtagelser. Trioen kommer rundt om opsigtsvækkende eksempler på parringsritualer og kønsorganer. Hør fx om engangs-penisser, snoede vaginaer og flydende kønsidentitet med tusindvis af variationer. Værter: Vicky Knudsen og Johan Olsen. Gæst: Bjørli Lehrmann, biolog og naturvejleder. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:31
    Vildt Naturligt

    Havets seje små helte

    De er umulige at se med det blotte øje og derfor også nemme at glemme. Men havet myldrer med vigtigt liv i størrelse lillebitte. Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen får besøg af to hav-eksperter, som forsker i planktonorganismer. De fortæller om alger med vilde forsvarsvåben, om imponerende vandlopper, der accelererer hurtigere end jetfly, og om de små organismers store betydning for globale fødekæder, iltindhold og CO2-balance. Værter: Johan Olsen og Vicky Knudsen. Gæster: Professor Thomas Kiørboe og ph.d.-studerende Josephine Bøgeskov Grønning, Centre for Ocean Life, DTU Aqua. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:53
    Vildt Naturligt

    Nytårsspecial om sprut og krudt

    Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen nørder sprut og krudt i anledning af nytåret. Umådeholdent alkoholforbrug fra gæret frugt findes også ude i naturen, hvor stangstive fugle falder til jorden, mens berusede elge prøver at klatre i træer. Er der en naturvidenskabelig forklaring og evolutionær mening? Fyrværkeri larmer og sviner, men det er også fascinerende flot og farligt. Bag det hele ligger spændende kemi og elementær eksplosionslære. Men er det synd for dyr? Værter: Vicky Knudsen og Johan Olsen Gæster: Jens Mogens Olesen, professor emeritus ved Institut for Biologi, Aarhus Universitet. Rasmus Fehrmann, professor emeritus ved DTU Kemi. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:50
    Vildt Naturligt

    Julespecial fra den gamle kirkegård

    Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen fejrer jul med en bynær felttur til Danmarks største kirkegård på udkig efter spændende dyr og planter. På vej rundt på den 150 år gamle Vestre Kirkegård ser de et hav af fugle og et nisserødt egern. Men finder de uglerne? Hvad er Vickys sjældne hemmelighed? Får de nogensinde spist Johans pebernødder? Og hvad synes de egentlig om julemusik, småkager, klippeklistre-pynt og andesteg? Omvandrende værter: Vicky Knudsen & Johan Olsen. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:14
    Vildt Naturligt

    Slut på Naturens År - hvad så nu?

    Lige om lidt slutter Naturens År, hvor interesseorganisationer, medier og myndigheder har bombarderet danskerne med fakta, formaninger og forslag til gode oplevelser i det fri. Men har det gjort en forskel? Biologerne Vicky Knudsen og Johan Olsen får besøg af naturformidler Sebastian Klein til en munter evaluering. Den normalt kritiske Klein tror på, at Naturens År har været et vigtigt første skridt. Interessen og omsorgen for naturen vokser i befolkningen, og det er fulgt op af "grøn danmarkshistorie" i form af en natur- og biodiversitetspakke med løfter om flere nationalparker og mere uberørt natur. Trioen deler også deres egne største naturoplevelser fra året, hvor Sebastian blev overrasket, Johan blev forskrækket og Vicky blev begejstret. Gæst: Sebastian Klein, naturformidler. Producer: Carsten Nielsen. Værter: Vicky Knudsen (gummistøvlebiolog) og Johan Olsen (kittelbiolog). vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:38
    Vildt Naturligt

    På fotojagt i naturen

    At tage gode billeder af vilde dyr ude i naturen kræver evner, øvelse, held og godt udstyr. Den prisbelønnede danske dyrefotograf og zoolog Mogens Trolle har specialiseret sig i portrætter af aber, fordi han er fascineret af deres ansigtsudtryk. Det har sikret ham prisen for "bedste dyreportræt" på den internationale udstilling "Wildlife Photographer of the Year", som lige er åbnet på Statens Naturhistoriske Museum i København. Mogens Trolle besøger biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen i studiet og fortæller om foto-udflugterne rundt om i verden. Vicky er selv ivrig naturfotograf og prøver at lokke gode råd ud af Mogens, mens Johan også gerne vil snakke om naturfotografiers poesi. Værter: Johan Olsen & Vicky Knuden. Gæst: Mogens Trolle, dyrefotograf, zoolog og forfatter. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:52
    Vildt Naturligt

    Sommerfuglestøv og skældud (lytterspørgsmål #3)

    Er sommerfuglestøv magisk? Findes der regnbuefamilier i dyreriget? Og hvorfor genudsætter vi ikke flere truede og sjældne arter, når deres gamle naturområder bliver genetableret? Biologerne Vicky Knudsen og Johan Olsen gør et forgæves forsøg på at komme til bunds i lytterspørgsmål, som også nævner psykopatiske egern og hærværk fra en flittig spætte. I pausen fortæller Johan om ekstreme laboratorieforsøg med superledende materialer, inden han og Vicky kommer op at toppes om, hvor farligt der egentlig er ude i naturen - og da især i Australien. De er heller ikke helt enige om skadedyrsbekæmpelse. Værter: Johan Olsen (kittelbiolog) & Vicky Knudsen (gummistøvlebiolog). Voksenven: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:13
    Vildt Naturligt

    Kan vi genskabe arter i gen-laboratoriet?

    Vicky og Johan leger med tanken om, hvad moderne genredigering kan bruges til ude i naturen. Teknologier, der i princippet kan genskabe mammut og sabeltiger, kan vel også hjælpe arter, der stadig er her, men bare har det svært? Fx ved at øge deres tolerance over for klimaforandringer? Eller ved at løse indavlsproblemer? Eller ved at klone løs, så de ikke længere er så sjældne og truede. Biolog Louise von Gersdorff Jørgensen, som selv bruger den nobelprisbelønnede CRISPR-gensaks til at eksperimentere med mutationer i zebrafisk, fortæller om fantastiske muligheder og enorme etiske dilemmaer. Værter: Johan Olsen (kittelbiolog) & Vicky Knudsen (gummistøvlebiolog). Gæst: Louise von Gersdorff Jørgensen, biolog og lektor på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk (Sendt første gang 26. november 2020).

    Videnskab & Teknologi
  • 56:26
    Vildt Naturligt

    Hvad ved vi om liv i rummet?

    Dyre rumekspeditioner holder gang i eftersøgningen og håbet. For tænk hvis vi ikke er alene, og jorden blot er én blandt mange beboede planeter og måner. Det kan være hos naboerne Mars og Venus - eller på fjerne exoplaneter i andre galakser. Hvad er det i givet fald, der kan overleve der? Og vil det ændre vores syn på livet, på evolutionen og os selv? Kai Finster er gæst hos Johan og Vicky, og præcis som dem er han biolog. Men en særlig en af slagsen, nemlig Danmarks eneste professor i astrobiologi. Han tror på, at der er andet liv i rummet end dét, vi kender her på jorden. Men det ligner næppe det, som fragter sig rundt i flyvende tallerkener på film. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Kai Finster, professor i astrobiologi, Aarhus Universitet. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:30
    Vildt Naturligt

    Magiske moser

    Moser er mystiske, magiske, farlige og fantastiske. Men også lidt oversete i forhold til mere pangfarvet og artsrig natur. Dét prøver biologerne Vicky Knudsen og Johan Olsen at rette op på i selskab med en af Danmarks største eksperter på området, professor og "mosekonge" Bent Aaby. Johan deler traumer om at synke i mosen og få våde fødder. Vicky trumfer med beretningen om en hel hest, der forsvandt. Hør desuden om mosernes særegne kemi, om velbevarede lig, om mosernes rolle som storleverandør af spagnum og tørvebrændsel og om aktuelle forsøg på at genskabe den unikke men hårdt prøvede naturtype i Danmark. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Bent Aaby, professor emeritus og moseekspert. Medvirkende: Kristian Helmer Petersen, mosebegejstret biolog & HF-underviser. Redaktør: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:12
    Vildt Naturligt

    Betyder tarmflora lige så meget som gener?

    Vi plejer at give vores gener æren eller skylden. Men måske betyder kroppens mix af mikroorganismer langt mere for vores udseende, sundhed, adfærd og evolution, end vi hidtil har troet? Molekylær- og evolutionsbiolog Morten Tønsberg Limborg tror på, at mikrober gemmer svaret på gåder, vi hidtil har bakset med, fordi vi kun har fokuseret på genernes rolle. Ved at kigge på begge dele samtidig prøver han og kollegerne i " Center for Evolutionær Hologenomics" at genfortælle selve historien om livet - og at gøre fødevareproduktion af fx laks og kylling mere bæredygtig. Værter: Biologerne Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Morten Tønsberg Limborg, lektor ved Center for Evolutionær Hologenomics, Københavns Universitet. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:16
    Vildt Naturligt

    Vulkaner og kviksølv smadrede livet

    Planterester fra muterede bregner og boringer dybt nede i undergrunden sladrer om, hvad der egentlig skete for 200 millioner år siden, da jorden blev ramt af endnu en stor masseuddøen. Voldsomme vulkanudbrud og udslip af CO2, kviksølv og andet giftigt stads lader til at være vigtige dele af svaret på, hvorfor det gik så galt. Dengang gik det for stærkt til, at alle arter kunne nå at omstille sig. Det ligger der også en pointe i til os i dag, advarer seniorforsker Sofie Lindström, som besøger biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen. Johan sammenligner med fester i teenageårene. Nogen er nødt til at sige til de andre, at nu er festen vist slut. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Sofie Lindström, seniorforsker ved GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland). Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:11
    Vildt Naturligt

    Hajer, tun og delfiner i dansk farvand

    Hvorfor er der pludselig flere slags delfiner og kæmpestore tun i Danmark? Og er det rigtigt, at hvidhajen med dens dødsgab kan blive næste eksotiske badegæst? Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen undrer sig over udviklingen. Lars Skou Olsen, kurator og teknisk chef på Den Blå Planet, kommer dem til undsætning med flere bud på forklaringer. Temperaturændringer og adgangen til føde spiller ind. Desuden er der enkeltstående tilfælde, hvor havskildpadder bare er kommet helt ud af kurs og havner oppe hos os ved en fejl. Men der er ingen grænsebomme under overfladen, så i fremtiden kan vi godt komme til at dele badevand med nogen, der er større og har flere tænder end os... Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Lars Skou Olsen, kurator og teknisk chef på Den Blå Planet. Producer: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:19
    Vildt Naturligt

    Edderkoppebid og sneglepynt (Lytterspørgsmål #2)

    Bider danske edderkopper? Må man tegne på vinbjergsnegle? Hvordan bliver haven vild? Og er danske tusindben i familie med den nepalesiske "dødsskolopender"? Det er nogle af de lytterspørgsmål, biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen hygger sig med at prøve at besvare, mens de spiser kage og drikker kakao. Desuden har de spændende nyt fra forskningsverdenen om vores forfædres tidlige brug af ild, om omstillingsparate natsværmere, om bivirkninger ved meditation og om pjaskvåde orgasmer. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Redaktør: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:14
    Vildt Naturligt

    Skeletter afslører vaner og skavanker

    Velbevarede knogler fra en ung kvinde og en ældre mand rasler med i studiet, når professor Jesper Lier Boldsen besøger biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen. De to skeletter fra middelalderen er fra Syddansk Universitets unikke samling på 16.000 skeletter, som via nye analysemetoder sladrer detaljeret om vores forgængeres liv, død og dårligdomme. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Jesper Lier Boldsen, professor og forskningsleder, Retsmedicinsk Institut, SDU. Redaktør: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk (Sendt første gang 8. oktober 2020).

    Videnskab & Teknologi
  • 56:22
    Vildt Naturligt

    Trækfugles mystiske superevner

    De krydser oceaner og tilbagelægger tusindvis af kilometer uden mad og drikke, uden hvil og uden GPS. Men hvorfor pisker trækfugle frem og tilbage mellem verdensdele, og hvad er forklaringen på deres imponerende superevner? De fleste fuglearter i Danmark er trækfugle, og der er begyndt at dukke nye arter op. Hvad handler dét om? Biologerne Vicky Knudsen og Johan Olsen får besøg af fugleeksperten Sebastian Klein. Sebastian og Vicky ved begge en masse om fugle, men det vrimler stadig med uløste mysterier og ubesvarede spørgsmål på deres felt. Måske får vi flere svar, i takt med at det bliver muligt at bruge endnu smartere teknologiske løsninger til at overvåge fuglene, når de er på farten? Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Sebastian Klein, fugleekspert og naturformidler. Redaktør: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:27
    Vildt Naturligt

    Må naturen forstyrres?

    Corona har sendt oplevelseshungrende danskere på eventyr i det fri. Men er naturen lige så vild med os, som vi er med den? Sommerfugle-eksperter er bekymrede for sjældne arter, som nybegyndere risikerer at "elske til døde", når de tramper rundt ved skrøbelige levesteder. Naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen Storstrøm er glad for, at flere endelig har fået øje på vores fantastiske natur. De skal bare lære at bruge den med omtanke. Biologerne Vicky Knudsen og Johan Olsen prøver at smitte andre med deres egen begejstring for gummistøvle-oplevelser. Men risikerer de så at genere arter, der har brug for at være i fred? Og larmer Vicky lige så meget derude, som hun gør i radioen? Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Marie Roland, naturvejleder i Naturstyrelsen Storstrøm. Medvirkende: Per Stadel Nielsen, biolog og sommerfugleekspert. Redaktør: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:18
    Vildt Naturligt

    Har Bølle og Piphans "personlighed"?

    Kan dyr have en ganske særlig personlighed, eller er det bare noget, vi bilder os ind? Hvordan undersøger vi det? Og hvad betyder det for en art, at der er forskel på, hvordan individer opfører sig? Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen får besøg af adfærdsbiolog Christina Lehmkuhl Noer fra Københavns Universitet, som selv har ledt efter personlighedstræk hos tigre og mink. Desuden medvirker forsker og biologistuderende fra Aalborg Universitet, som kortlægger chimpansers, elefanters og isbjørnes adfærd - eller personlighed? Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Christina Lehmkuhl Noer, biolog med speciale i dyreadfærd, Københavns Universitet. Medvirkende: Cino Pertoldi, biologiprofessor, Anika Gottschalk og Anne Cathrine Linder, biologistuderende, Aalborg Universitet. Reporter: Lasse Birk Nielsen. Redaktør: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:30
    Vildt Naturligt

    Hvorfor dit og dat? (Lytterspørgsmål #1)

    Hvordan kan fugle flyve så langt? Er der færre sneglehuse? Og hvorfor har dyr forskellige toiletvaner? Vicky og Johan får masser af spørgsmål fra lytterne, og i dag prøver de at svare på nogle af dem. Vicky afliver et par myter om fugle, mens Johan udreder sammenhængen mellem klimakrise og kolort. Få også afsløringen af Vickys snyd som myresluger, og hør den rørende historie om Johan, der som dreng kom sent hjem, fordi han skulle redde snegle væk fra stien. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Redaktør: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:27
    Vildt Naturligt

    Hvem pokker var Ørsted?

    For 200 år siden opdagede en dansk forsker et naturfænomen, som letter vores hverdag fra morgen til aften, når vi tænder lyset, oplader mobilen eller bruger el-tandbørsten. Forskeren var Hans Christian Ørsted, fænomenet kaldte han for "elektromagnetisme", og bedriften udsprang af et oprørsk syn på verden og videnskaben. Vildt Naturligt-værterne Johan Olsen og Vicky Knudsen prøver at blive klogere på mennesket bag det revolutionerende fund i selskab med videnskabsjournalist og Ørsted-ekspert Henrik Prætorius. Han er forfatter til den nye tegneserie "HCØ - Kampen om videnskaben", som dramatiserer den vindøjede og selskabsglade Hans Christian Ørsteds genvordigheder, bedrift og berømmelse. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Henrik Prætorius, videnskabsjournalist og HCØ-ekspert. Redaktør: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:28
    Vildt Naturligt

    Bakterier styrer verden som en usynlig hær

    Det er den mest succesfulde livsform på jorden. Der er millioner på hver kvadratcentimer af din hud, og alene i munden har du 1000 forskellige slags. Særligt sejlivede varianter trives flere kilometer under jorden og overlever både kogning og radioaktiv stråling. Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen nørder bakterier med eksperten Peder Worning. Som bioinformatiker ved Hvidovre Hospital analyserer han bakteriers DNA for at kortlægge smitteveje, så han møder både de venlige og de væmmelige varianter. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Peder Worning, bakterie-ekspert og bioinformatiker på Hvidovre Hospital. Redaktør: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk (Sendt første gang 27. august 2020).

    Videnskab & Teknologi
  • 56:12
    Vildt Naturligt

    Frygt, væmmelse og fobier

    Hvorfor er mange bange for edderkopper? Hvorfor væmmes vi ved insekter? En rædselsslagen lytter har bedt Vicky og Johan om gode råd til at være lige så frygtløst fascineret af naturen, som de er. De to biologer henter hjælp hos kollegaen Anders Kofoed, som ved en masse om frygt, væmmelse og fobier. Og Vicky afslører, at hun faktisk ikke er så vild med bavianer. Værter: Vicky Knudsen & Johan Olsen. Gæst: Biolog og naturformidler Anders Kofoed. Medvirkende: Antropologi-studerende Ida Breddam. Reporter: Lasse Birk Nielsen. Redaktør: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi
  • 56:09
    Vildt Naturligt

    Den forbandede flåt

    Har skovflåten virkelig ingen naturlige fjender? Og hvordan undgår vi at blive bidt af den smittespredende blodsuger, som med succes har benyttet samme irriterende strategi til overlevelse i 250 millioner år? Biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen undersøger sagen i selskab med naturvejleder Jes Aagard, som er flåt-ekspert i Naturstyrelsen. Jes har levende eksemplarer af den forhadte art med i studiet og demonstrerer på egen krop, hvordan man lettest får dem af huden. Vicky praler af, at hun kan mærke, når flåter er på kropsvandring, så hun bliver sjældent bidt. Johan taber til gengæld fadøl på stribe, fordi han kommer til at kalde flåter for tæger, og det er IKKE det samme. Værter: Johan Olsen & Vicky Knudsen. Gæst: Jes Aagaard, biolog og naturvejleder, Naturstyrelsen. Reporter: Lasse Birk Nielsen. Producer: Søren Bjørn-Hansen. Redaktør: Carsten Nielsen. vildtnaturligt@dr.dk

    Videnskab & Teknologi